Engang paa en Spadsertur fra Fredriksborg Slot var Kong Kristian den fjerde kommen saa langt frem igjennem Skoven, at han, da han skulde vende tilbage, fandt det bekvemmere at sidde op hos en Bonde, der just kom agende forbi og skulde til Slottet. Han gav sig dog ikke tilkjende, men lod Bonden være i den Formening, at han var en af Hoffets Folk. Da de under alskens Samtale nærmede sig Slottet, ytrede Bonden stor Lyst til at se Kongen, som han aldrig endnu havde seet. Kong Kristian ytrede dertil, at dette vel kunde ske ved denne Leilighed, og til Bondens Bemerkning, at det vilde vel ikke være let at kjende ham iblandt de mange Hoffolk, som omgav ham, gav Kongen ham det Raad, kun at give Agt, naar de kom ind i Slotsgaarden: der vilde han let kunne kjende Kongen derpaa, at han var den eneste, som beholdt Hatten paa, naar alle de andre tog sin af. Det næste Øieblik rullede Bondevognen ind; Kongen stod af, og alle, som var tilstede, blottede Hovederne. Da saa Bonden paa Kong Kristian og sagde ganske rolig: „Ja! saa maa det nok enten være ham eller mig!“
J. M. Thiele.