10

Tor, Tordenguden, var Jotnernes ivrigste Bekjæmper; men det lykkedes ham dog ikke altid at seire over dem. Engang kjørte han afsted til Jotunheim med sine Bukke, og Loke fulgte ham; de overnattede hos en Bonde. Her slagtede Tor begge sine Bukke, flaaede dem og lod dem koge; han indbød ogsaa Bonden med hans Kone, Søn og Datter til at spise med sig, men bad dem kaste alle Benene fra sig paa Bukkeskindene. Dette gjorde de og, undtagen Tjalve, Bondens Søn, der knækkede et Laarben for at faa Marven. Tidlig i Otten stod Tor op og klædte sig paa, løftede Mjølner i Veiret og indviede Bukkeskindene med den; strax stod Bukkene lyslevende op; men den ene var halt paa Bagbenet. Nu kunde Tor skjønne, at Bonden eller hans Husfolk ikke havde faret varsomt med Benene, og at Laarbenet var brækket; han blev skrækkelig vred, trak Øienbrynene sammen og holdt saa fast om Hammerskaftet, at Knogerne blev hvide. Bonden blev saa ræd, at han nær havde opgivet Aanden alene ved Tors Øiekast; han kastede sig for hans Fødder med alle sine, bad om Naade og tilbød i Bod alt, hvad han eiede. Da Tor saa deres Skræk, gik Heftigheden over, og han lod sig formilde. Han modtog til Erstatning Bondens tvende Børn, Sønnen Tjalve og Datteren Roskva, og siden den Tid følger de ham altid som hans 11lydige Tjenere. Tor lod Bukkene staa hos Bonden og fortsatte sin Reise til Jotunheim. Han kom lige til det dybe Hav, svømmede derover og gik i Land med sine Følgesvende. Snart kom de i en stor Skov og gik gjennem den hele Dagen, lige til det blev mørkt. Tjalve var meget rask til Fods og bar Tors Nistepose; thi der var ikke stor Føde at finde paa Veien. Da det var mørkt, søgte de efter Natteherberge og fandt en meget stor Stue, hvor Indgangen var paa den ene Ende og lige saa bred som hele Stuen. Der gik de ind og lagde sig til at sove. Ved Midnatstid blev der saa forfærdeligt et Jordskjælv, at Huset rystede; derfor vækkede Tor sine Reisefæller og lod dem gaa ind i et Sidehus, som de fandt midt paa Stuevæggen; men selv satte han sig ved Døren med Mjølner i Haanden og hørte en svær Larm og Brag. Da det dagedes, gik han ud og saa en uhyre stor Mand ligge og snorke tæt ved ham i Skoven; da tyktes han nok at skjønne, hvorfra Larmen kom. Han spændte Styrkebeltet om sig; men i det samme vaagnede Manden; og fortælles der, at Tor denne ene Gang betænkte sig paa at slaa til. Derimod spurgte han Manden om hans Navn; han sagde: „Jeg heder Skryme, og ikke behøver jeg at spørge dig om dit Navn; thi jeg ved, at du er Aasa-Tor; men hvor har du gjort af min Handske?“ Skryme bukkede sig for at tage Handsken op, og da saa Tor, at det, som han om Natten ansaa for en Stue, kun var Skrymes Handske, og at Sidehuset var Tommelfingeren deri. „Skal vi følges ad?“ spørger Skryme. „Ja,“ sagde Tor. De spiste først Døgurd hver for sig, Skryme af sin Madpose og Tor med sine Reisefæller af sin; siden foreslog Skryme, at de skulde spise tilsammen; Tor sagde ja dertil, og Skryme bandt nu hele Nisten, baade deres og sin, sammen i en eneste Pose. Den tog han paa Ryggen, gik foran om Dagen med svære Skridt og udvalgte om Aftenen Natteleie under en stor Eg. „Her vil jeg lægge mig til at sove,“ sagde han, „men I kan tage Nisteposen og holde Nadverd.“ Skryme sovnede strax og snorkede vældig; men Tor gav sig ifærd med at knytte op Nisteposen, hvilket dog slet ikke vilde lykkes ham; da han længe havde prøvet forgjæves, blev han vred, greb Mjølner med 12begge Hænder og slog Skryme med den i Hovedet. Skryme vaagnede og spurgte kun, om der faldt et Løvblad paa hans Hoved; „har I spist nu.