284

Det er min Sjæl en frydfuld TrangAt gjeste Norges Dale,Den gamle Fjeldkol elsker Sang,De glade Hjerters Tale,Kom til den fagre Maridal!Til Klevens svimlende Portal!Kom hvorsomhelst! og Norge skalDig i sin Favn husvale,

Hvor strømmer ud Berusning sødFra Dalens Birkelunde!Det var en Drøm i Engles SkjødPaa deres Mos at blunde.Hvad Harpespil i denne BæHvad Melodi! hvor sød en Skræk!Bestandig ny den toner væk —Ak! som fra Perlers Munde,285Hvad tænksomt, sværmersk ØiefikDu, Kjernets stille Vove!Hvad Ord den susende MusikI Aasens dybe Skove!Den Mand er ei i Norge fød,Som den ei gjør om Hjertet blød;Det er hans Vuggesang, der lødIfra de dybe Skove.

Didind, hvor Fyrren suser, indTør ingen Niding vandre,Som har forglemt i troløst SindSit Fædreland for andre,Ham vilde Rædsel gribe, — blegHan vilde høre, Skoven skreg,Hvor klagende dens Røster steg: —Did tør ei Niding vandre.

Ham vilde som en Dommer haardHvert Fjeld imødetræde:„Hvad vil du i din Moders Gaard,Som glemt har hendes Kvæde?“Hvor Kjernets Blik blev kummerfuldt!Ak det, der smile kan saa huldt!Ve den, hvis Barm ei voldsomtslaarVed Hjemmets Syn af Glæde!

Vi nærmere i Dalens FavnOs føler Norges Hjerte.Dets ærlige og gamle NavnVi der af Fossen lærte.

I Fjeldets solbelyste TindDet blotter os sit høie Sind,Og derifra det speiler indSig selv i Folkets Hjerte.

Ig jennem Folkets Aarer ladSig Glommens Styrke vælte!Som Rjukands kjække StyrtebadSaa fyrige dets Helte!Lad i dets Kvinder RingerikMed bliden Ynde præge sig!Vær Gausta hver en Gubbe lig,Som sig til Tinge meldte!

Hvor styrtende mod Tyris StrandFra Aasen Kleven iler!Saa først ved Maalet, Idrætsmand!Din sterke Vilje hviler.Som Kolven fra det spændte StaalDin Kraft forfølge vil sit Maal:Dit Vel, en Daad, o Fædreland!En Daad, hvortil du smiler.

Hist slanken Silje, Hæg og PilOg Rogn sig sammenranke,Det nøgne Fjeld de dække vil: —Det er en kjærlig Tanke.Saa, norske Brødre! Bryst vedBryst,Vi ville med vemodig LystVor Moders Brøst selv hylle til, —Det er en kjærlig Tanke.

H. Wergeland.

284

Det er min sjel en frydfuld trangÅ gjeste Norges daler,Den gamle Fjeldkol elsker sang,De glade Hjerters Tale,Kom til den fagre Maridal!Til Klevens svimlende portal!Kom hvorsomhelst! og Norge skalDeg i sin favn husvale,

Hvor strømmer ut Berusning søtFra Dalens Birkelunde!Det var en drøm i Engles SkjødPå deres Mos å blunde.Hva harpespill i denne BæHva melodi! hvor søt en skrekk!Bestandig ny den toner vekk —Ak! som fra Perlers Munde,285Hva tenksomt, sværmersk ØyefikkDu, Kjernets stille Vove!Hva ord den susende musikkI Aasens dype skoger!Den Mand er ei i Norge født,Som den ei gjør om Hjertet bløt;Det er hans vuggesang, der lødIfra de dype skoger.

Didind, hvor Fyrren suser, innTør ingen niding vandre,Som har forglemt i troløst sinnSitt fedreland for andre,Ham ville redsel gripe, — blegHan ville høre, skogen skreg,Hvor klagende dens røster steg: —Dit tør ei niding vandre.

Ham ville som en Dommer hardHvert Fjell imødetræde:„Hva vil du i din Moders gård,Som glemt har hennes kvede?“Hvor Kjernets blikk ble kummerfullt!Ak det, der smile kan så huldt!Ve den, hvis Barm ei voldsomtslårVed Hjemmets syn av glede!

Vi nærmere i Dalens favnOs føler Norges hjerte.Dets ærlige og gamle navnVi der av fossen lærte.

I fjellets solbelyste tindDet blotter oss sitt høye sinn,Og derifra det speiler innSig selv i Folkets hjerte.

Ig jennem Folkets årer laSig Glommens styrke velte!Som Rjukands kjekke StyrtebadSå fyrige dets Helte!La i dets kvinner RingerikMed bliden Ynde prege seg!Vær Gausta hver en gubbe lig,Som seg til Tinge meldte!

Hvor styrtende mot Tyris StrandFra Aasen Kleven iler!Så først ved målet, idrettsmann!Din sterke vilje hviler.Som Kolven fra det spente stålDin kraft forfølge vil sitt mål:Ditt Vel, en Daad, o fedreland!En Daad, hvortil du smiler.

Hist slanken Silje, hegg og pilOg Rogn seg sammenranke,Det nakne Fjell de dekker vil: —Det er en kjærlig tanke.Så, norske brødre! Bryst vedBryst,Vi ville med vemodig LystVår Moders Brøst selv hylle til, —Det er en kjærlig tanke.

H. Wergeland.