103

Konning Olav sidder i Gardarik med sine gode Hofmænd.I Norge sidder den gamle Bjørn med Sverdet ved sin Lend.

I Norge sidder den gamle Bjørn, han speider fra Borgens Tind:„Krist give, jeg maatte det spørge, vi finge bedre Vind!“

Han speider fra Borgens Tinde, han ganger ind og ud:„At Olav kom til Norrig i Aar, det give den øverste Gud!“

Jarl Haakon og Englands Konning de raader for Land og Rige;Krist give, jeg maatte leve den Dag, jeg saa dem af Norrig at vige!“

Jarl Haakon lader Bud udgaa de norske Kjæmper at vinde:„Da først skal vi nyde Landet med Ære, naar vi kan Bjørnen binde.“

Ind da træder de Sendebud, de stedes for Egebord:„Olav digre sidder i Holmgard, nu hersker Kong Knut i Nord.

Konning Knut og Haakon Jarl de byder jer Fred og Leide,Hvis I vil komme til Nidaros og ende den lange Feide.“

— „Saa tidt har jeg jaget den vilde Los og Ulven igjennem Tjørn;Den skal ei tjene den gridske Høg, der kan tjene den kongelig’ Ørn.“

104— „Kong Knut han er en Herre saa gjæv, I kjender ham vel af Ry;Og vil du ham ikke med Æren tjene, da skal du med Skam bortfly.“ —

Herr Björn rasler med Brynjen blaa og med sin Panserserk:„Og skulde jeg svige Kong Olav, da blev det et Nidingsverk.“

Herr Björn griber sit lange Spyd og sit forgyldte Skjold:„Og det skal koste jert röde Blod, för I mig fanger i Vold.“

— „Herr Björn, I bær jert Navn med Ret, I er i Talen hvas,I viser gjerne jer Huggetand alt som den vilde Bas.“

Saa listelig lo de Sendebud: „I standse jer vilde Færd!Den leger ei godt med Tunge, der strax vil lege med Sverd.“

Saa rysted de paa Egebord de Sölverpenninger hvide:„Dem skjænker dig alle den rige Knut, hvis han paa dig kan lide.“

Da Björnen saa det hvide Sölv, begyndte den at skule;„Saamænd,“ da meldte den liden Smaadreng, „nu fanger ei SkjoldetBule.“

„Saamænd,“ da meldte den gamle Björn, „Herr Knut er en Drotmed Ære;Ret aldrig saa jeg saa meget Sölv, som her monne sammen være.

Ret aldrig saa jeg saa meget Sölv i dette fattige Land.“Saa drog han op til Nidaros, der blev han Jarlens Mand.

Og det stod hen i Uger, ja vel i Maaneder fem,Ret aldrig mæled Herr Björn et Ord i alle dem.

Og det stod hen i Maaneder ni, da spørges det over Ø:Kong Olav samler en vældig Hær, og Jarlen er sunken i Sø.

Herr Björn sadler sin höie Hest og tager sit Panser paa:„Krist give, vi maatte i Norrig vor rette Hövding faa!“

Saa rider han til Gardarik, der axler han sit Skind.Saa træder han i Höienloft for Konning Olav ind.

„Herr Björn, velkommen til Gardarik! I sige mig for sand,Om Munkene læser Messer endnu ved Norges Strand,

Om Munkene læser Messer endnu i Herrens Hus,Om end i Koret brænder de höie Alterljus,

Om end i Lunden du hörte de Klosterklokker at gaaOg Jomfruer, der synger, som Nattergale slaa.“

— „End hörte jeg i Lunden de Klosterklokker at gaaOg Jomfruer, der synger, som Nattergale slaa.105End læser de skallede Munke Messer ved Norges Strande,End skued jeg paa Alteret de hvide Lys at stande.“

— „Dernæst, min gode Stallar, du sige mig Besked,Om end den norske Bonde vil holde mig sin Ed.“

— „Saadan den norske Bonde vil holde dig sin Ed,At fremmer han sin Vilje, da fanger du evig Fred.“

— „Gud raader for Held og Seier, det gaa da, som han vil;Dog hvi vil Norges Bönder begynde dette Spil?“

— Da blev den gamle Björn saa tankefuld i Sind:„Naar Ror og Anker glipper, da driver det Skib for Vind.“

— „Og hör, min gode Stallar! du talte, som bedst du kunde,Men aldrig mindes jeg för den Dag, da dine Øine de runde,

Og aldrig mindes jeg för den Dag, da Björnens Læber var hvide,Og aldrig forhen skalv dens Ben, naar vi drog ud at stride.“

Da synker den gamle Hirdmand til Konningens Fod:„Krist give, jeg din Vrede maa sone med mit Blod!

