315

Enhver Kristianiaboer er fortrolig med dette Navn; ved at høre det omtale har man strax Forestillingen om landlige Glæder, og man kommer gjerne, om end af forskjellige Bevæggrunde, overens om dette Udraab: Derude er det deiligt! Javist er det deiligt paa Ladegaardsøen, saa deiligt, at man maa forundre sig over, at vort Norden kan frembringe en saa rig, saa yndig, saa henrivende Plet; dog tvivler jeg høilig paa, at ret mange gjør sig et udtømmende Begreb om denne Deilighed, ja det turde vel hænde, at de flestes Kjendskab dertil blot skriver sig fra en Snartur til Oskars-Hal eller Dronningbjerget eller fra en hastig Kjørsel rundt den nye Kongevei gjennem Skoven. Men det er ikke ved en flygtig Beundring af en almindelig søgt Udsigt, at Ladegaardsøens Naturskjønhed lader sig fange og bevare i et trofast Bryst. Dertil hører gjentaget og flittigt Besøg i den Stilhed og frugtbare Ro, som Naturen elsker, en omhyggelig og en kjærlig Opfatning af de forskjellige Partiers Eiendommeligheder, 316en stadig Iagttagelse af Veirforandringernes og de afvexlende Belysningers Virkninger, en troende Indtrængen i det stille Plantelivs Mysterier, — alt Betingelser, som ved Terrænets næsten totale Begrændsning af Sø bliver lettere at realisere og samle end paa et ligesaa stort Strøg af Fastlandet. Det er ligesom de milde Fjordbølgers Omgivelse har indhegnet og helliget denne Egn til et Fredens og Skjønhedens Rige for sig selv, hvor Naturens hele Rigdom og Ynde og lægende Kraft uhindret kan udfolde sig for den, der fra Udenverdenens Larm og Forviklinger træt tyr derind; medens til samme Tid den lave og smale Jordtange, der nu forbinder Øen med Fastlandet, giver den alle dettes Bekvemmeligheder uden at forstyrre Økarakteren i nogen væsentlig Grad.

Man tro ikke, at det først er den nærværende Slegt, der har opdaget Ladegaardsøens Naturfortrin eller paaskjønnet dem. De rige og mægtige blandt vore Forfædre viste allerede tidlig i Valget af sine Boligers og Landsæders Beliggenhed en saadan Sans for skjøn Omgivelse, at man kan være temmelig vis paa at finde deres Herresæder eller Klostre eller større Gaarde anlagte paa dominerende Steder eller i Situationer, som Naturen paa en eller anden Maade har begunstiget. Intet Under altsaa, at Ladegaardsøen eller Bygdø, som den før Reformationen kaldtes, allerede i Norges første Middelalder var en Gjenstand for de mægtiges Opmerksomhed, beliggende, som den var, med al sin Frugtbarhed og Skjønhed i Midtpunktet af et af Landets mest dyrkede og civiliserede Bygdelag, ligeoverfor Kongestaden Oslo. Og ingen ringere faldt Bygdø tildel end Norges Konger selv; ja, endog disse fandt Øen for mild og for skjøn til sine barske Idrætter og skjænkede den derfor som Livgeding til sine Dronninger, hvis Krones skjønneste Perle den siden længe blev. Blandt disse skjønne, høibaarne Fruer, der holdt sit Sommerhof i Bygdøs grønne Lunde, nævnes Eufemia, Haakon den femtes ædle Dronning, hun som søgte at bringe Riddertidens skjønne Romantik og poetiske Duft over i de raa norske Seder og til den Ende lod en varmere Himmels sødere Blomster, hin Tids Ridderromaner og Kjærlighedssagn og Trubadurernes bløde Sange oversætte 317i det harniskklingende Oldnorsk og udbrede blandt Folket, hvor de fandt megen Gjenklang. Mangen Sommeraften har hun da vistnok med sine Fruer og Jomfruer, med sine Pager og belevne unge Riddere, med sine Digtere og Forelæsere leiret sig paa en af de mange deilige Odder, der stikker ud i Søen — hvorfor ikke just paa Dronningbjerget? — og der, omgiven af rig Løvpragt og duftende vilde Blomster, af kvidrende Fugle, af blinkende, hviskende Bølger, ladet sig forelæse en af sine Yndlingsdigte, om Flores og om Blantseflor, om den skjønne Melusine eller om Vigoleis med Guldhjulet, medens der i Mellemrummene afvexledes med Citharspil og Sang, og medens Dronningen lod sine drømmende Blik glide hen over Fjordens aftenrødmende Speil til Taarnene i Oslo og langs henad de duftige Aaser, der i det fjerne omslutter den sagte høinende, frugtbar-grønne Akersbygd. Naar saa en Fisker eller en Bonde roede foran Odden i sin Baad og saa de skjønne, rigtklædte Skikkelser deroppe under Trærne, grupperede om Fyrstindens ophøiede Sæde i Midten, og bemærkede de gyldne Bægere og de saftige Frugter, der bødes omkring af sølvglinsende Smaadrenge, og hørte den skjemtefulde Tale og den liflige Strengeleg: da maatte han vel tro at se i Virkeligheden aabenbaret et af hine underfulde Kjærlighedshoffer, hvorom der fortaltes saameget i de nye Eventyr, som Dronning Eufemia havde udbredt. — Den sidste norske Dronning, der eiede Bygdø, var Dronning Blanka, Magnus Smeks Hustru; hun elskede Stedet saa, at hun solgte alle sine Eiendomme i Sverige og flyttede hid. Ved sin Død testamenterede hun Øen som Sjælebod til Hovedøens Herrekloster, i hvis Besiddelse den blev, lige til alle denne rige Stiftelses Eiendomme ved Reformationen blev sekulariserede, og Ladegaardsøen, som den nu efterhaanden kaldtes, blev lagt under Kronen eller senere Staten. Hvorledes den i Tidens Løb dels blev udstykket til private, dels benyttet som Landbrug for de danske Statholdere og Stiftamtmænd, er her for nyt og bekjendt til nøiere at dvæles ved.

