339

Der er et Folkefærd, som heder Striler. De bebor et Stykke af Bergens Stift, der kaldes Strilelandet. Denne Angivelse er næsten ligesaa usikker og løs som Bestemmelsen af de germaniske Stammer hos Tacitus; men det er ogsaa vanskeligt at komme Tingen nærmere. Der er noget gaadefuldt ved Strilenavnet. Snart vil man have det udstrakt over den hele Vestkyst lige til Stat, og snart indskrænkes det til Bergens Omegn; men i begge Tilfælde har det hos alle Fortællere en egen Klang. Tydske Forfattere glemmer sjelden Strilerne, naar de taler om det høie Norden. Gamle Hübner, der ved Besked om alt, sætter dem i sin Geografi med udmerkede Typer og beretter, at de har ligesom Vosserne en Dragt, der adskiller dem fra alle andre. Med alt dette ved man endnu ikke Grændserne for denne merkelige Nation. I Bergen tror man helst, at den indskrænker sig til Hordaland; men hvad skal man da tænke om det almindelige østlandske Sagn, hvorefter den hele Strileslegt er et Indbegreb af 99 Arter!

Der er Grund til at tro, at Udtrykket Stril er nærved at være et Øgenavn; thi vedkommende Bønder hører det ikke gjerne, og man har, ei uden Medhold i det oldnorske Sprog, tillagt det en Betydning af Stivhed og Stridighed. Traditionen vil ogsaa understøtte denne Fortolkning, saalænge Folk ved at tale om de tvende Opløb i Bergen, der ligefrem kaldes Strilekrige. Naar man iøvrigt vil inddele denne Stamme, da slipper man lettest ved at skjelne mellem Landstriler og Havstriler. Den sidste Gruppe henfører vi nærmest til den ovennævnte Ørække og til de nærliggende Smaaøer.

Havstrilerne er merkværdige Folk, og Hübner har Ret, naar han kalder deres Dragt særegen. Deres egentlige Stads-Kostume er en bredskygget, sort Uldhat, en blaa rundskaaren Kofte, hvorunder et ubestemmeligt Antal Veste, et Par umaadelig vide, graalige Buxer, der slutter om Midjen og Knæet, desuden Strømper og Sko. Kvinderne har ofte Hat og Kofte, næsten ganske som Mændene; Skjørtet er deres Pragtstykke, det er sort, sidder smukt om Hoften og 340er lagt i smale, sirlige Folder. Saaledes gaar dette Folk til Kirke og til Gilde; men naar Havstrilen har sit rette Arbeide, da er han fra Top til Taa svøbt i brunt Skind. Han ser da ud, som om han havde været paa Søbunden og hentet sig en Dragt af de mægtige Tangplanter. Disse Øboere er almindelig af en lav, firskaaren Bygning, og man har bemerket, at deres Overkrop er uforholdsmæssig udviklet; men de haler ogsaa mest ud med Armene og Ryggen. Man maa se disse Karle ved Aaren for at vide, hvad det er at ro. Bergenserne har Onsdag og Lørdag den prægtigste Regatta i sin Havn, naar den hele Flaade af Fiskere løber ind i Kappestrid om den første Plads ved Torvet. Lange Kister med levende Fisk slæber efter de skarpe Baade, Kvinder og Mænd ror lige rappe, Søen bliver som en skummende Elv. Paa Skibene staar de dovne Matroser med Latter og Grimacer; men Fiskeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er Dampkraft i hans Muskler, han gjør elleve Mil i Vagten.

Naar Havstrilen kommer til Byen er han med et Billedet af urokkeligt Flegma; medens man fra det myldrende skraalende Torv kjøbslaar med ham, farer der en Hagl af de groveste Eder og Forsmedelser om hans Øren; men han vender Fiskenaturen ud og er meget rolig, han rækker blot Øsekarret frem for at modtage Penge, hvergang en Handel er sluttet. Naar han siden gaar op i Staden, begynder der nye Prøvelser; nu har han en Flok hujende Gadedrenge efter sig:

„Strilen med sit lange Skjeg, hvor han gaar, der verperhan Eg!“

Det nytter ikke — han ser intet og hører intet. Er det Vinter, har han det endnu værre; Drengene tager Sigte af hans brede Ryg og gjør ham til en vandrende Snemand; alligevel bliver han rolig gaaende. Havstrilen i Land er et underligt Væsen, han vegeterer blot; thi han kjender kun faa Opvækkelser paa det tørre. Men man forsøge blot at haane ham, hvor han er ude paa Søen med sit Stel! Da er han en ganske anden; man tirrer ham sedvanlig ved at lade, som om man hakkede Muslinger, og dette forslidte Middel er næsten aldrig uden Virkning. Han kan slippe 341Aaren og Snøret af Arrighed, og da ser man ham optræde som Mimiker med de mest burleske Fremstillinger.