Jarl Haakon jeg gik til Haande; det blev med Guld betalt;Men var han ikke druknet i Aar, da havde mig Sorgen kvalt.“

— Kong Olav strækker sin hvide Haand mod Björn foruden Svig:„Stat op, min gode Stallar, bed Gud tilgive dig!

Stat op, min gode Stallar, og sæt dig ved min Side!Svigter den boldeste Kjæmpe, paa hvem kan man da lide?“

Det var den höie Konning, han spænder Sverd ved Belte,Hannem følger i Plade tolvhundrede raske Helte.

Og da de kom til Stiklestad, begyndte saa blodig en Trætte;Saa glad da vorder den gamle Ravn, han venter sig nu at mætte.

I Midten ginge de Spillemænd, de leger paa Lur og Horn;De Pile flyver saa tykt i Flok som Haglen i Bondens Korn.

I Skoven løber den sultne Ulv, den tager til at tude;De Pile flyver saa tykt i Sky som Sneen paa Bondens Rude.

Herr Björn stander sin Konge nær, han leger med Spyd og Stang;Alle de Kjæmper, ham turde bie, de sank i grönnen Vang.

Herr Björn stander sin Konge nær, han er en Kjæmpe bold;Alle de Pile, som Olav trued, dem fanger han i sit Skjold.

Alle de Mænd, der mod Olav stevned, han monne til Jorden slaa:„Herr Konge, de er for mange, og vi er altfor faa!106De Kjæmper leger med Buer og Spyd; det er mig ei mer til Lyst;Det sidste Sverd, dig trued, opfanged jeg i mit Bryst.

Brudt er mit Skjold og min gode Stang; ei mer skal jeg Jernet slide;Gud signe dig, du Ædling! jeg lægger mig ved din Side.“

— Da nikked Kongen venlig, han stod i eget Blod;Saa sank han til Jorden; Herr Björn laa ved hans Fod.

Herr Björn sig valgte den bedste Plads, han vilde hos Konningen være;De skal ei skilles i Døden ad, der vandred sammen med Ære.

Der voxer fagre Blomster paa Fjeldet.

C. Hauch.

103

Konning Olav sitter i Gardarik med sine gode hoffmenn.I Norge sitter den gamle Bjørn med sverdet ved sin lend.

I Norge sitter den gamle Bjørn, han speider fra Borgens tind:„Krist gi, jeg måtte det spørre, vi fikk bedre vind!“

Han speider fra Borgens Tinde, han ganger inn og ut:„At Olav kom til Norrig i år, det gi den øverste Gud!“

Jarl Haakon og Englands Konning de råder for land og rike;Krist gi, jeg måtte leve den dag, jeg så dem av Norrig å vike!“

Jarl Haakon lader bud utgå de norske kjemper å vinne:„Da først skal vi nyte landet med ære, når vi kan bjørnen binde.“

Inn da trer de sendebud, de stedes for eikebord:„Olav digre sitter i Holmgard, nå hersker Kong Knut i nord.

Konning Knut og Haakon Jarl de byr jer Fred og leide,Hvis dere vil komme til Nidaros og ende den lange feide.“

— „Så titt har jeg jaget den ville Los og Ulven igjennom Tjørn;Den skal ei tjene den gridske Høg, der kan tjene den kongelig’ Ørn.“

104— „Kong Knut han er en Herre så gjev, dere kjenner ham vel av ry;Og vil du ham ikke med æren tjene, da skal du med skam bortfly.“ —

Herr Björn rasler med brynjen blå og med sin Panserserk:„Og skulle jeg svike Kong Olav, da ble det et nidingsverk.“

Herr Björn griper sitt lange spyd og sitt forgylte skjold:„Og det skal koste jert røde blod, för dere meg fanger i vold.“

— „Herr Björn, dere bær jert navn med rett, dere er i talen hvass,Dere viser gjerne jer Huggetand alt som den ville bas.“

Så listelig lo de sendebud: „Dere stanser jer ville ferd!Den leger ei godt med tunge, der straks vil leke med sverd.“

Så rystet de på eikebord de sølvpenninger hvite:„Dem skjenker deg alle den rike Knut, hvis han på deg kan lide.“

Da Björnen så det hvite sølv, begynte den å skule;„Saamænd,“ da meldte den liten smådreng, „nå fanger ei skjoldetBule.“

„Saamænd,“ da meldte den gamle Björn, „Herr Knut er en drottmed ære;Rett aldri så jeg så meget sølv, som her monne sammen være.