“ lagde han til. „Ja,“ sagde Tor, „nu skal vi lægge os.“ Midt om Natten hørte Tor atter, at Skryme snorkede, saa det dundrede i Skoven; da gik han til ham, løftede Hammeren høit op og slog ham i Issen, saa at Nebbet sank dybt ind i Hovedet. Skryme vaagner og siger: „Hvad nu? faldt et Agern i mit Hoved? hvorledes har du det, Tor?“ Tor skyndte sig bort og sagde, at han nu nys var vaagnet, og at det endnu var Midnat. „Kunde jeg nu blot slaa ham et tredje Slag,“ tænkte Tor, „saa skulde han aldrig tiere se Dagens Lys;“ han passede paa, indtil Skryme igjen var sovnet ind lidt før Dag, løb saa hen til ham og slog ham af alle Kræfter i Tindingen, saa at Hammeren sank i lige til Skaftet. Skryme satte sig op, strøg sig om Kinden og sagde: „Sidder der Fugle i Træet ovenover mig? der faldt nok noget Kvas ned af Grenene paa mit Hoved. Er du vaagen, Tor? nu er det passe Tid at staa op, og I har nu ikke langt til Borgen Utgard. Jeg har hørt eder hviske mellem eder, at jeg ikke var saa liden af Væxt; men I skal nok faa større Mænd at se, naar I kommer til Utgard. Jeg vil ellers give eder et godt Raad: bær eder ikke alt for storsnudet ad; thi Utgarde-Lokes Hirdmænd taaler intet Skryderi af saadanne Smaadrenge; i andet Fald maa I vende om igjen, og det er vist ogsaa det bedste for eder. Men vil I endelig videre frem, saa gaa mod Østen; min Vei er nordefter til hine Fjelde, som I ser.“ Dermed tog Skryme Nisteposen, kastede den paa Ryggen og gik ind i Skoven; og glade var Æserne over, at de blev ham kvit.

Tor og hans Reisefæller gik fremad lige til Middag; da saa de en Borg paa Sletten; men de maatte sætte Nakken lige ned i Ryggen for at se over den. Borgeledet var stængt med en Grind, som de ei kunde lukke op; men de krøb ind imellem Spærrerne og saa en stor Hal; til den gik de. Døren stod aaben; de gik ind og saa mange Mænd, alle sammen tilbørlig store, siddende paa to Bænke. Der var ogsaa Kongen selv, Utgarde-Loke, og de hilste ham; men han smilede haanlig og spurgte, om denne lille Dreng var Ake-Tor; „du er vist større, end du lader til,“ sagde 13han, „og hvad Idræt forstaar vel I Reisefæller eder paa? Her hos os maa ingen være, som ikke kan en eller anden Kunst fremfor alle andre.“ Loke gik bagerst; han sagde: „En Idræt kan jeg, som jeg strax er færdig at prøve: der er vist ingen her, som kan spise hurtigere end jeg.“ „Det skal vi strax friste,“ svarede Utgarde-Loke og bad en Mand ved Navn Loge gaa frem paa Bænke-Enden midt paa Gulvet for at kapspise med Loke. Man bar et Trug ind, fuldt af Kjød, og satte det paa Gulvet; Loke og Loge satte sig ned ved hver sin Ende og spiste af alle Kræfter; de mødtes midt i Truget; men da havde Loke kun spist Kjødet, Loge derimod Kjødet, Benene og Truget med. Saaledes havde da Loke tabt. „Hvad kan den unge Mand der?“ spurgte Utgarde-Loke. „Jeg vil prøve at løbe omkap med en,“ svarede Tjalve. „Da maa du være rap paa Foden,“ svarede Utgarde-Loke, gik ud paa Marken og bød en liden Fyr ved Navn Huge at løbe omkap med Tjalve. Ved det første Løb kom Huge saa langt foran, at han vendte sig om imod Tjalve ved Maalet. „Du maa lægge mere ud, Tjalve, hvis du vil vinde,“ sagde Utgarde-Loke, „skjønt rigtignok ikke nogen er kommen hid, som var fodrappere end du.“ Ved det andet Løb kom Huge allerede til Løbet og vendte sig om; da var der et langt Kolv-Skud til Tjalve. „Det er godt løbet,“ sagde Utgarde-Loke; „men neppe tror jeg, at Tjalve vinder nu, om I end forsøger tredje Gang.