426

Saa vide om Land, som Sol mon gaa,Ei Menneskesjæl er at finde,Som Herrens Naade ei ved at naa,Naar Hjertet ham gjerne vil vinde.

Han ser hver Længsel i Sjælens Grund,Som efter det evige higer,Han hører hvert Suk, som i Nattens StundFra Dybet til Himmelen stiger.

Han tænder sit Lys paa den vildsomme Vei,Hans Stjerne for Aanden oprinder,Den straaler og vinker og standser ei,Før Hjertet sin Frelsermand finder.427Og var du end skjult i den mørkeste Vraa,Og kjendte dig ingen paa Jorden,Og var du blandt alle, som sorgfulde gaa,Den allerelendigste vorden,

Ja, taarned sig Synder som Bjerge i Sky,Og sortnede alt for dit Øie,Og blev hvert Minde dig tungt som Bly,Og saa du kun Lyn i det høie:

O, higer din Sjæl mod Sandheds Gud,Og kalder paa ham du derinde,Han ved dog Vei for sit Naadesbud,Din Frelser du dog skal finde.

Og finder du ham, da finder du alt,Hvad Hjertet kan evig begjære;Da reiser sig flux hvert Haab, som faldt,Og blegner saa aldrig mere.

W. A. Wexels.

426

Så vide om land, som sol mon gå,Ei menneskesjel er å finne,Som Herrens Naade ei ved å nå,Når Hjertet ham gjerne vil vinne.

Han ser hver lengsel i Sjælens grunn,Som etter det evige higer,Han hører hvert sukk, som i Nattens stundFra Dybet til himmelen stiger.

Han tenner sitt lys på den villsomme vei,Hans Stjerne for Aanden opprinner,Den stråler og vinker og stanser ei,Før Hjertet sin frelsermann finner.427Og var du enn skjult i den mørkeste vrå,Og kjente deg ingen på jorden,Og var du blant alle, som sorgfulle gå,Den allerelendigste vorden,

Ja, tårnet seg synder som Bjerge i sky,Og sortnede alt for ditt Øye,Og ble hvert Minde deg tungt som bly,Og så du kun lyn i det høye:

O, higer din sjel mot Sandheds Gud,Og kaller på ham du derinne,Han vet dog vei for sitt nådesbud,Din Frelser du dog skal finne.

Og finner du ham, da finner du alt,Hva Hjertet kan evig begjære;Da reiser seg fluks hvert håp, som falt,Og blekner så aldri mer.

W. A. Wexels.