Læreplanatlas
Tredie DelII. MYTHER OG OLDSAGN.

Tors Færd til Jotunheim.

P. A. Munch

10

Tor, Tordenguden, var Jotnernes ivrigste Bekjæmper; men det lykkedes ham dog ikke altid at seire over dem. Engang kjørte han afsted til Jotunheim med sine Bukke, og Loke fulgte ham; de overnattede hos en Bonde. Her slagtede Tor begge sine Bukke, flaaede dem og lod dem koge; han indbød ogsaa Bonden med hans Kone, Søn og Datter til at spise med sig, men bad dem kaste alle Benene fra sig paa Bukkeskindene. Dette gjorde de og, undtagen Tjalve, Bondens Søn, der knækkede et Laarben for at faa Marven. Tidlig i Otten stod Tor op og klædte sig paa, løftede Mjølner i Veiret og indviede Bukkeskindene med den; strax stod Bukkene lyslevende op; men den ene var halt paa Bagbenet. Nu kunde Tor skjønne, at Bonden eller hans Husfolk ikke havde faret varsomt med Benene, og at Laarbenet var brækket; han blev skrækkelig vred, trak Øienbrynene sammen og holdt saa fast om Hammerskaftet, at Knogerne blev hvide. Bonden blev saa ræd, at han nær havde opgivet Aanden alene ved Tors Øiekast; han kastede sig for hans Fødder med alle sine, bad om Naade og tilbød i Bod alt, hvad han eiede. Da Tor saa deres Skræk, gik Heftigheden over, og han lod sig formilde. Han modtog til Erstatning Bondens tvende Børn, Sønnen Tjalve og Datteren Roskva, og siden den Tid følger de ham altid som hans 11lydige Tjenere. Tor lod Bukkene staa hos Bonden og fortsatte sin Reise til Jotunheim. Han kom lige til det dybe Hav, svømmede derover og gik i Land med sine Følgesvende. Snart kom de i en stor Skov og gik gjennem den hele Dagen, lige til det blev mørkt. Tjalve var meget rask til Fods og bar Tors Nistepose; thi der var ikke stor Føde at finde paa Veien. Da det var mørkt, søgte de efter Natteherberge og fandt en meget stor Stue, hvor Indgangen var paa den ene Ende og lige saa bred som hele Stuen. Der gik de ind og lagde sig til at sove. Ved Midnatstid blev der saa forfærdeligt et Jordskjælv, at Huset rystede; derfor vækkede Tor sine Reisefæller og lod dem gaa ind i et Sidehus, som de fandt midt paa Stuevæggen; men selv satte han sig ved Døren med Mjølner i Haanden og hørte en svær Larm og Brag. Da det dagedes, gik han ud og saa en uhyre stor Mand ligge og snorke tæt ved ham i Skoven; da tyktes han nok at skjønne, hvorfra Larmen kom. Han spændte Styrkebeltet om sig; men i det samme vaagnede Manden; og fortælles der, at Tor denne ene Gang betænkte sig paa at slaa til. Derimod spurgte han Manden om hans Navn; han sagde: „Jeg heder Skryme, og ikke behøver jeg at spørge dig om dit Navn; thi jeg ved, at du er Aasa-Tor; men hvor har du gjort af min Handske?“ Skryme bukkede sig for at tage Handsken op, og da saa Tor, at det, som han om Natten ansaa for en Stue, kun var Skrymes Handske, og at Sidehuset var Tommelfingeren deri. „Skal vi følges ad?“ spørger Skryme. „Ja,“ sagde Tor. De spiste først Døgurd hver for sig, Skryme af sin Madpose og Tor med sine Reisefæller af sin; siden foreslog Skryme, at de skulde spise tilsammen; Tor sagde ja dertil, og Skryme bandt nu hele Nisten, baade deres og sin, sammen i en eneste Pose. Den tog han paa Ryggen, gik foran om Dagen med svære Skridt og udvalgte om Aftenen Natteleie under en stor Eg. „Her vil jeg lægge mig til at sove,“ sagde han, „men I kan tage Nisteposen og holde Nadverd.“ Skryme sovnede strax og snorkede vældig; men Tor gav sig ifærd med at knytte op Nisteposen, hvilket dog slet ikke vilde lykkes ham; da han længe havde prøvet forgjæves, blev han vred, greb Mjølner med 12begge Hænder og slog Skryme med den i Hovedet. Skryme vaagnede og spurgte kun, om der faldt et Løvblad paa hans Hoved; „har I spist nu.“ lagde han til. „Ja,“ sagde Tor, „nu skal vi lægge os.“ Midt om Natten hørte Tor atter, at Skryme snorkede, saa det dundrede i Skoven; da gik han til ham, løftede Hammeren høit op og slog ham i Issen, saa at Nebbet sank dybt ind i Hovedet. Skryme vaagner og siger: „Hvad nu? faldt et Agern i mit Hoved? hvorledes har du det, Tor?“ Tor skyndte sig bort og sagde, at han nu nys var vaagnet, og at det endnu var Midnat. „Kunde jeg nu blot slaa ham et tredje Slag,“ tænkte Tor, „saa skulde han aldrig tiere se Dagens Lys;“ han passede paa, indtil Skryme igjen var sovnet ind lidt før Dag, løb saa hen til ham og slog ham af alle Kræfter i Tindingen, saa at Hammeren sank i lige til Skaftet. Skryme satte sig op, strøg sig om Kinden og sagde: „Sidder der Fugle i Træet ovenover mig? der faldt nok noget Kvas ned af Grenene paa mit Hoved. Er du vaagen, Tor? nu er det passe Tid at staa op, og I har nu ikke langt til Borgen Utgard. Jeg har hørt eder hviske mellem eder, at jeg ikke var saa liden af Væxt; men I skal nok faa større Mænd at se, naar I kommer til Utgard. Jeg vil ellers give eder et godt Raad: bær eder ikke alt for storsnudet ad; thi Utgarde-Lokes Hirdmænd taaler intet Skryderi af saadanne Smaadrenge; i andet Fald maa I vende om igjen, og det er vist ogsaa det bedste for eder. Men vil I endelig videre frem, saa gaa mod Østen; min Vei er nordefter til hine Fjelde, som I ser.“ Dermed tog Skryme Nisteposen, kastede den paa Ryggen og gik ind i Skoven; og glade var Æserne over, at de blev ham kvit.