“ De løb paany, og da Huge kom til Maalet og vendte om igjen, var Tjalve ikke engang halvveis. Alle fandt nu, at denne Leg var nok prøvet. „Hvad Idrætter vil du vise os, Tor?“ sagde Utgarde-Loke, „saa stort Ry som der gaar om dine Storverk.“ „Jeg vil drikke omkap med en,“ sagde Tor. „Lad saa være,“ sagde Utgarde-Loke, gik ind i Hallen og bad sin Skutilsvend tage det store Horn, som Hirdmændene pleiede at drikke omkap af. „Det ansees for godt drukket,“ sagde Utgarde-Loke, „hvis nogen kan drikke det ud i et Drag; nogle drikker det ud i to; men ingen er saa daarlig til at drikke, at han ei kan tømme det i tre.“ Tor ser paa Hornet; han finder det just ikke saa stort, men temmelig langt; dog han er meget tørstig, sætter det for Munden, tager store Drag og tænker, at han ei skal 14behøve oftere at bøie sig mod Hornet. Men da han holdt op og saa efter, hvor meget der var drukket, forekom det ham, at han liden eller ingen Mon kunde se. „Du har drukket godt,“ sagde Utgarde-Loke, „men ikke overhaands meget; rigtignok havde jeg ikke troet, at Aasa-Tor ei kunde drikke sterkere, om nogen havde sagt mig det; men da ved jeg vist, at du tømmer det anden Gang.“ Tor svarer ikke, men tager saa langt et Drag, som det er ham muligt; alligevel vil slet ikke den anden Ende saa høit op, som han ønsker; da han holdt op, syntes han, at det var endnu mindre Mon at se end forhen; dog kunde man nu bære det uden at spilde. „Vil du drikke tredje Gang, saa har du gjemt det meste til sidst,“ siger Utgarde-Loke, „men er du ikke flinkere i andre Lege end denne, kan du ikke fortjene saa stort Navn hos os som hos Æserne.“ Tor blev vred, satte Hornet for Munden, drak af alle Livsens Kræfter og gjorde Draget saa langt som muligt; da han skulde se efter, var det dog sunket noget; alligevel vilde han ikke drikke mere. „Det er klart,“ sagde Utgarde-Loke, „at du slet ikke er saa stor en Mand, som vi tænkte; men vil du prøve flere Idrætter, siden det ikke nytter med denne?“ „Aa ja,“ svarer Tor, „men underligt skulde det være, om man hjemme hos Æserne vilde kalde dette daarlig drukket.“ „Vore unge Drenge har den Morskab,“ sagde Utgarde-Loke, „at løfte min Kat fra Jorden; det er rigtignok en Ubetydelighed, og jeg vilde ikke have foreslaaet Aasa-Tor noget saadant, hvis jeg ikke nu saa, at du langtfra er saa mægtig, som jeg tænkte.“ Der løb en graa, temmelig stor Kat frem paa Salsgulvet; Tor gik til, tog den med den ene Haand midt under Bugen og løftede den op: men eftersom Tor hævede Haanden, krummede Katten sig, og da Tor havde strakt Haanden op, saa langt han mægtede, lettede Katten blot paa den ene Fod. Saaledes fik Tor heller ikke udført denne Leg. Utgarde-Loke sagde, at det var noget, han kunde vide forud, da Tor var lav og liden imod de store Folk, som var der. „Lad en komme og tage Tag med mig, saa liden som I siger, jeg er,“ sagde Tor; „thi nu er jeg vred.“ „Alle herinde vilde lade haant om at brydes med dig,“ 15svarede Utgarde-Loke og saa sig omkring paa Bænkene; „men jeg vil kalde ind min gamle Fostermoder, Elle.“ Hun kom ind og begyndte at brydes med Tor; men jo haardere Tor tog fat, desto fastere stod hun; tilsidst begyndte hun at bruge Kneb, og Enden blev, at Tor faldt paa det ene Knæ. „Nu er det nok,“ sagde Utgarde-Loke; „Tor vil vist ikke byde flere herinde at tage Tag med ham.“ Derpaa viste han Tor og hans Reisefæller til Sæde; de forblev der om Natten og nød al mulig Gjæstfrihed.