I en Storm er Havstrilen glimrende; thi hans Baad er intet rigtigt Søfartøi; den er tynd og rank og fornemmelig bygget til Roning; men nu skal den dog holde Stand i den høie Søgang. Manden er da ligesom groet sammen med sin Snekke. Han har et barket Sprydseil af den simpleste Indretning, han holder Roret i den ene Haand og Skjødet i den anden. Saaledes jager han afsted med de rullende Vandbjerge; han er inde i deres Leg og forudser deres Luner. Hans Baad ligner en stor, sortladen Fugl, der ustadig henflagrer over Bølgen og dypper Vingespidsen deri. Under de haarde Vintermaaneder, naar Silden staar til Kysten, er Fiskeren idelig ude i denne prægtige og farlige Dans; da har han et Dagverk mellem de barske Styrtninger, hvorom en Landboer blot kan gjøre sig et svagt Begreb. Ofte maa han seile paa Liv og Død og dertil tænke paa Garnet og Noten, hvori hans vaklende Velfærd hænger. Overalt er han omgiven af det vildeste Liv. Delfiner og Størjer boltrer sig og springer i hans Kjølvand; de fnysende Hvaler krydser hans Kurs; under ham myldrer det af sammenstimede Fiske, og tæt over hans Hoved neddaler hele Skyer af skrigende Søfugle. Naar Havets Velsignelse skal paa Land, udvikler Fiskerne for Alvor de mageløse Kræfter i sine Amfibienaturer. Langt ude i Stranden staar de rækkevis, ofte til Beltet i Vand, og trækker den bristefærdige Not uden at blive trætte. Mangengang er Landet kun en gold Holme med en eneste skrøbelig Hytte; der drager de ind, naar Mørket falder paa. De holder sig sammen ligesaa tæt som de indestængte Sild udenfor. Det ene Legeme støtter sig til det andet, og saaledes sover de Natten over i sin dampende Sødragt.

Havstrilen er, som man kan tænke sig, kun en maadelig Jordbruger. Den romerske og den engelske Plog er for ham lige gode; thi han bruger ingen af dem. Hvis han har lidt Jord, stanger han af og til deri med en usel Spade. Han kaster alskens Fiskelevninger ud til Gjødsel, og forresten lader han Naturen hjelpe sig selv. Der er paa disse Øer nogle beboede Trakter, som man har vovet at 342kalde Bygder; de er meget stakkede i alle Dimensioner. En Odelsmand fra Toten eller Smaalenene vilde le dem ud; men den fattige Fisker, der bor ude ved Brændingen, har ogsaa paa sin Maade Ret, naar han anser dem som fagre og velsignede Egne.

I en saadan Bygd er der i det hele en ganske egen Landhusholdning; man ser snart, hvorledes Sølivets Elementer raader ogsaa her og trænger igjennem overalt. Selv de egentlige Landdyr finder sig deri og forandrer sin Leveskik. De er alle formindskede Udgaver af sine Arter, og de lever her om hverandre i et meget tættere Samfund end andensteds. Hesten er dog den snurrigste Figur af dem alle. Naar man ser den komme ud af sin Stald, der er noget større end et almindeligt Hundehus, ved man neppe, til hvad Slegt den skal henføres. Den er kortbenet og plump og har ofte et Rag som en Bjørn; den er nærved at føre et Svins Levemaade og synes derved at have antaget meget af dette Dyrs Former. Koen er her let at føde; den spiser Sildehoveder som en Sælhund, og man kan byde den Tang som Græs; det er troligt, at en Hvalrosunge endog vilde finde dens Melk meget velsmagende. Havstrilens Yndlingsdyr er Svin og Høns; han har paa en Maade indlemmet dem i sin Familie; thi de tilbringer en stor Del af sit Liv i hans Stue. Svinet vises dog i Almindelighed ud, naar dets Natur rigtig har udfoldet sig; men Hønsene har et stadigt Tilhold i Familiens Skjød og fører saaledes et lunt Stueliv den hele Vinter. Bonden ved at drage Nytte af denne Ømhed, og ved Juletider gjør han gode Affærer med sine friske Eg. —