Tor og hans Reisefæller gik fremad lige til Middag; da saa de en Borg paa Sletten; men de maatte sætte Nakken lige ned i Ryggen for at se over den. Borgeledet var stængt med en Grind, som de ei kunde lukke op; men de krøb ind imellem Spærrerne og saa en stor Hal; til den gik de. Døren stod aaben; de gik ind og saa mange Mænd, alle sammen tilbørlig store, siddende paa to Bænke. Der var ogsaa Kongen selv, Utgarde-Loke, og de hilste ham; men han smilede haanlig og spurgte, om denne lille Dreng var Ake-Tor; „du er vist større, end du lader til,“ sagde 13han, „og hvad Idræt forstaar vel I Reisefæller eder paa? Her hos os maa ingen være, som ikke kan en eller anden Kunst fremfor alle andre.“ Loke gik bagerst; han sagde: „En Idræt kan jeg, som jeg strax er færdig at prøve: der er vist ingen her, som kan spise hurtigere end jeg.“ „Det skal vi strax friste,“ svarede Utgarde-Loke og bad en Mand ved Navn Loge gaa frem paa Bænke-Enden midt paa Gulvet for at kapspise med Loke. Man bar et Trug ind, fuldt af Kjød, og satte det paa Gulvet; Loke og Loge satte sig ned ved hver sin Ende og spiste af alle Kræfter; de mødtes midt i Truget; men da havde Loke kun spist Kjødet, Loge derimod Kjødet, Benene og Truget med. Saaledes havde da Loke tabt. „Hvad kan den unge Mand der?“ spurgte Utgarde-Loke. „Jeg vil prøve at løbe omkap med en,“ svarede Tjalve. „Da maa du være rap paa Foden,“ svarede Utgarde-Loke, gik ud paa Marken og bød en liden Fyr ved Navn Huge at løbe omkap med Tjalve. Ved det første Løb kom Huge saa langt foran, at han vendte sig om imod Tjalve ved Maalet. „Du maa lægge mere ud, Tjalve, hvis du vil vinde,“ sagde Utgarde-Loke, „skjønt rigtignok ikke nogen er kommen hid, som var fodrappere end du.“ Ved det andet Løb kom Huge allerede til Løbet og vendte sig om; da var der et langt Kolv-Skud til Tjalve. „Det er godt løbet,“ sagde Utgarde-Loke; „men neppe tror jeg, at Tjalve vinder nu, om I end forsøger tredje Gang.“ De løb paany, og da Huge kom til Maalet og vendte om igjen, var Tjalve ikke engang halvveis. Alle fandt nu, at denne Leg var nok prøvet. „Hvad Idrætter vil du vise os, Tor?“ sagde Utgarde-Loke, „saa stort Ry som der gaar om dine Storverk.“ „Jeg vil drikke omkap med en,“ sagde Tor. „Lad saa være,“ sagde Utgarde-Loke, gik ind i Hallen og bad sin Skutilsvend tage det store Horn, som Hirdmændene pleiede at drikke omkap af. „Det ansees for godt drukket,“ sagde Utgarde-Loke, „hvis nogen kan drikke det ud i et Drag; nogle drikker det ud i to; men ingen er saa daarlig til at drikke, at han ei kan tømme det i tre.