Om Morgenen stod de op og gjorde sig reisefærdige. Utgarde-Loke kom til og lod sætte Bord for dem; der fik de fuldt op af Mad og Drikke. Dernæst begav de sig paa Veien. Utgarde-Loke fulgte dem ud af Borgen, og ved Afskeden spurgte han Tor, hvorledes han var fornøiet med sin Færd. Tor syntes, at han havde lidt stor Skam og tog sig det meget nær, at man skulde kalde ham en usel Mand. „Nu skal jeg sige dig Sandheden,“ sagde Utgarde-Loke, „siden du er vel kommen ud af Borgen: du skal aldrig med min Vilje komme ind i den igjen, saalænge jeg lever og raader; heller ikke skulde du have faaet Lov til at komme ind, hvis jeg havde tænkt, at du var saa sterk; thi du havde nær bragt os i stor Ulykke. Men jeg har kun fordreiet Synet for eder. Det var mig, som I traf i Skoven; dengang bandt jeg Nisteposen til med Hexebaand, saa at du ei kunde hitte paa at løse den op. Ethvert af de Slag, du slog med Hammeren, vilde have dræbt mig, hvis jeg ikke, uden at du merkede det, havde skudt den store Klippe imellem, som du saa ved min Hal; der saa du nu efter Slagene tre firkantede Dale, en dybere end de andre. Ligeledes med Idrætterne, I prøvede: Loke var sulten og aad godt; men Loge var fortærende Ild; derfor brændte han Kjød og Trug paa en Gang. Den Huge, med hvem Tjalve løb omkap, var min Hu eller Tanke; den maatte jo altid være hurtigst. Din Drik af Hornet var saa stort et Under, at jeg neppe troede mine egne Øine; thi den anden Ende laa ude i Havet, og naar du ser efter, vil du mærke, hvor meget det er sunket; det kaldes nu Fjærer. Da du løftede Katten, blev vi alle rædde; thi det var Midgards-Ormen, som ligger om alle Lande; men du hævede den saa høit, 16at den neppe med Hoved og Hale paa en Gang berørte Jorden. Taget med Elle var ogsaa et stort Under; thi de fleste pleier ganske at falde for hende (Elle ɔ: Ælde, Alderdom). Nu skal vi skilles ad, og bedst er det for os begge, at I ei kommer igjen; thi jeg vil altid vide at værge mig med lignende Kunster.“ Tor hævede Hammeren og vilde slaa Utgarde-Loke; men med et var han borte. Heller ikke kunde han faa Øie paa Borgen; derfor maatte han vende om igjen til Trudvang.

