Da Kong Haakon raadede for Norge, var der god Aarfærd og god Fred i Landet; han var ogsaa meget vennesæl. Da Kong Haakon havde været Konge i Norge 20 Aar, kom sønden fra Danmark Erik Blodøxes Sønner med overmaade meget Folk. En stor Del heraf havde fulgt dem paa Krigstog; men langt større var dog en Hær af Daner, som Kong Harald Gormssøn havde givet dem. De fik saare god Bør, seilede ud fra Vendel og kom ind til Agder; siden styrede de nord langsmed Landet Dag og Nat. Men Veterne blev ikke antændte, fordi det var Sedvane, at de gik østenfra langsefter Landet; men der øster var man ikke bleven Fiendernes Færd var. Dertil kom og, at Kong Haakon havde sat stor Straf, hvis Veterne blev urigtig antændte, for de Mænd, som med Rette befandtes skyldige deri; thi ofte hændte det, at Hærskibe og Vikinger drog om Udøer og herjede; Landets Folk troede da, at det var Eriks Sønner, og antændte Veterne urigtig, saa at der blev Hærløb over alt Landet. Kong Haakon blev meget vred over sligt, da det voldte Arbeide og Bekostning, men intet Gavn. Dette var Aarsag i, at man denne Gang intet Nys fik om Erikssønnernes Færd, førend de kom helt nord i Ulvesund. Der laa de syv Nætter, og imidlertid gik der Bud derom ovenom Eidet og nord om Møre. Kong Haakon var dengang just paa Nordmøre paa en af sine Gaarde ved Navn Birkestrand paa Fredøen og havde ikke mere Folk hos sig end sin Hird og de Bønder, der havde været i hans Gjestebud. De, som bragte Efterretningen, kom til Kong Haakon 60og sagde ham, at Eriks Sønner var med en stor Hær søndenom Stad. Da lod han kalde til sig de Mænd, der var de klogeste, og spurgte dem til Raads, om han skulde stride med Eriks Sønner, skjønt Folkemonnen var stor, eller drage nordefter og faa sig mere Folk. Egil Uldserk hed en Bonde, som var der; han var da meget gammel, men havde været større og sterkere end de fleste andre og en stor Stridsmand; han havde længe baaret Kong Harald den haarfagres Merke. Egil svarer paa Kongens Tale: „Jeg var i nogle Slag med Kong Harald, din Fader, og stred han stundom med mere, stundom med mindre Folk; men stedse fik han Seier. Aldrig hørte jeg ham søge det Raad af sine Venner, at de skulde lære ham at fly; heller ikke vi vil give dig det Raad, Konge; thi vi tykkes i dig at eie en rask Høvding, og I skal ogsaa faa en trøstig Hjelp af os.“ Mange andre understøttede denne Tale. Kongen siger ogsaa, at han ønskede helst at stride med det Folk, man nu strax kunde faa. Dette blev da besluttet; Kongen lod Hær-Pil opskjære og sende allevegne fra sig; snart fik han meget Folk. Da sagde Egil Uldserk: „Jeg frygtede en Stund, da denne store Fred var, at jeg vilde komme til at dø af Ælde inde paa min Bænkehalm, skjønt jeg heller vilde falde i Striden og følge min Høvding; nu kan det dog være, at saaledes sker, naar Enden kommer.“
Eriks Sønner styrede nordenom Stad, saasnart de fik Bør. Men da de kom nord forbi Stad, spurgte de, hvor Kong Haakon var, og drog imod ham. Kong Haakon havde ni Skibe; han lagde sig nord under Freidarberg i Feøsund; men Eriks Sønner lagde til søndenfor Bjerget; de havde flere end tyve Skibe. Kong Haakon sendte dem Bud og bad dem gaa paa Land, sigende, at han havde haslet dem en Vold paa Rastarkalv. Der er slette og store Volde; men oventil gaar en lang og temmelig lav Brekke. Eriks Sønner gik da af sine Skibe og nord over Halsen, indenfor Freidarberg, og saa frem paa Rastarkalv. Da talte Egil til Kong Haakon og bad ham at skaffe sig til 10 Mænd og 10 Merker. Kongen gjorde saa. Egil gaar da med sine Mænd op under Brekken; men Kong Haakon gik frem paa Volden med sit Folk, satte sit Merke og fylkede og talte saaledes: 61„Vi skal have en lang Fylking, saa at de ikke skal omringe os, skjønt de har mere Folk.