291

Gudmund Tordsen Storebingen,Han var gjæv i et og alt,Smal om Livet, bred om Bringen,Fast paa Taa, hvor andre faldt;Glad og let, men arm paa Gods,Derfor var han flink tilfods;Flink, med Skræppen paa sinNakke,Baade op og ned ad Bakke.

Knut Labeit i ViumaasenVar en tver og uglad Mand;Men han havde Fæ i Baasen,Sølv i Skab og fulde Spand,Knut var baade grim og gram,Skak i Vext og hoftelam;Derfor drog den rige StyggenHelst i Vei paa Hesteryggen.

Ingeborg i Fagerlien,Bedre Terne saa du ei —Gik hun først paa Sæterstien,Blev den snart en Alfarvei,Bygdens unge KarleflokDrog til Sæters flittig nok;Men hun saa, hun ænsed ingenUden Gudmund Storebingen.

292Det gik hen til udpaa Høsten,Sæterhytten stod forladt;Da blev Gudmund reiselysten,Og saa tog han Skræppen fat.Mens han drog paa Salg og Kjøb,Gudmund fra sin Lykke løb.Knut Labeit, hvis Fart var liden,Passede desbedre Tiden.

Saa kom Gudmund hjem forsilde;Thi hans Hjertenskjær var Brud,Tvungen, skjønt hun bar sig ilde,Solgt for Sølv til rige Knut.Gudmund sagde: „Stands dinGraad!Vænt, der findes vel et Raad,Raad for Uraad, om ei førendDu skal ind af Kirkedøren!“

Det blev Vaar i alle Dale,Elven steg, og Løvet sprang;Da begyndte Knut at praleMed den Fest, han fik istand.Der blev brygget, der blev bagt,Der var nok af Stads og Pragt;Vidt omkring drog efter GjesterSpillemand og Kjøgemester.

Mellem Fagerliens BirkeOg det stride ElvedragRed i Brudefærd til KirkeKnut Labeit paa Pinsedag.Foran Spillemanden drog,Saa kom Bruden med sit Tog;Først bag den, der slog paaTromme,Saa man Knut med Følge komme.

Men i Skjul af grønne GreneVed den samme KirkestiGudmund Tordsen gik alene,Just da Færden kom forbi.Snildt han passed sine Skridt,Saa han fulgte Brudens Ridt,Og da var der intet udenKrattet mellem ham og Bruden.

Saadan gik det frem til Nesset,Der hvor Elven bøied af;Her stod Flommen over GræssetOp til Sti og Gjerdestav.Kirken laa saa nær dervedOver paa den anden Bred;Men af Bro der var ei andetEnd en Stump, som drev iVandet.

„Tør der nogen vade over?“Raabte i sin Vaande Knut;„Den, der prøver det, jeg loverViumaasens bedste Stud.“Men de svared ham med Spot:„Rige Knut, du lover godt —Vade over, det kan ingen.“— „Jo jeg kan,“ sa’ Storebingen.

Og i Tummelen og LarmenFrem til Bruden trængte han,Løfted hende høit paa Armen,Sprang saa i det stride Vand.Elven om hans Hofte stod,Men han stemmed sig imod,Og man saa ham opret skrideOver til den anden Side.

Da han stod paa Kirkevolden,Jubled store der og smaa;I hans Arm sad hel og holdenBruden med sin Krone paa.Knut Labeit forsøgte eiGudmunds nye Kirkevei;Ingen af hans BryllupsfællerBar ham over Elven heller.

Folk paa dette KirkestevneLoved og besvore det,At hver Mand med al sin EvneSkulde staa paa Gudmunds Ret.Prest og Klokker ligedanLoved ham at holde Stand;Knut blev snart saa spag tilmode,At han gav sig med det gode.293Og man har i disse EgneFra den Tid et Mundheld havt,Som i Korthed kan betegneGudmund Storebingens Kraft.Er et Arbeid tungt og slemt,Har man strax den faste Skjemt,Naar man just faar Bugt medTingen:„Jo jeg kan, sa’ Storebingen.“

J. S. Welhaven.

291

Gudmund Tordsen Storebingen,Han var gjev i et og alt,Smal om livet, bred om Bringen,Fast på tå, hvor andre falt;Glad og lett, men arm på gods,Derfor var han flink tilfods;Flink, med skreppen på sinNakke,Både opp og ned ad Bakke.

