Nordmandssang.
Hvor herligt er mit Fødeland,Det havomkranste, gamle Norge!Sku disse stolte Klippeborge,Som evig trodser Tidens Tand, —Urverdners gamle Bautastene,Der gjennem Klodens Storme eneSom Kjæmper end i Brynjer blaaMed Sølverhjelm om Issen staa!
Da Ake-Tor saa Norges Fjeld,Sin Kongestol han der opreiste;De Kjæmper, som mod Skyen kneiste,De huede hans Heltesjæl.Naar høit i Sky sin Vogn han kjørte,Sin Hyldest han fra Klippen hørte;De Kjæmpestemmer hylded Tor,Da var der Helteold i Nord!
Da ser jeg, hvor min Nordmand gikI Stormgang fast, saa Jorden bæved;Ham Døden var en Mø, som svævedUdi hans Arm med Frøias BlikOg i en Runddans over ValenHam hæved op til Gudesalen;Og end i Livets AfskedsstundEt Drapa kvad den blege Mund.
Jeg har de gamle Sagn saa kjær!Naar Luren gjennem Dalen tonerVemodig mellem Birkens Kroner,Da drømmer jeg om Blod paa Sverd.Naar Fossen vildt fra Klippen skummer,Sin monotone Bas den brummer,351Da tykkes mig, jeg hører KlangAf Vaabenstorm og Skaldesang.
I Fjeldets Søn endnu jeg serEt Skud af gamle Kjæmpestammen;I Øiet funkler Helteflammen,Som freidig kun ad Faren ler.I Pigens Øine blaa jeg skuerUskyldighed og Sjofnas Luer,Og Iduns evigunge VaarPaa hendes Kinder farvet staar.
Ja! herligt er mit Fødeland,Det gamle, klippefaste NorgeMed Sommerdal og Vinterborge,Der evig trodser Tidens Tand.Om Kloden rokkes end, dets FjeldeSkal Stormen dog ei kunne fælde;Som Bauta end de skulle staaOg vise, hvor vort Norge laa!
S. O. Wolff.
Nordmannssang.
Hvor herlig er mitt Fødeland,Det havomkranste, gamle Norge!Sku disse stolte klippeborger,Som evig trosser Tidens tann, —Urverdners gamle Bautastene,Der gjennom Klodens Storme eneSom Kjæmper enn i brynjer blåMed Sølverhjelm om issen stå!
Da Ake-Tor så Norges Fjeld,Sin Kongestol han der oppreiste;De kjemper, som mot skyen kneiste,De huede hans heltesjel.Når høyt i sky sin vogn han kjørte,Sin hyldest han fra klippen hørte;De kjempestemmer hyllet Tor,Da var der Helteold i nord!
Da ser jeg, hvor min nordmann gikkI Stormgang fast, så jorden bevde;Ham døden var en Mø, som svevetUti hans arm med Frøias blikkOg i en runddans over ValenHam hevet opp til Gudesalen;Og enn i Livets avskjedsstundEt drapa kvad den bleke munn.
Jeg har de gamle sagn så kjær!Når luren gjennom dalen tonerVemodig mellom Birkens kroner,Da drømmer jeg om blod på sverd.Når fossen vilt fra klippen skummer,Sin monotone bas den brummer,351Da tykkes meg, jeg hører klangAv Vaabenstorm og Skaldesang.
I fjellets sønn ennå jeg serEt skudd av gamle kjempestammen;I øyet funkler Helteflammen,Som freidig kun ad faren ler.I Pigens øyne blå jeg skuerUskyldighet og Sjofnas Luer,Og Iduns evigunge vårPå hennes kinner farvet står.
Ja! herlig er mitt Fødeland,Det gamle, klippefaste NorgeMed Sommerdal og Vinterborge,Der evig trosser Tidens tann.Om kloden rokkes enn, dets fjellSkal stormen dog ei kunne felle;Som Bauta enn de skulle ståOg vise, hvor vårt Norge lå!
S. O. Wolff.