Hos dette Folkefærd finder man endnu friske Levninger af en forlængst henrunden Tids Seder og Leveskik, og der er vistnok kun faa norske Almuer, som viser en saadan Fastholden ved det gamle. Indvirkningerne fra den nære By maa engang, da Borgernes Skik var mere enfoldig og drøi, have været meget sterke og kjendelige; thi den rige Havbonde viser i sit rette Optog mangt et Træk af Middelalderens Byliv; men man kan let forestille sig, at de følgende Tiders overdrevne Modeformer ganske maa have ophævet dette Slags Tilnærmelser og Overgange. Men 343Øboerne synes ogsaa i sin Selvudvikling at have mindre Bevægelighed og Foranderlighed end sine Naboer paa det faste Land; hos Havstrilen er saaledes alle de Egenheder, der blandt Bønder i Almindelighed hentyder paa forældet Skik, særdeles skarpe og fremstikkende.

Man ved, at Bryllupsfærden med alt, hvad dertil hører, danner et af de merkeligste, mest brogede Optrin af de bergenske Bondealmuers Liv. En Bondepige der, som „staar Brud“, er i sin fulde Pragt et eventyrligt Væsen; hun har en vegtig, forgyldt, med Stene besat Sølvkrone paa Hovedet; hendes Haar er udkjæmmet over Ryggen. Paa Brystet har hun en svær Besætning af Mynter og drevne Sirater; fra hendes Belte, der bestaar af firkantede, tæt sammenføiede Smykker, nedhænger brede, velbeslagne Læderremme, og al denne skinnende Pragt er ligesom Kronen af forgyldt Sølv. Man kan ikke tvivle om, at en saadan Skikkelse har sit Forbillede i en meget fjern Tid. Saaledes maa Margrete Fredkulle have seet ud, da Magnus Barfot fremstillede hende som sin Brud og Norges Dronning; eller om man ikke vil gaa saa langt tilbage, ved man dog af Magister Absalons Kapitelsbog, at Jomfru Brynhilde Benkestok omtrent paa denne Maade viste sig brudeklædt Anno 1565 i Bergen; thi det heder, at hendes Haar var udredet paa Spansk, og at hun var udstafferet med Krone og med Guldkjæder, der hang ned mod Jorden. — Ude paa Øerne vil dette forældede Kostume uden Tvivl holde sig længst, og allerede nu maa man være der for at se disse Festligheder ret besynderlige og ublandede. En fremmed, der træffer Brudebaaden paa dens høitidelige Fart, maa blive forvirret og ør ved alt, hvad han da faar se og høre; man kunde tro, at dette var Krigsbud og Nødsignaler, eller at de onde Landevætter nu skulde drives fra Kysten. I Forstavnen er Trommeslageren høit opsat med sit Larminstrument, som han bearbeider med overnaturlig Udholdenhed. Midt i Baaden sidder den fabelagtige Brud, stiv og blank som et udmaiet Afgudsbillede. I hendes Nærhed hviner og skurrer Violinen under Trommehvirvlernes Pauser. Men den egentlige Knaldeffekt kommer fra Bagstavnen. En Vovehals af en Skytte har der sin Plads; han svinger en gammel Rytterpistol og fyrer med den langskibs 344over Selskabets Hoveder. Brudehusets Larm og Stads passer godt til dette Optog; her udslettes Havstrilens Apathi ved Strømme af Øl og Brændevin. Han kan danse her med sine tykke Sko i det snevreste, kvalmeste Rum. Han begynder med matte Bevægelser, hængende Arme og underlig nedslagne Miner; men efterhaanden bliver Dansen levende. Tilsidst dreier Parret sig om, tæt sammenslynget i ensformige Hvirvler, men med sikkert Fodskifte; og paa dette Punkt har Havstrilens Dans Tarantellens Heftighed og forcerede Takt.