Rett aldri så jeg så meget sølv i dette fattige land.“Så drog han opp til Nidaros, der ble han Jarlens mann.

Og det stod hen i uker, ja vel i måneder fem,Rett aldri mælte Herr Björn et ord i alle dem.

Og det stod hen i måneder ni, da spørres det over Ø:Kong Olav samler en veldig hær, og jarlen er sunket i Sø.

Herr Björn sadler sin høye hest og tar sitt panser på:„Krist gi, vi måtte i Norrig vår rette høvding få!“

Så rider han til Gardarik, der aksler han sitt skinn.Så trer han i Höienloft for Konning Olav inn.

„Herr Björn, velkommen til Gardarik! I sier meg for sand,Om munkene leser messer ennå ved Norges Strand,

Om munkene leser messer ennå i Herrens hus,Om enn i koret brenner de høye Alterljus,

Om enn i Lunden du hørte de klosterklokker å gåOg Jomfruer, der synger, som nattergaler slå.“

— „Enn hørte jeg i Lunden de klosterklokker å gåOg Jomfruer, der synger, som nattergaler slå.105Enn leser de skallede munker messer ved Norges Strande,Enn skuet jeg på alteret de hvite lys at stande.“

— „Dernest, min gode Stallar, du si meg Besked,Om enn den norske bonde vil holde meg sin Ed.“

— „Sådan den norske bonde vil holde deg sin Ed,At fremmer han sin vilje, da fanger du evig Fred.“

— „Gud råder for held og Seier, det gå da, som han vil;Dog hvi vil Norges Bönder begynne dette spill?“

— Da ble den gamle Björn så tankefull i sinn:„Når ror og Anker glipper, da driver det skip for vind.“

— „Og hør, min gode Stallar! du talte, som best du kunne,Men aldri minnes jeg för den dag, da dine øyne de runde,

Og aldri minnes jeg för den dag, da bjørnens lepper var hvite,Og aldri forhen skalv dens Ben, når vi drog ut å stride.“

Da synker den gamle hirdmann til Konningens fot:„Krist gi, jeg din vrede må sone med mitt blod!

Jarl Haakon jeg gikk til Haande; det ble med gull betalt;Men var han ikke druknet i år, da hadde meg sorgen kvalt.“

— Kong Olav strekker sin hvite hånd mot Björn foruten svik:„Stat opp, min gode Stallar, be Gud tilgi deg!

Stat opp, min gode Stallar, og sett deg ved min side!Svikter den boldeste kjempe, på hvem kan man da lide?“

Det var den høye Konning, han spenner sverd ved belte,Ham følger i plate tolvhundrede raske Helte.

Og da de kom til Stiklestad, begynte så blodig en trette;Så glad da vorder den gamle Ravn, han venter seg nå å mette.

I midten ginge de spillemenn, de leger på lur og Horn;De Pile flyver så tykt i Flok som haglen i Bondens korn.

I skogen løper den sultne Ulv, den tar til å tute;De Pile flyver så tykt i sky som Sneen på Bondens rute.

Herr Björn stander sin Konge nær, han leger med spyd og Stang;Alle de kjemper, ham turde bie, de sank i grönnen Vang.

Herr Björn stander sin Konge nær, han er en kjempe bold;Alle de Pile, som Olav truet, dem fanger han i sitt skjold.

Alle de menn, der mot Olav stevnet, han monne til jorden slå:„Herr Konge, de er for mange, og vi er altfor få!106De kjemper leger med buer og spyd; det er meg ei mer til Lyst;Det siste sverd, deg truet, opfanged jeg i mitt bryst.

Brutt er mitt skjold og min gode Stang; ei mer skal jeg jernet slide;Gud signe deg, du Ædling! jeg legger meg ved din side.“

— Da nikket Kongen vennlig, han stod i eget blod;Så sank han til jorden; Herr Björn lå ved hans fot.

Herr Björn seg valgte den beste plass, han ville hos Konningen være;De skal ei skilles i døden ad, der vandret sammen med ære.

Der vokser fagre blomster på fjellet.

C. Hauch.