Vore Forfædre, ligesom de beslegtede Stammer udenfor Norden, havde en egen Bogstavskrift, de merkelige Runer, hvis Opfindelse taber sig saa aldeles i den graa Oldtid, at man henførte dem til Guderne. Ordet Run betyder i det gamle Sprog Hemmelighed, hvilket dels tyder paa, at deres Brug oprindelig har været indskrænket til faa indviede, dels, at de har været anvendte til hemmelige Kunster, Troldom og Besvergelser. Der gaves flere Slags Runer, af hvilke nogle var kunstige og vanskelige, de saakaldte mørke Runer eller Lønstaver, der ikke kunde læses eller ridses uden af dem, der besad stor Øvelse og Erfaring; andre var simple og letforstaaelige. Med Runerne, især den første Art, blev drevet megen Overtro. Man mente derved at kunne paaføre Sygdomme eller læge dem, sløve fiendtlige Vaaben, dæmpe Ild, stille Storm eller vække Uveir, aflægge sin egen Skikkelse og iføre sig et eller andet Dyrs, forudse tilkommende Ting, fremmane Aander af Graven o. s. v. Hyppig var især Brugen af de saakaldte Elskovsruner, hvorved man troede at kunne tvinge en anden til Kjærlighed; men var Runemesteren ikke rigtig duelig i sin Kunst, da kunde hans Besvergelser let paaføre den Person, de anvendtes mod, Sygdom og Død. Man ridsede Runer paa Roret af Skibe, paa Sverdgrebet, paa Neglene, i den hule Haand eller paa Haandledet som et Slags Amuleter for at sikre sig Lykke eller afverge Ulykke. Men ved Siden af den overtroiske Brug af Runerne benyttede man dem ogsaa som et Middel til skriftlig Meddelelse og indridsede dem i dette Øiemed paa tynde Trætavler, der bortsendtes ligesom Breve for at give Underretning om vigtige Anliggender. Skulde Sagen holdes hemmelig, benyttede man sig af Lønrunerne, men gjorde dem i dette Tilfælde undertiden saa kunstige, at selve Modtageren ikke kunde tyde dem. Vidtløftige Fortællinger blev neppe optegnede ved Hjelp af Runer, men vel Stamtavler, Kongerækker og lignende, som ellers vanskelig kunde bevares i Hukommelsen; ogsaa finder man udtrykkelige Vidnesbyrd om, at hele Digte undertiden er blevne optegnede paa denne Maade.
367Vigtigst for Efterverdenen er Runerne blevne ved den Skik, som Nordboerne havde, at indgrave dem paa Stene for at forevige Mindet om merkelige Begivenheder eller berømte afdøde. Af slige Runestene findes mange Hundreder rundt omkring i de nordiske Lande, flest i Sverige, færre i Danmark og Norge, af hvilke den største Del er fra en Tid, der er senere end Kristendommens Indførelse, men enkelte fra selve Hedenskabets Tid. Et Par af de merkeligste Mindesmerker af denne Art er Jellingestenene ved Gorms og Tyre Dannebods Gravhøie, begge forsynede med Indskrifter, af hvilke den ene er sat af Gorm den gamle til Minde om hans Kone Tyre, den anden af Harald Blaatand til Erindring om hans Forældre Tyre og Gorm. Den saakaldte Runamo, en Klippe i Blekinge, hvis Side er helt bedækket med Streger og Ridser, har faaet en egen Merkelighed derved, at man i mange Tider har antaget hine Streger for Runer og allerede i det 12te Aarhundrede gjorde et Forsøg paa at læse dem. Nu er man tilbøielig til at antage det hele for et Naturspil. — Runeskriften vedligeholdt sig langt ind i Middelalderen, da Folket nødig vilde give Slip paa sine gamle Skrifttegn; men tilsidst maatte de vige for den latinske Munkeskrift.
C. F. Allen.
Det ældste Rune-Alfabet bestod af følgende Skrifttegn:
ᚠ (fé) f.
ᚢ (úr) u, v.
ᚦ (þurs, þorn) th.
ᚬ (óss) o.
ᚱ (reið) r.
ᚴ (kaun) k, g.
ᚼ (hagl) h.
ᚾ (nauð) n.
ᛁ (íss) i.
ᛅ, ᛆ (ár) a.
ᛋ (sól) s.
ᛏ (Týr) t, d.
ᛒ (bjarkan) b, p.
ᛚ (lögr) l.
ᛘ (maðr) m.
ᛦ (ýr) r i Enden af Ord.
Som det sees, brugtes flere af disse Tegn for forskjellige Bogstaver; senere, da man nøiagtigere end før vilde skjelne mellem hver enkelt Lyd, begyndte man ogsaa at bruge de saakaldte stungne Runer, nemlig:
ᚤ y, ᚵ g, ᛂ e, ᛑ d, ᛔ p.