I enkelte Sogne viser Øfolkets Kirkegang og Kirkeskik visse antike Former, der selv i tilgrændsende Egne er aflagte. Fjelds Kirke paa Sartor er et lidet hæsligt og skrøbeligt Gudshus. Alt dens Udstyr er plumpt og fattigt, og paa dens ujevne Vægge er kolossale Billeder af hellige Mænd raat henmalede. Til dette Hus gaar Veien fra Stranden igjennem et trangt Dalføre, og her ser man Folket henvandre som paa en Pilgrimsvandring med særegne, dertil dannede „Kirkestave.“ Naar denne Menighed er indtraadt i Kirken, falder den ned med Brag paa Gulvet og ligger der nogle Øieblikke i en katholsk, mumlende Tilbedelse; derpaa gjør den Korsets Tegn og reiser sig for at istemme sine forældede Salmer. Men inden Almuen gaar over den hellige Terskel, drives Kirkestavene med de skarpe Jernpigger fast i Kirkens Bordklædning. Ved alle disse udstaaende Spær faar Huset et Udseende som et uhyre Pindsvin. Man optager uvilkaarlig dette Billede i den hele Betragtning af Havbondens sælsomme religiøse Liv. Indenfor det viede Hegn ruger en dunkel, overskyet Andagt, og Kirken selv staar som en mystisk Fetisch i den vilde, tungsindige Dal.

En Kirkefærd, hvorunder en rig afdød føres til Graven, giver dog maaske det merkeligste Træk af disse gamle Skikke; thi her anvendes stundom Græde- og Hyle-Koner. De sidder indtil otte i Tallet omkring Kisten i en egen Baad. Deres Dragt er sort med hvide, nonneagtige Hovedklæder. Man kan høre deres Jammer paa Afstand, medens Farten gaar sagte over Vandet. Naar de stiger i Land, tiltager deres Klagehyl. De græder virkelige Taarer; thi det er deres Fag, og denne embedsmæssige Sorg har gode Sportler. Disse gamle 345Kvinder har en egen Stil i Hændervridninger og Gebærder. Det er et kristeligt Eumenidekor, der giver Begravelsesceremonien en vild dramatisk Virkning, bag hvilken Sørgehusets Ligegyldighed eller Kummer kan unddrage sig Mængdens Blik. Denne Pomp er dog en Sjeldenhed, og man taler længe efter om den lykkelige hensovede, der havde Grædekoner ved sin Grav.

Men den rige Havstril søger i Livet ligesaavel som i Døden sælsomme gammeldags Vidnesbyrd om og Afløb for sin Overflødighed. Naar han i lange Aar har været heldig paa Havet og tilkjæmpet sig ret meget af dets Velsignelse, tænker han dog ingenlunde paa at udvide sit trange Hjem eller udstyre det med Midler til et større Velvære. I hans Husvæsen merker man kun lidet til hans gode Kaar; thi han har intet Begreb om, hvorledes hans Levemaade skulde kunne merkelig forandres eller afvige fra den nedarvede Skik; men han ved godt, hvad Besiddelse er, skjønt hans Forestillinger derom er ligesaa naive, som om de tilhørte Sagaoldet. Hans Higen gaar ud paa at samle Liggendefæ, og han kjender intet i Verden, der kan lignes ved forarbeidet Sølv. I svære, broget malede Kister indpakker han stedse nye Erhvervelser af dette Gods. Her er Skeer med runde, skaalformige Blade og tynde, snoede Skafter, Kander og Støb af eiendommelige Former, tæt besatte med frithængende Sirater og alskens Ringelrangel, og endelig den høieste Gjenstand for hans Stræben, en Brudekrone med Tilbehør, som han kan udleie og gjenkjende i Kirken! En saadan Rigmand i Hytten har paa denne Maade en af den gjerriges Egenheder, uden at han derfor behøver at røbe noget Hang til egentlig Gjerrighed; han kommer maaske aldrig til at bruge sit Sølv, og han finder sig i, at det bedækkes af Smuds og Spanskgrønt, uden at det derfor i hans Øine taber noget af sin Pragt eller Merkværdighed; men hans Lyst til disse Skatte ligner mere en Raritetssamlers Glæder end en Gniers Tørst efter Eiendom. — Havstrilen er med alle disse Træk en underlig isoleret Skikkelse; men snart vil han ophøre at være det; thi vor Tid er godt skikket til at indføre sit almindelige Oplysningsvæsen i alle Bugter og Kroge, og dette maa man glædes 346ved, om ogsaa alle maleriske Strøg og Halvskygger derved for det første skulde gaa i Løbet. Øernes Beboer viser sig nu som en Efternøler paa et Kulturstade, der i mangen nærliggende Bygd forlængst er tilbagelagt. Naar han først er kommen rigtig ind i den almindelige Bevægelse, bliver han maaske mindre interessant og mere bøielig; men han vil alligevel have vundet ved Byttet.