Med saadanne Fortidserindringer, der lægger sig som et fint Slør over de grønne Enge og giver Landskabet et dybt Relief af Poesi og Storhed, har jeg vandret omkring i Ladegaardsøens 318forskjelligste Partier og mere og mere maattet finde og bekræfte, at de gamle forstod, hvad de gjorde, at de kjendte den hemmelige Sympathi mellem Menneskernes og Naturens Forhold, da de helligede denne Ø til Norges Dronninger. Thi dens Natur er i Sandhed dronninglig, det vil sige, en lige Blanding af Ynde og Majestæt, af rig Pragt og ædel Simpelhed, af livsglad Klarhed og drømmende Melankoli. Saaledes er det Parti af Øen, der strækker sig fra Hovedgaarden langs med Frognerkilen, en eneste yndig og lystelig Park, ret skabt for skjønne og ædle Kvinder at lystvandre i, saa at de deri kan tage sig ud som de deiligste Blomster blandt de andre. Her afvexler grønne, smilende Enge og bølgende Kornagre med tætte Indfatninger af Løvskov, rige Lunde og Smaaskove af de forskjelligste Trær, fra Birkens lyse grønne til Egens dunklere Masser, hvorover de høie Graner endnu giver dybere Nuancer, uden dog at faa saamegen Overmagt, at de kan udbrede den for Naaleskoven egne Sørgmodighed. Nes efter Nes, tildels bevoxede med saadanne Lunde, skyder ud bag hinanden i den blanke Fjordbugt, og imellem hver af disse strækker sig sedvanlig en smal Dal, hvor Vegetationen opnaar sin yppigste Fylde, som oftest dertil ordnet og forøget ved Kunsten. Saaledes gaar det frem indtil den Brink mellem høie Graner, hvor Kongen har bygget sin nye Borg, hvor Kysten styrter sig dyb og steil ned mod Fjorden, og hvorfra den gladeste Udsigt aabner sig mod Akershus og Byen, og mod den grønne Fastlandskyst ligeoverfor med de utallige hvide Landhuse langs den klare Sø. Paa den anden Side af Hovedgaarden derimod, langs Vækkerøbugten og udenom, tager Øen sin alvorlige Karakter. Der hvælver den store Granskov sine stille Haller, der slaar vildere Bølger fra den aabne Fjord mod nøgne Klippestrande, der bygger og bor den dybe, den dunkle og dog saa hjemlige Skovensomhed, hvorefter den, der engang har dvælet deri, siden længes som til en Barndomserindring. Her tror man at gjennemtrænges af Naturens inderste Aande, stille Fred drager til Sindet og blid Længsel og Kjærlighed til Hjertet, naar man her vandrer lydløst imellem de ranke Stammer paa den fløielsbløde Mosgrund, hvis dunkle Teppe smukt tegnes af 319den lyse, fine Skovsyre, af Anemonernes tretungede Blade og af Linneas tusinde smaa, fintrødmende Klokker, der blander sin søde Mandelduft formildende i Naaletrærnes skarpe og friske Luft; medens over ens Hoved gaar Grankronernes anelsesfulde Susen, fjerne ubestemte Lyd høres inde fra Tykningen, og Søens store, blanke Øie hist og her ser ind igjennem Trærnes Aabninger. Har man gjennemvandret disse Skovstrækninger ud mod den aabne Fjord, da optages man af en Række smaa, dybt i Granskov og Klippegrund indrundede Bugter, hvis ensomme Taushed kun afbrydes eller rettere gjøres mere bemerkbar ved de lange Bølgers Skvulpen ind over de afslidte Lerskifer, gjennem Tang og Kiselstene og Sneglehuse, og hvorfra man har det videste Fjernsyn flere Mile ud i Fjorden ligetil de skyblaa Bjerge ved Drøbak. En af disse Bugter bevarer en trist Erindring fra Norges nyere Historie: En mørk Høstaften 1814 laa her en dansk Jagt seilfærdig i Læ af den sorte Klippekyst. Himlen var bedækket af tykke Skylag, der drev tunge hen over Grantoppene, og Bølgerne brusede dæmpet; det var ligesom Naturen selv vilde skjule, hvad her skulde foregaa. Et Tog af matglimtende Lygter bevægede sig ned igjennem Skoven; de bares af nogle dunkle Skikkelser, der samlede sig nede paa Strandbredden i al Stilhed, uden at man hørte et Ord lyde. En Mand indhyllet i en Kappe steg, fulgt af nogle faa Ledsagere, i en Baad, der roedes hurtig ud til Skibet; — det var Norges Konge, der her i Mørket og i al Stilhed forlod sit Rige for bestandigt og ikke engang saa sig tilbage til de Kyster, som han efterlod indhyllede i Nattens og Farens og Fremtidens Mulm. Det var den samme Kristian Fredrik, der i Dødens endnu tættere Mulm, i Roskilde Kongegrav, har saa beleilig fundet et Fristed for de Storme og Forviklinger, som skulde bryde løs over hans andet Kongerige. Lige over denne Afskedsbugt staar paa en Høi i Skoven et uanseeligt Jernmonument over den ædle, engang saa elskede Prins Kristian August; af Inskriptionen sees, at det er reist af Prins Friedrich af Hessen og fornyet af Kristian Fredrik — Norges Konge, har der staaet; men disse sidste to Ord har en fræk Haand udskrabet, dog Mærkerne er endnu synlige; saadanne 320Attentater paa at udrive et Blad af Historien nytter kun lidet — de bidrager som oftest kun til netop at levendegjøre Erindringen om de Begivenheder, de vilde udslette. I den seneste Tid er dog dette Monument atter istandsat af Grundens nuværende kongelige Eier *), saa det, smukt indhegnet og fredet, med den ligeoverfor opførte nette Skovhytte, danner et venligt Parti af den store Park, hvortil den hele Skov nu mere og mere omdannes.