“ Saa skede det; der blev et stort Slag og det haardeste Angreb. Egil Uldserk lod da sætte op de 10 Merker, som han havde, og stillede de Mænd, der bar dem, saaledes, at de gik saa nær Brekken som muligt, og lod et Stykke være imellem dem indbyrdes. Dette skede nu, og de gik frem langsmed Brekken, saa langt de kunde, ligesom om de vilde komme bag paa Erikssønnerne. De, som stod øverst i Erikssønnernes Fylking, saa, at mange Merker kom flyvende og kneisede over Brekken; de troede da, at meget Folk fulgte efter og vilde komme bag paa dem, imellem dem og Skibene. Der blev da et stort Raab, og den ene sagde til den anden, hvad der var paafærde; da kom der Flugt i deres Hær. Da Kongerne saa det, flygtede ogsaa de. Kong Haakon søgte da haardt frem med sine Mænd, drev de flygtende foran sig og fældte meget Folk. Da Gamle Erikssøn kom op paa Halsen ovenfor Bjerget, vendte han sig om og saa da, at ikke mere Folk for efter dem end det, hvormed de før havde stridt, og at dette kun var en List; da lod Kong Gamle blæse Hærblæst og sit Merke opsætte og begyndte at fylke; alle Nordmændene i hans Hær løb da til ham; men Danerne flygtede til Skibene. Da Haakon og hans Folk kom did, blev der den skarpeste Strid anden Gang. Kong Haakon havde mere Folk, og Enden blev, at Eriks Sønner flygtede; de søgte da syd ned af Halsen; men nogle af deres Folk drog sig syd hen ad Bjerget, og Kong Haakon fulgte dem. En slet Vold er østenfor Halsen og vester mod Bjerget; men vestenfor er der bratte Hamre. Da drog Gamles Mænd sig bort op imod Bjerget; men Kong Haakon søgte saa skarpt imod dem, at han dræbte nogle; andre løb vesterud ned af Bjerget, og blev begge Dele dræbte. Kong Haakon gik ei derfra, før hver Mand var dræbt. Gamle Erikssøn flygtede af Halsen ned paa Sletten søndenfor Bjerget. Da gjorde han endnu Modstand og vedligeholdt Kampen der; da kom ogsaa endnu atter Folk til ham. Der kom og alle hans Brødre med store Hobe. Egil Uldserk gik da foran Haakons Mænd og gjorde et haardt Angreb; han og Kong Gamle skiftede Hug, og fik Kong Gamle store Saar; men Egil 62faldt og meget Folk med ham. Da kom Kong Haakon til med de Hobe, som havde fulgt ham, og der blev da en ny Strid. Kong Haakon søgte haardt frem, hug Mænd ned til begge Sider og fældte den ene over den anden. Da Eriks Sønner saa sine Mænd allevegne falde om sig, vendte de sig paa Flugt til sine Skibe; men de, som først havde flyet til Skibene, havde allerede lagt ud med dem; nogle af dem var derimod opfjærede. Da løb alle Eriks Sønner og det Folk, som fulgte dem, ud i Havet for at svømme til Skibene. Der faldt Gamle Erikssøn; men hans Brødre naaede Skibene og styrede siden bort med det Folk, som var efter. De holdt syd til Danmark, dvælede der en Stund og var ilde tilfredse med sin Færd. Kong Haakon tog alle de Skibe, som var opfjærede, og som Eriks Sønner havde eiet. Han lod dem drage op paa Land, og der lod han Egil Uldserk og med ham alle de Mænd, som af hans Hær var faldne, lægge i et Skib og Jord og Stene dynge derover. Kong Haakon lod ogsaa flere Skibe saaledes opsætte og de faldne lægge i dem, og end ser man Høiene søndenfor Freidarberg.
Høie Bautastene staar ved Egil Uldserks Høi.
Snorre Sturlassön, ved P. A. Munch.