J. S. Welhaven.

339

Der er et folkeferd, som heter striler. De bebor et stykke av Bergens Stift, der kalles Strilelandet. Denne angivelse er nesten likeså usikker og løs som Bestemmelsen av de germanske stammer hos Tacitus; men det er også vanskelig å komme tingen nærmere. Der er noe gåtefullt ved Strilenavnet. Snart vil man ha det utstrakt over den hele vestkyst like til stat, og snart innskrenkes det til Bergens omegn; men i begge tilfelle har det hos alle fortellere en egen klang. Tyske forfattere glemmer sjelden strilene, når de taler om det høye Norden. Gamle Hübner, der ved Besked om alt, setter dem i sin geografi med udmerkede typer og beretter, at de har likesom Vosserne en drakt, der adskiller dem fra alle andre. Med alt dette vet man ennå ikke grensene for denne merkelige Nation. I Bergen tror man helst, at den innskrenker seg til Hordaland; men hva skal man da tenke om det alminnelige østlandske sagn, hvoretter den hele strileslekt er et innbegrep av 99 arter!

Der er grunn til å tro, at uttrykket stril er nærved å være et økenavn; thi vedkommende bønder hører det ikke gjerne, og man har, ei uten medhold i det oldnorske språk, tillagt det en betydning av stivhet og stridighet. Tradisjonen vil også understøtte denne fortolkning, så lenge folk ved å tale om de tvende oppløp i Bergen, der likefrem kalles Strilekrige. Når man i øvrig vil inndele denne stamme, da slipper man lettest ved å skjelne mellom Landstriler og Havstriler. Den siste gruppe henfører vi nærmest til den ovennevnte Ørække og til de nærliggende småøyer.

Havstrilene er merkverdige folk, og Hübner har rett, når han kaller deres drakt særegen. Deres egentlige Stads-kostyme er en bredskygget, sort ullhatt, en blå rundskåren kofte, hvorunder et ubestemmelig antall Veste, et par umåtelig vide, grålige bukser, der slutter om midjen og kneet, dessuten strømper og sko. Kvinnene har ofte hatt og kofte, nesten ganske som mennene; Skjørtet er deres praktstykke, det er sort, sitter smukt om hoften og 340er lagt i smale, sirlige folder. Således går dette folk til Kirke og til gilde; men når Havstrilen har sitt rette arbeide, da er han fra topp til tå svøpt i brunt skinn. Han ser da ut, som om han hadde vært på Søbunden og hentet seg en drakt av de mektige Tangplanter. Disse Øboere er alminnelig av en lav, firskåren bygning, og man har bemerket, at deres overkropp er uforholdsmessig utviklet; men de haler også mest ut med armene og ryggen. Man må se disse karer ved åren for å vite, hva det er å ro. Bergenserne har onsdag og lørdag den prektigste regatta i sin havn, når den hele flåte av fiskere løper inn i kappestrid om den første plass ved Torvet. Lange kister med levende fisk sleper etter de skarpe båter, kvinner og menn ror lige rappe, sjøen blir som en skummende elv. På skipene står de dovne matroser med latter og grimaser; men fiskeren akter det ikke; nå vil han blot frem, der er dampkraft i hans muskler, han gjør elleve mil i vakten.