Fra de dunkle Skove med det forbigangnes Stilhed og Erindringer kan man derpaa snart ad den skjønne Allé, der fører over Markerne hen til Hovedgaarden, gjennem dennes blomsterprangende Have komme ud paa de lyse Sletter midt paa Øen og derfra se udover de grønne frugtbare Høider til alle Sider af Frognerdalen, hvor Dagens Liv og Mennesker bor i Sommerens Fylde, men ogsaa i det nærværende Øiebliks Møie og Strid.

Ladegaardsøen — eller Bygdø, som den nu bedre bør atter kaldes, efterat den paany har gjenvundet sin gamle Hæder og ikke længer er Ladegaard (Underbrug), men et et kongeligt Hovedsæde, — Bygdø eies nu atter for største Delen af en Konge og en Dronning, og en lys Fremtid har aabnet sig for den, værdig dens Skjønhed. Oskars Borg skuer nu stolt og blid ned fra dens høie, løvbehængte Klippekyst og speiler sine gyldne Fløie i den klare Fjord og forherliger i sine Sale den nordiske Kunst og er et Vartegn for alle forbidragende om, at her findes endnu det skjønnes og Fredens og Kunstens og Naturpragtens Rige bevaret paa denne deilige Ø midt under vor Tids vilde, gjærende Stoffe, larmende Forviklinger og aandsknusende Maskindrift.

A. Munch.

315

Enhver Kristianiaboer er fortrolig med dette navn; ved å høre det omtale har man straks forestillingen om landlige gleder, og man kommer gjerne, om enn av forskjellige beveggrunner, overens om dette utrop: Derude er det deilig! Javisst er det deilig på Ladegaardsøen, så deilig, at man må forundre seg over, at vårt Norden kan frembringe en så rik, så yndig, så henrivende plett; dog tvivler jeg høylig på, at rett mange gjør seg et uttømmende begrep om denne deilighet, ja det turde vel hænde, at de flestes kjennskap dertil blot skriver seg fra en snartur til Oskars-Hal eller Dronningbjerget eller fra en hastig kjørsel rundt den nye Kongevei gjennom skogen. Men det er ikke ved en flyktig beundring av en alminnelig søkt utsikt, at Ladegaardsøens naturskjønnhet lader seg fange og bevare i et trofast bryst. Dertil hører gjentatt og flittig besøk i den stillhet og fruktbare ro, som naturen elsker, en omhyggelig og en kjærlig oppfatning av de forskjellige Partiers eiendommeligheter, 316en stadig iakttakelse av værforandringenes og de avvekslende Belysningers virkninger, en troende inntrengen i det stille Plantelivs mysterier, — alt betingelser, som ved terrengets nesten totale begrensning av Sø blir lettere å realisere og samle enn på et likeså stort strøk av fastlandet. Det er likesom de milde Fjordbølgers omgivelse har innhegnet og helliget denne Egn til et Fredens og skjønnhetens rike for seg selv, hvor Naturens hele rikdom og Ynde og legende kraft uhindret kan utfolde seg for den, der fra utenverdenens larm og forviklinger trett tyr derind; mens til samme tid den lave og smale Jordtange, der nå forbinder Øen med fastlandet, giver den alle dettes bekvemmeligheter uten å forstyrre Økarakteren i noen vesentlig grad.