“ Tor ser paa Hornet; han finder det just ikke saa stort, men temmelig langt; dog han er meget tørstig, sætter det for Munden, tager store Drag og tænker, at han ei skal 14behøve oftere at bøie sig mod Hornet. Men da han holdt op og saa efter, hvor meget der var drukket, forekom det ham, at han liden eller ingen Mon kunde se. „Du har drukket godt,“ sagde Utgarde-Loke, „men ikke overhaands meget; rigtignok havde jeg ikke troet, at Aasa-Tor ei kunde drikke sterkere, om nogen havde sagt mig det; men da ved jeg vist, at du tømmer det anden Gang.“ Tor svarer ikke, men tager saa langt et Drag, som det er ham muligt; alligevel vil slet ikke den anden Ende saa høit op, som han ønsker; da han holdt op, syntes han, at det var endnu mindre Mon at se end forhen; dog kunde man nu bære det uden at spilde. „Vil du drikke tredje Gang, saa har du gjemt det meste til sidst,“ siger Utgarde-Loke, „men er du ikke flinkere i andre Lege end denne, kan du ikke fortjene saa stort Navn hos os som hos Æserne.“ Tor blev vred, satte Hornet for Munden, drak af alle Livsens Kræfter og gjorde Draget saa langt som muligt; da han skulde se efter, var det dog sunket noget; alligevel vilde han ikke drikke mere. „Det er klart,“ sagde Utgarde-Loke, „at du slet ikke er saa stor en Mand, som vi tænkte; men vil du prøve flere Idrætter, siden det ikke nytter med denne?“ „Aa ja,“ svarer Tor, „men underligt skulde det være, om man hjemme hos Æserne vilde kalde dette daarlig drukket.“ „Vore unge Drenge har den Morskab,“ sagde Utgarde-Loke, „at løfte min Kat fra Jorden; det er rigtignok en Ubetydelighed, og jeg vilde ikke have foreslaaet Aasa-Tor noget saadant, hvis jeg ikke nu saa, at du langtfra er saa mægtig, som jeg tænkte.“ Der løb en graa, temmelig stor Kat frem paa Salsgulvet; Tor gik til, tog den med den ene Haand midt under Bugen og løftede den op: men eftersom Tor hævede Haanden, krummede Katten sig, og da Tor havde strakt Haanden op, saa langt han mægtede, lettede Katten blot paa den ene Fod. Saaledes fik Tor heller ikke udført denne Leg. Utgarde-Loke sagde, at det var noget, han kunde vide forud, da Tor var lav og liden imod de store Folk, som var der. „Lad en komme og tage Tag med mig, saa liden som I siger, jeg er,“ sagde Tor; „thi nu er jeg vred.“ „Alle herinde vilde lade haant om at brydes med dig,“ 15svarede Utgarde-Loke og saa sig omkring paa Bænkene; „men jeg vil kalde ind min gamle Fostermoder, Elle.“ Hun kom ind og begyndte at brydes med Tor; men jo haardere Tor tog fat, desto fastere stod hun; tilsidst begyndte hun at bruge Kneb, og Enden blev, at Tor faldt paa det ene Knæ. „Nu er det nok,“ sagde Utgarde-Loke; „Tor vil vist ikke byde flere herinde at tage Tag med ham.“ Derpaa viste han Tor og hans Reisefæller til Sæde; de forblev der om Natten og nød al mulig Gjæstfrihed.