Når Havstrilen kommer til byen er han med et Billedet av urokkelig flegma; mens man fra det myldrende skrålende torv kjøpslår med ham, farer der en hagl av de groveste Eder og forsmedelser om hans Øren; men han vender Fiskenaturen ut og er meget rolig, han rekker blot øsekaret frem for å motta penger, hvergang en handel er sluttet. Når han siden går opp i staden, begynner der nye prøvelser; nå har han en Flok hujende gatedrenger etter seg:

„Strilen med sitt lange skjegg, hvor han går, der verperhan Eg!“

Det nytter ikke — han ser intet og hører intet. Er det vinter, har han det enda verre; Drengene tar sikte av hans brede rygg og gjør ham til en vandrende snømann; allikevel blir han rolig gående. Havstrilen i land er et underlig vesen, han vegeterer blot; thi han kjenner kun få oppvekkelser på det tørre. Men man forsøke blot å håne ham, hvor han er ute på sjøen med sitt stell! Da er han en ganske annen; man tirrer ham sedvanlig ved å la, som om man hakket muslinger, og dette forslitte middel er nesten aldri uten virkning. Han kan slippe 341åren og snøret av arrighet, og da ser man ham opptre som mimiker med de mest burleske fremstillinger.

I en Storm er Havstrilen glimrende; thi hans båt er intet riktig sjøfartøy; den er tynn og rank og fornemmelig bygget til Roning; men nå skal den dog holde stand i den høye sjøgang. Mannen er da likesom grodd sammen med sin snekke. Han har et barket Sprydseil av den simpleste innretning, han holder roret i den ene hånd og Skjødet i den annen. Således jager han av sted med de rullende Vandbjerge; han er inne i deres Leg og forutser deres luner. Hans Baad ligner en stor, sortladen fugl, der ustadig henflagrer over bølgen og dypper vingespissen deri. Under de harde vintermåneder, når silden står til kysten, er fiskeren idelig ute i denne prektige og farlige dans; da har han et Dagverk mellom de barske Styrtninger, hvorom en landboer blot kan gjøre seg et svakt begrep. Ofte må han seile på liv og død og dertil tenke på garnet og noten, hvori hans vaklende velferd henger. Overalt er han omgitt av det villeste Liv. Delfiner og størjer boltrer seg og springer i hans kjølvann; de fnysende Hvaler krydser hans kurs; under ham myldrer det av sammenstimede fisker, og tett over hans hode neddaler hele skyer av skrikende Søfugle. Når Havets velsignelse skal på land, utvikler fiskerne for alvor de makeløse krefter i sine Amfibienaturer. Langt ute i stranden står de rekkevis, ofte til beltet i vann, og trekker den bristeferdige not uten å bli trette. Mangengang er landet kun en gold Holme med en eneste skrøpelig hytte; der drar de inn, når mørket faller på. De holder seg sammen likeså tett som de innestengte sild utenfor. Det ene legeme støtter seg til det andre, og således sover de natten over i sin dampende Sødragt.

Havstrilen er, som man kan tenke seg, kun en måtelig jordbruker. Den romerske og den engelske plog er for ham like gode; thi han bruker ingen av dem. Hvis han har lidt jord, stanger han av og til deri med en usel spade. Han kaster alskens Fiskelevninger ut til gjødsel, og forresten lader han naturen hjelpe seg selv. Der er på disse øyer noen bebodde trakter, som man har vovet å 342kalle bygder; de er meget stakkede i alle dimensjoner. En Odelsmand fra Toten eller Smaalenene ville le dem ut; men den fattige fisker, der bor ute ved brenningen, har også på sin måte rett, når han anser dem som fagre og velsignede Egne.

I en sådan bygd er der i det hele en ganske egen Landhusholdning; man ser snart, hvorledes Sølivets elementer råder også her og trenger igjennom overalt. Selv de egentlige landdyr finner seg deri og forandrer sin leveskikk. De er alle formindskede utgaver av sine arter, og de lever her om hverandre i et meget tettere samfunn enn annensteds. Hesten er dog den snurrigste Figur av dem alle. Når man ser den komme ut av sin stall, der er noe større enn et alminnelig hundehus, vet man neppe, til hva slekt den skal henføres. Den er kortbenet og plump og har ofte et Rag som en Bjørn; den er nærved å føre et Svins levemåte og synes derved å ha antatt meget av dette Dyrs former. Koen er her lett å føde; den spiser sildehoder som en selhund, og man kan by den tang som gress; det er trolig, at en hvalrossunge endog ville finne dens melk meget velsmakende. Havstrilens Yndlingsdyr er Svin og høns; han har på en måte innlemmet dem i sin familie; thi de tilbringer en stor del av sitt liv i hans stue. Svinet vises dog i alminnelighet ut, når dets natur riktig har utfoldet seg; men hønsene har et stadig tilhold i Familiens Skjød og fører således et lunt Stueliv den hele vinter. Bonden ved å dra nytte av denne ømhet, og ved juletider gjør han gode affærer med sine friske egg. —