Man tro ikke, at det først er den nærværende slekt, der har oppdaget Ladegaardsøens naturfortrinn eller påskjønnet dem. De rike og mektige blant våre forfedre viste allerede tidlig i valget av sine Boligers og Landsæders beliggenhet en sådan sans for skjønn omgivelse, at man kan være temmelig viss på å finne deres herreseter eller klostre eller større Gaarde anlagte på dominerende steder eller i situasjoner, som naturen på en eller annen måte har begunstiget. Intet under altså, at Ladegaardsøen eller Bygdø, som den før reformasjonen kaltes, allerede i Norges første middelalder var en gjenstand for de mektiges oppmerksomhet, beliggende, som den var, med all sin fruktbarhet og skjønnhet i midtpunktet av et av Landets mest dyrkede og civiliserede bygdelag, ligeoverfor Kongestaden Oslo. Og ingen ringere falt Bygdø til del enn Norges konger selv; ja, endog disse fant Øen for mild og for skjønn til sine barske idretter og skjenket den derfor som Livgeding til sine dronninger, hvis Krones skjønneste perle den siden lenge ble. Blant disse skjønne, høybårne fruer, der holdt sitt Sommerhof i Bygdøs grønne Lunde, nevnes Eufemia, Haakon den femtes edle dronning, hun som søkte å bringe Riddertidens skjønne romantikk og poetiske duft over i de rå norske seder og til den ende lot en varmere Himmels søtere blomster, hin Tids Ridderromaner og kjærlighetssagn og Trubadurernes bløde sanger oversette 317i det harniskklingende Oldnorsk og utbre blant folket, hvor de fant mye gjenklang. Mangen Sommeraften har hun da vistnok med sine fruer og jomfruer, med sine Pager og belevne unge riddere, med sine diktere og forelesere leiret seg på en av de mange deilige odder, der stikker ut i sjøen — hvorfor ikke just på Dronningbjerget? — og der, omgitt av rik løvprakt og duftende ville blomster, av kvitrende fugler, av blinkende, hviskende bølger, ladet seg forelese en av sine Yndlingsdigte, om Flores og om Blantseflor, om den skjønne Melusine eller om Vigoleis med gullhjulet, mens der i mellomrommene afvexledes med Citharspil og sang, og mens dronningen lot sine drømmende blikk glide hen over Fjordens aftenrødmende speil til tårnene i Oslo og langs henad de duftige åser, der i det fjerne omslutter den sakte høynende, fruktbar-grønne Akersbygd. Når så en fisker eller en bonde rodde foran Odden i sin båt og så de skjønne, riktkledde skikkelser deroppe under trærne, grupperede om Fyrstindens opphøyde sete i midten, og bemerket de gyldne Bægere og de saftige frukter, der bødes omkring av sølvglinsende Smaadrenge, og hørte den skjemtefulle Tale og den liflige Strengeleg: da måtte han vel tro å se i virkeligheten åpenbart et av hine underfulle Kjærlighedshoffer, hvorom der fortaltes saameget i de nye eventyr, som dronning Eufemia hadde utbredt. — Den siste norske dronning, der eide Bygdø, var dronning Blanka, Magnus Smeks Hustru; hun elsket stedet så, at hun solgte alle sine eiendommer i Sverige og flyttet hit. Ved sin død testamenterte hun Øen som sjelebot til Hovedøens Herrekloster, i hvis besittelse den ble, like til alle denne rike Stiftelses eiendommer ved reformasjonen ble sekularisert, og Ladegaardsøen, som den nå etterhånden kaltes, ble lagt under kronen eller senere staten. Hvorledes den i Tidens løp dels ble utstykket til private, dels benyttet som landbruk for de danske Statholdere og stiftamtmenn, er her for nyt og bekjent til nøyere å dveles ved.

