425

Deilig er den Himmel blaa;Lyst det er at se derpaa,Hvor de gyldne Stjerner blinker,Hvor de smiler, hvor de vinkerOs fra Jorden op til sig.

Kommer, smaa, og hører til!Jeg for eder sjunge vilOm saa lys og mild en Stjerne;Jeg det ved, I hører gjerne:Himlen hører eder til.

Det var midt i Julenat;Hver en Stjerne glimted mat;Men med et der blev at skueEn saa klar paa Himlens BueSom en liden Stjernesol.

Langt herfra, i Østerland,Stod en gammel Stjernemand,Saa fra Taarnet vist paa Himlen,Saa det Lys i Stjernevrimlen,Blev i Sind saa barneglad.

Naar den Stjerne, lys og blid,Lod sig se ved Midnatstid,Var det Sagn fra gamle Dage,At en Konge uden MageSkulde fødes paa vor Jord.

Derfor blev i ØsterlandNu saa glad den gamle Mand;Thi han vilde dog saa gjerneSe den lyse Kongestjerne,Før han lagdes i sin Grav.

Han gik til sin Konges Slot;Kongen kjendte ham saa godt,Hørte og med Hjertensglæde,At det Lys var nu tilstede,Hvorom gamle Spaadom lød.

Han med Søn og StjernemandStrax uddrog af ØsterlandFor den Konge at oplede,For den Konge at tilbede,Som var født i samme Stund.

Klare Stjerne ledte demLige til Jerusalem.Kongens Slot de gik at finde;Der var vel en Konge inde,Men ei den, de ledte om.

Klare Stjerne hasted frem,Ledte dem til Bethlehem;Over Hytten lav og lilleStod saa pludselig den stille,Straalede saa lyst og mildt.

Glade udi Sjæl og SindGinge de i Hytten ind.Der var ingen Kongethrone,Der kun sad en fattig Kone,Vugged Barnet i sit Skjød.

Østerlands de vise MændFandt dog Stjernen der igjen,Som de skued i det høie;Thi i Barnets milde ØieFunklende og klar den sad.

Den var dem et Tegn saa vist,At de saa den sande Krist;Derfor neied de sig glade,Ofrede paa gyldne FadeRøgelse med søden Lugt.

Vil I smaa ei ogsaa gjerneSe den lyse, milde Stjerne?For den Konge dybt jer neie,Som Guds Rige har i EieOg vil lukke jer derind?

Ser I til den Himmel blaaMed de gyldne Stjerner paa,Der den Stjerne ei I finde;Men den er dog vist derindeOver Jesu Kongestol!

426Thi det Barn, som var paa Jord,Blevet er en Konge stor,Og han sidder nu deroppeOver alle StjernetoppeVed Gud Faders høire Haand.

Neier eder kun, I smaa!Han fra Himlen ser derpaa;Sender ham med HjertensglædeLov og Pris til høie Sæde!Det er Røgelse for ham.

Stjernen ledte vise MændTil nyfødte Konge hen;I har og en saadan Stjerne,Og naar den I følger gjerne,Kommer I til Jesus vist.

Denne Stjerne lys og mild,Som kan aldrig lede vild,Er hans Guddomsord, det klare,Som han lod os aabenbareTil at lyse for vor Fod.

N. F. S. Grundtvig.

425

Deilig er den himmel blå;Lyst det er å se derpå,Hvor de gyldne stjerner blinker,Hvor de smiler, hvor de vinkerOs fra jorden opp til seg.

Kommer, små, og hører til!Jeg for dere sjunge vilOm så lys og mild en stjerne;Jeg det ved, dere hører gjerne:Himlen hører dere til.

Det var midt i julenatt;Hver en stjerne glimtet mat;Men med et der ble å skueEn så klar på Himlens bueSom en liten Stjernesol.

Langt herfra, i Østerland,Stod en gammel Stjernemand,Så fra tårnet vist på Himlen,Så det lys i Stjernevrimlen,Ble i sinn så barneglad.

Når den stjerne, lys og blid,Lod seg se ved midnattstid,Var det sagn fra gamle dager,At en Konge uten mageSkulle fødes på vår jord.

Derfor ble i ØsterlandNå så glad den gamle mann;Thi han ville dog så gjerneSe den lyse Kongestjerne,Før han lagdes i sin grav.

Han gikk til sin Konges slott;Kongen kjente ham så godt,Hørte og med hjertensglede,At det lys var nå til stede,Hvorom gamle spådom lød.

Han med sønn og StjernemandStraks uddrog av ØsterlandFor den Konge at oplede,For den Konge å tilbe,Som var født i samme stund.

Klare stjerne ledte demLike til Jerusalem.Kongens slott de gikk å finne;Der var vel en Konge inne,Men ei den, de ledte om.

Klare stjerne hastet frem,Ledte dem til Bethlehem;Over hytten lav og lilleStod så plutselig den stille,Straalede så lyst og mildt.

Glade uti sjel og sinnGinge de i hytten inn.Der var ingen kongetrone,Der kun satt en fattig kone,Vugget barnet i sitt Skjød.

Østerlands de vise mennFant dog stjernen der igjen,Som de skuet i det høye;Thi i Barnets milde ØyeFunklende og klar den satt.

Den var dem et tegn så vist,At de så den sanne Krist;Derfor neiet de seg glade,Ofret på gyldne FadeRøkelse med søden lukt.

Vil I små ei også gjerneSe den lyse, milde stjerne?For den Konge dypt jer neie,Som Guds Rige har i eieOg vil lukke jer derind?

Ser dere til den himmel blåMed de gyldne stjerner på,Der den stjerne ei dere finner;Men den er dog vist derinneOver Jesu Kongestol!

426Thi det barn, som var på jord,Blitt er en Konge stor,Og han sitter nå deroppeOver alle StjernetoppeVed Gud Faders høyre hånd.

Neier dere kun, dere små!Han fra Himlen ser derpå;Sender ham med hjertensgledeLov og pris til høye sete!Det er røkelse for ham.

Stjernen ledte vise mennTil nyfødte Konge hen;Dere har og en sådan stjerne,Og når den dere følger gjerne,Kommer dere til Jesus vist.

Denne stjerne lys og mild,Som kan aldri lede vill,Er hans Guddomsord, det klare,Som han lot oss åpenbareTil å lyse for vår fot.

N. F. S. Grundtvig.