Hos dette folkeferd finner man ennå friske levninger av en forlengst henrunden Tids seder og leveskikk, og der er vistnok kun få norske Almuer, som viser en sådan Fastholden ved det gamle. Innvirkningene fra den nære by må engang, da Borgernes skikk var mer enfoldig og drøy, have vært meget sterke og kjennelige; thi den rike Havbonde viser i sitt rette opptog mangt et trekk av Middelalderens byliv; men man kan lett forestille seg, at de følgende Tiders overdrevne moteformer ganske må ha opphevet dette Slags tilnærmelser og overganger. Men 343Øboerne synes også i sin selvutvikling å ha mindre bevegelighet og foranderlighet enn sine naboer på det faste land; hos Havstrilen er således alle de egenheter, der blant bønder i alminnelighet hentyder på foreldet skikk, særdeles skarpe og fremstikkende.

Man vet, at bryllupsferden med alt, hva dertil hører, danner et av de merkeligste, mest brokete opptrinn av de bergenske Bondealmuers Liv. En Bondepige der, som „står brud“, er i sin fulle prakt et eventyrlig vesen; hun har en vektig, forgylt, med Steiner besatt Sølvkrone på hodet; hennes Haar er udkjæmmet over ryggen. På brystet har hun en svær besetning av mynter og drevne Sirater; fra hennes belte, der består av firkantede, tett sammenføiede smykker, nedhenger brede, velbeslagne lærremmer, og all denne skinnende prakt er likesom kronen av forgylt sølv. Man kan ikke tvivle om, at en sådan skikkelse har sitt Forbillede i en meget fjern tid. Således må Margrete Fredkulle have sett ut, da Magnus Barfot fremstilte henne som sin brud og Norges dronning; eller om man ikke vil gå så langt tilbake, vet man dog av magister Absalons Kapitelsbog, at jomfru Brynhilde Benkestok omtrent på denne måte viste seg brudekledd Anno 1565 i Bergen; thi det heter, at hennes Haar var udredet på spansk, og at hun var utstaffert med krone og med gullkjeder, der hang ned mot jorden. — Ute på øyene vil dette foreldede kostyme uten tvil holde seg lengst, og allerede nå må man være der for å se disse festligheter rett besynderlige og ublandede. En fremmed, der treffer brudebåten på dens høytidelige fart, må bli forvirret og ør ved alt, hva han da får se og høre; man kunne tro, at dette var Krigsbud og nødsignaler, eller at de onde landevetter nå skulle drives fra kysten. I forstavnen er trommeslageren høyt oppsatt med sitt Larminstrument, som han bearbeider med overnaturlig utholdenhet. Midt i båten sitter den fabelaktige brud, stiv og blank som et utmaiet avgudsbilde. I hennes nærhet hviner og skurrer Violinen under Trommehvirvlernes pauser. Men den egentlige knalleffekt kommer fra bakstavnen. En Vovehals av en Skytte har der sin plass; han svinger en gammel Rytterpistol og fyrer med den langskibs 344over selskapets hoder. Brudehusets larm og Stads passer godt til dette opptog; her utslettes Havstrilens apati ved strømme av øl og brennevin. Han kan danse her med sine tykke sko i det snevreste, kvalmeste rom. Han begynner med matte bevegelser, hengende Arme og underlig nedslåtte miner; men etterhånden blir dansen levende. Til sist dreier Parret seg om, tett sammenslynget i ensformige virvler, men med sikkert fotskifte; og på dette punkt har Havstrilens dans Tarantellens heftighet og forcerede takt.