Knut Labeit i ViumaasenVar en tver og uglad mann;Men han hadde fe i båsen,Sølv i skap og fulle spann,Knut var både grim og gram,Skak i vekst og hoftelam;Derfor drog den rike StyggenHelst i vei på hesteryggen.

Ingeborg i Fagerlien,Bedre Terne så du ei —Gikk hun først på seterstien,Ble den snart en Alfarvei,Bygdens unge KarleflokDrog til seters flittig nok;Men hun så, hun enset ingenUten Gudmund Storebingen.

292Det gikk hen til utpå høsten,Seterhytten stod forlatt;Da ble Gudmund reiselysten,Og så tok han skreppen fat.Mens han drog på salg og kjøp,Gudmund fra sin lykke løp.Knut Labeit, hvis fart var liten,Passet desbedre tiden.

Så kom Gudmund hjem forsilde;Thi hans hjertenskjær var brud,Tvungen, skjønt hun bar seg ilde,Solgt for sølv til rike Knut.Gudmund sa: „Stands dinGråt!Vent, der finnes vel et råd,Råd for uråd, om ei førDu skal inn av kirkedøren!“

Det ble vår i alle daler,Elven steg, og løvet sprang;Da begynte Knut å praleMed den fest, han fikk i stand.Der ble brygget, der ble bakt,Der var nok av Stads og prakt;Vidt omkring drog etter gjesterSpillemann og kjøkemester.

Mellom Fagerliens BirkeOg det stride elvedragRed i brudeferd til KirkeKnut Labeit på pinsedag.Foran spillemannen drog,Så kom bruden med sitt Tog;Først bak den, der slo påTromme,Så man Knut med følge komme.

Men i skjul av grønne grenerVed den samme KirkestiGudmund Tordsen gikk alene,Just da ferden kom forbi.Snilt han passet sine skritt,Så han fulgte Brudens ritt,Og da var der intet utenKrattet mellom ham og bruden.

Sådan gikk det frem til Nesset,Der hvor elven bøyde av;Her stod flommen over gressetOpp til sti og Gjerdestav.Kirken lå så nær dervedOver på den annen bred;Men av bro der var ei annetEnn en stump, som drev iVannet.

„Tør der noen vade over?“Ropte i sin vånde Knut;„Den, der prøver det, jeg loverViumaasens beste stut.“Men de svarte ham med Spot:„Rike Knut, du lover godt —Vade over, det kan ingen.“— „Jo jeg kan,“ sa’ Storebingen.

Og i tummelen og larmenFrem til bruden trengte han,Løftet henne høyt på armen,Sprang så i det stride vann.Elven om hans hofte stod,Men han stemmet seg imot,Og man så ham opret skrideOver til den annen side.

Da han stod på Kirkevolden,Jublet store der og små;I hans arm satt hel og holdenBruden med sin krone på.Knut Labeit forsøkte eiGudmunds nye kirkevei;Ingen av hans BryllupsfællerBar ham over elven heller.

Folk på dette kirkestevneLovet og besvore det,At hver mann med all sin evneSkulle stå på Gudmunds Ret.Prest og klokker likedanLovet ham å holde stand;Knut ble snart så spak tilmode,At han ga seg med det gode.293Og man har i disse EgneFra den tid et munnhell hatt,Som i korthet kan betegneGudmund Storebingens Kraft.Er et arbeid tungt og slemt,Har man straks den faste skjemt,Når man just får bukt medTingen:„Jo jeg kan, sa’ Storebingen.“

J. S. Welhaven.