Med sådanne Fortidserindringer, der legger seg som et fint slør over de grønne enger og gir landskapet et dypt relieff av poesi og storhet, har jeg vandret omkring i Ladegaardsøens 318forskjelligste partier og mer og mer måttet finne og bekrefte, at de gamle forstod, hva de gjorde, at de kjente den hemmelige sympati mellom menneskenes og Naturens forhold, da de helliget denne Ø til Norges dronninger. Thi dens natur er i sannhet dronninglig, det vil si, en lige blanding av Ynde og majestet, av rik prakt og edel simpelhet, av livsglad klarhet og drømmende melankoli. Således er det parti av Øen, der strekker seg fra hovedgården langs med Frognerkilen, en eneste yndig og lystelig Park, rett skapt for skjønne og edle kvinner at lystvandre i, så at de deri kan ta seg ut som de deiligste blomster blant de andre. Her avveksler grønne, smilende enger og bølgende kornåkre med tette innfatninger av løvskog, rike Lunde og småskoger av de forskjelligste trær, fra Birkens lyse grønne til Egens dunklere masser, hvorover de høye graner ennå giver dypere Nuancer, uten dog å få saamegen overmakt, at de kan utbre den for nåleskogen egne sørgmodighet. Nes etter Nes, tildels bevokste med sådanne Lunde, skyder ut bak hinannen i den blanke fjordbukt, og imellom hver av disse strekker seg sedvanlig en smal dal, hvor vegetasjonen oppnår sin yppigste Fylde, som oftest dertil ordnet og forøket ved kunsten. Således går det frem inntil den Brink mellom høye graner, hvor Kongen har bygget sin nye Borg, hvor kysten styrter seg dyp og steil ned mot fjorden, og hvorfra den gladeste utsikt åpner seg mot Akershus og byen, og mot den grønne Fastlandskyst ligeoverfor med de utallige hvite Landhuse langs den klare Sø. På den annen side av hovedgården derimot, langs Vækkerøbugten og utenom, tar Øen sin alvorlige karakter. Der hvelver den store Granskov sine stille Haller, der slår villere bølger fra den åpne fjord mot nakne Klippestrande, der bygger og bor den dype, den dunkle og dog så hjemlige skogensomhet, hvoretter den, der engang har dvelt deri, siden lenges som til en barndomserindring. Her tror man å gjennomtrenges av Naturens innerste ånde, stille Fred drar til sinnet og blid lengsel og Kjærlighed til Hjertet, når man her vandrer lydløst imellom de ranke stammer på den fløyelsbløte Mosgrund, hvis dunkle teppe smukt tegnes av 319den lyse, fine skogsyre, av anemonenes tretungede Blade og av Linneas tusen små, fintrødmende klokker, der blander sin søte Mandelduft formildende i nåletrærnes skarpe og friske luft; mens over ens hode går Grankronernes anelsesfulle susen, fjerne ubestemte lyd høres inne fra tykningen, og Søens store, blanke Øye hist og her ser inn igjennom Trærnes åpninger. Har man gjennomvandret disse skogstrekninger ut mot den åpne fjord, da opptas man av en rekke små, dypt i Granskov og klippegrunn indrundede bukter, hvis ensomme taushet kun avbrytes eller rettere gjøres mer bemerkbar ved de lange Bølgers Skvulpen inn over de avslitte Lerskifer, gjennom tang og Kiselstene og sneglehus, og hvorfra man har det videste fjernsyn flere mil ut i fjorden ligetil de skyblå Bjerge ved Drøbak. En av disse bukter bevarer en trist erindring fra Norges nyere historie: En mørk Høstaften 1814 lå her en dansk jakt seilferdig i Læ av den sorte Klippekyst. Himlen var bedekket av tykke skylag, der drev tunge hen over grantoppene, og bølgene brusede dempet; det var likesom naturen selv ville skjule, hva her skulle foregå. Et Tog av matglimtende lykter beveget seg ned igjennom skogen; de bares av noen dunkle skikkelser, der samlet seg nede på Strandbredden i all stillhet, uten at man hørte et ord lyde. En Mand innhyllet i en kappe steg, fulgt av noen få ledsagere, i en båt, der roedes hurtig ut til skipet; — det var Norges Konge, der her i mørket og i all stillhet forlot sitt rike for bestandig og ikke engang så seg tilbake til de Kyster, som han etterlot indhyllede i Nattens og Farens og Fremtidens mulm. Det var den samme Kristian Fredrik, der i Dødens enda tettere mulm, i Roskilde Kongegrav, har så beleilig funnet et fristed for de Storme og forviklinger, som skulle bryte løs over hans andre kongerike. Like over denne avskjedsbukt står på en Høi i skogen et uanselig Jernmonument over den edle, engang så elskede prins Kristian August; av inskripsjonen sees, at det er reist av prins Friedrich av Hessen og fornyet av Kristian Fredrik — Norges Konge, har der stått; men disse siste to ord har en frekk hånd udskrabet, dog merkene er ennå synlige; sådanne 320attentater på å utrive et blad av historien nytter kun lite — de bidrar som oftest kun til nettopp å levendegjøre erindringen om de begivenheter, de ville utslette. I den seneste tid er dog dette monument atter istandsatt av grunnens nåværende kongelige eier *), så det, smukt innhegnet og fredet, med den ligeoverfor oppførte nette skoghytte, danner et vennlig parti av den store Park, hvortil den hele skog nå mer og mer omdannes.