I enkelte Sogne viser Øfolkets kirkegang og kirkeskikk visse antikke former, der selv i tilgrensende Egne er avlagte. Fjelds Kirke på Sartor er et lite heslig og skrøpelig gudshus. Alt dens utstyr er plumpt og fattig, og på dens ujevne vegger er kolossale Billeder av hellige menn rått henmalede. Til dette hus går veien fra stranden igjennom et trangt dalføre, og her ser man folket henvandre som på en Pilgrimsvandring med særegne, dertil dannede „Kirkestave.“ Når denne menighet er inntrådt i kirken, faller den ned med brak på gulvet og ligger der noen øyeblikk i en katolsk, mumlende tilbedelse; derpå gjør den Korsets tegn og reiser seg for å istemme sine foreldede salmer. Men innen Almuen går over den hellige terskel, drives Kirkestavene med de skarpe Jernpigger fast i Kirkens bordkledning. Ved alle disse utstående Spær får huset et utseende som et uhyre pinnsvin. Man opptar uvilkårlig dette bilde i den hele betraktning av Havbondens selsomme religiøse Liv. Innenfor det viede Hegn ruger en dunkel, overskyet andakt, og kirken selv står som en mystisk fetisj i den ville, tungsindige dal.

En Kirkefærd, hvorunder en rik avdød føres til graven, giver dog maaske det merkeligste trekk av disse gamle Skikke; thi her anvendes stundom Græde- og Hyle-koner. De sitter inntil åtte i tallet omkring kisten i en egen båt. Deres drakt er sort med hvite, nonneagtige Hovedklæder. Man kan høre deres jammer på avstand, mens farten går sakte over vannet. Når de stiger i land, tiltar deres Klagehyl. De gråter virkelige tårer; thi det er deres fag, og denne embetsmessige sorg har gode Sportler. Disse gamle 345kvinner har en egen stil i hendervridninger og geberder. Det er et kristelig Eumenidekor, der gir begravelsesseremonien en vill dramatisk virkning, bak hvilken Sørgehusets likegyldighet eller kummer kan unndra seg Mængdens blikk. Denne pomp er dog en sjeldenhet, og man taler lenge etter om den lykkelige hensovede, der hadde gråtekoner ved sin grav.

Men den rike Havstril søker i livet ligesaavel som i døden selsomme gammeldags vitnesbyrd om og avløp for sin overflødighet. Når han i lange år har vært heldig på havet og tilkjempet seg rett meget av dets velsignelse, tenker han dog ingenlunde på å utvide sitt trange hjem eller utstyre det med midler til et større velvære. I hans husvesen merker man kun lite til hans gode kår; thi han har intet begrep om, hvorledes hans levemåte skulle kunne merkelig forandres eller avvike fra den nedarvede skikk; men han vet godt, hva besittelse er, skjønt hans forestillinger derom er likeså naive, som om de tilhørte Sagaoldet. Hans Higen går ut på å samle Liggendefæ, og han kjenner intet i verden, der kan lignes ved forarbeidet sølv. I svære, broket malede kister innpakker han stedse nye ervervelser av dette gods. Her er Skeer med runde, skaalformige Blade og tynne, snodde skafter, kanner og Støb av eiendommelige former, tett besatte med fritthengende Sirater og alskens Ringelrangel, og endelig den høyeste gjenstand for hans streben, en brudekrone med tilbehør, som han kan utleie og gjenkjenne i kirken! En sådan rikmann i hytten har på denne måte en av den gjerriges egenheter, uten at han derfor behøver å røpe noe hang til egentlig gjerrighet; han kommer maaske aldri til å bruke sitt sølv, og han finner seg i, at det bedekkes av smuss og Spanskgrønt, uten at det derfor i hans øyne taper noe av sin prakt eller merkverdighet; men hans Lyst til disse skatter ligner mer en Raritetssamlers gleder enn en Gniers tørst etter eiendom. — Havstrilen er med alle disse trekk en underlig isolert skikkelse; men snart vil han opphøre å være det; thi vår tid er godt skikket til å innføre sitt alminnelige opplysningsvesen i alle bukter og kroker, og dette må man gledes 346ved, om også alle maleriske strøk og halvskygger derved for det første skulle gå i løpet. Øyenes beboer viser seg nå som en etternøler på et Kulturstade, der i mangen nærliggende bygd forlengst er tilbakelagt. Når han først er kommet riktig inn i den alminnelige bevegelse, blir han maaske mindre interessant og mer bøyelig; men han vil allikevel have vundet ved byttet.

J. S. Welhaven.