Da Droslen reiste.
Naa, skal du ogsaa strax afsted?Vil knap et Stykke kvæde?Ak, hvem der maatte reise med,Det blev en Hjertensglæde!
Jeg gad dog gjerne se engangDe stolte, norske Fjelde,Hvor, hævet over Skyens Gang,De trodser Tidens Ælde;315Gad høre, hvordan TordenskraldImellem Klipper rumler,Hvor Fosse sig fra høien HaldNed udi Dybet tumler;Jeg gad bestige Skøgtuls Tind,Hin hvide Klippetue,Hvor dybere i Himlen indDet klare Blik kan skue;Gad lytte i den mørke SkovTil kjæmpende Tiurer,Hvor sterke Bamse gaar paa RovOg feige „Graabein“ lurer;Hvor Skytten flyver op og nedAd Bjergene paa SkienAt æske ud til Kamp saa hedDen gamle Skjelm i Hien;Gad se, hvor raske Gutter slaarEn Halling, saa det dundrer,Og Gjenten med det gule HaarUndselig ham beundrer;Gad se det Sted, hvor Olav sadHin Morgen førend Slaget,Da Skalden Bjarkemaalet kvadOg vakte Vaabenbraget: —Jeg gad end heller se den Sten,„Som truer Norges Fiender,“Hvor over tusend Skotters BenDen gamle Laagen rinder;Gad se det sterke FredrikshaldPaa gamle Dage tænke,Da Karl det maatte ved sit FaldUdødelighed skjænke! —— Ak ja, jeg gad mig tumle der,Paa Dovre som ved Sarpen! —Men jeg maa blive hjemme her,I Lynget røre Harpen.Farvel, min norske Ven! far henPaa dine lette Vinger!Og har jeg der en fuldtro Ven,Min Hilsen du ham bringer!
St. St. Blicher.
Da Droslen reiste.
Nå, skal du også straks av sted?Vil knap et stykke kvede?Ak, hvem der måtte reise med,Det ble en hjertensglede!
Jeg gad dog gjerne se engangDe stolte, norske fjell,Hvor, hevet over Skyens gang,De trosser Tidens Ælde;315Gad høre, hvordan tordenskrallImellom klipper rumler,Hvor Fosse seg fra høien HaldNed uti dypet tumler;Jeg gad bestige Skøgtuls tind,Hin hvite Klippetue,Hvor dypere i Himlen innDet klare blikk kan skue;Gad lytte i den mørke skogTil kjempende tiurer,Hvor sterke Bamse går på RovOg feige „gråbein“ lurer;Hvor Skytten flyver opp og nedAd Bjergene på SkienÅ eske ut til kamp så hetDen gamle skjelm i Hien;Gad se, hvor raske gutter slårEn Halling, så det dundrer,Og Gjenten med det gule HaarUnnselig ham beundrer;Gad se det sted, hvor Olav sattHin morgen før slaget,Da Skalden Bjarkemaalet kvadOg vakte Vaabenbraget: —Jeg gad enn heller se den Sten,„Som truer Norges fiender,“Hvor over tusen Skotters BenDen gamle Laagen rinner;Gad se det sterke FredrikshaldPå gamle dager tenke,Da Karl det måtte ved sitt fallUdødelighet skjenke! —— Ak ja, jeg gad meg tumle der,På Dovre som ved Sarpen! —Men jeg må bli hjemme her,I Lynget røre harpen.Farvel, min norske venn! far henPå dine lette vinger!Og har jeg der en fulltro venn,Min hilsen du ham bringer!
St. St. Blicher.