Om Morgenen stod de op og gjorde sig reisefærdige. Utgarde-Loke kom til og lod sætte Bord for dem; der fik de fuldt op af Mad og Drikke. Dernæst begav de sig paa Veien. Utgarde-Loke fulgte dem ud af Borgen, og ved Afskeden spurgte han Tor, hvorledes han var fornøiet med sin Færd. Tor syntes, at han havde lidt stor Skam og tog sig det meget nær, at man skulde kalde ham en usel Mand. „Nu skal jeg sige dig Sandheden,“ sagde Utgarde-Loke, „siden du er vel kommen ud af Borgen: du skal aldrig med min Vilje komme ind i den igjen, saalænge jeg lever og raader; heller ikke skulde du have faaet Lov til at komme ind, hvis jeg havde tænkt, at du var saa sterk; thi du havde nær bragt os i stor Ulykke. Men jeg har kun fordreiet Synet for eder. Det var mig, som I traf i Skoven; dengang bandt jeg Nisteposen til med Hexebaand, saa at du ei kunde hitte paa at løse den op. Ethvert af de Slag, du slog med Hammeren, vilde have dræbt mig, hvis jeg ikke, uden at du merkede det, havde skudt den store Klippe imellem, som du saa ved min Hal; der saa du nu efter Slagene tre firkantede Dale, en dybere end de andre. Ligeledes med Idrætterne, I prøvede: Loke var sulten og aad godt; men Loge var fortærende Ild; derfor brændte han Kjød og Trug paa en Gang. Den Huge, med hvem Tjalve løb omkap, var min Hu eller Tanke; den maatte jo altid være hurtigst. Din Drik af Hornet var saa stort et Under, at jeg neppe troede mine egne Øine; thi den anden Ende laa ude i Havet, og naar du ser efter, vil du mærke, hvor meget det er sunket; det kaldes nu Fjærer. Da du løftede Katten, blev vi alle rædde; thi det var Midgards-Ormen, som ligger om alle Lande; men du hævede den saa høit, 16at den neppe med Hoved og Hale paa en Gang berørte Jorden. Taget med Elle var ogsaa et stort Under; thi de fleste pleier ganske at falde for hende (Elle ɔ: Ælde, Alderdom). Nu skal vi skilles ad, og bedst er det for os begge, at I ei kommer igjen; thi jeg vil altid vide at værge mig med lignende Kunster.“ Tor hævede Hammeren og vilde slaa Utgarde-Loke; men med et var han borte. Heller ikke kunde han faa Øie paa Borgen; derfor maatte han vende om igjen til Trudvang.

P. A. Munch.