Fra de dunkle skoger med det forbigangnes stillhet og erindringer kan man derpå snart ad den skjønne allé, der fører over markene hen til hovedgården, gjennom dennes blomsterprangende Have komme ut på de lyse sletter midt på Øen og derfra se utover de grønne fruktbare høyder til alle sider av Frognerdalen, hvor Dagens Liv og mennesker bor i Sommerens Fylde, men også i det nærværende Øiebliks møye og strid.

Ladegaardsøen — eller Bygdø, som den nå bedre bør atter kalles, etter at den paany har gjenvunnet sin gamle Hæder og ikke lenger er ladegård (underbruk), men et et kongelig hovedsete, — Bygdø eies nå atter for største delen av en Konge og en dronning, og en lys fremtid har åpnet seg for den, verdig dens skjønnhet. Oskars Borg skuer nå stolt og blid ned fra dens høye, løvbehengte Klippekyst og speiler sine gyldne fløyer i den klare fjord og forherliger i sine Sale den nordiske kunst og er et Vartegn for alle forbidragende om, at her finnes ennå det skjønnes og Fredens og Kunstens og Naturpragtens rike bevaret på denne deilige Ø midt under vår Tids ville, gjærende Stoffe, larmende forviklinger og åndsknusende maskindrift.

A. Munch.