P. A. Munch.

10

Tor, Tordenguden, var Jotnernes ivrigste Bekjæmper; men det lyktes ham dog ikke alltid å seire over dem. Engang kjørte han av sted til Jotunheim med sine Bukke, og Loke fulgte ham; de overnattet hos en bonde. Her slagtede Tor begge sine Bukke, flådde dem og lot dem koke; han innbød også bonden med hans kone, sønn og datter til å spise med seg, men bad dem kaste alle Benene fra seg på Bukkeskindene. Dette gjorde de og, unntagen Tjalve, Bondens sønn, der knækkede et lårben for å få margen. Tidlig i Otten stod Tor opp og kledde seg på, løftet Mjølner i været og indviede Bukkeskindene med den; straks stod bukkene lyslevende opp; men den ene var halt på bakbenet. Nå kunne Tor skjønne, at bonden eller hans Husfolk ikke hadde faret varsomt med Benene, og at lårbenet var brekket; han ble skrekkelig vred, trakk øyenbrynene sammen og holdt så fast om Hammerskaftet, at Knogerne ble hvite. Bonden ble så redd, at han nær hadde oppgitt Aanden alene ved Tors Øiekast; han kastet seg for hans føtter med alle sine, bad om nåde og tilbød i Bod alt, hva han eide. Da Tor så deres skrekk, gikk heftigheten over, og han lot seg formilde. Han mottok til erstatning Bondens tvende barn, sønnen Tjalve og datteren Roskva, og siden den tid følger de ham alltid som hans 11lydige tjenere. Tor lot bukkene stå hos bonden og fortsatte sin reise til Jotunheim. Han kom like til det dype hav, svømte derover og gikk i land med sine følgesvenner. Snart kom de i en stor skog og gikk gjennom den hele dagen, like til det ble mørkt. Tjalve var meget rask til fots og bar Tors Nistepose; thi der var ikke stor føde å finne på veien. Da det var mørkt, søkte de etter natteherberge og fant en meget stor stue, hvor inngangen var på den ene ende og like så bred som hele stuen. Der gikk de inn og la seg til å sove. Ved midnattstid ble der så forferdelig et jordskjelv, at huset rystet; derfor vækkede Tor sine reisefeller og lot dem gå inn i et Sidehus, som de fant midt på stueveggen; men selv satte han seg ved døren med Mjølner i hånden og hørte en svær larm og brak. Da det dagedes, gikk han ut og så en uhyre stor mann ligge og snorke tett ved ham i skogen; da tyktes han nok å skjønne, hvorfra larmen kom. Han spente styrkebeltet om seg; men i det samme våknet mannen; og fortelles der, at Tor denne ene gang betenkte seg på å slå til. Derimot spurte han mannen om hans navn; han sa: „Jeg heter Skryme, og ikke behøver jeg å spørre deg om ditt navn; thi jeg vet, at du er Aasa-Tor; men hvor har du gjort av min hanske?“ Skryme bukket seg for å ta hansken opp, og da så Tor, at det, som han om natten anså for en stue, kun var Skrymes hanske, og at Sidehuset var tommelfingeren deri. „Skal vi følges ad?“ spør Skryme. „Ja,“ sa Tor. De spiste først Døgurd hver for seg, Skryme av sin matpose og Tor med sine reisefeller av sin; siden foreslo Skryme, at de skulle spise tilsammen; Tor sa ja dertil, og Skryme bandt nå hele nisten, både deres og sin, sammen i en eneste pose. Den tok han på ryggen, gikk foran om dagen med svære skritt og utvalgte om Aftenen natteleie under en stor Eg. „Her vil jeg legge meg til å sove,“ sa han, „men dere kan ta Nisteposen og holde Nadverd.“ Skryme sovnet straks og snorket veldig; men Tor ga seg ifærd med å knytte opp Nisteposen, hvilket dog slett ikke ville lykkes ham; da han lenge hadde prøvet forgjeves, ble han vred, grep Mjølner med 12begge hender og slo Skryme med den i hodet. Skryme våknet og spurte kun, om der falt et løvblad på hans hode; „har dere spist nå.“ la han til. „Ja,“ sa Tor, „nå skal vi legge oss.“ Midt om natten hørte Tor atter, at Skryme snorket, så det dundret i skogen; da gikk han til ham, løftet Hammeren høyt opp og slo ham i issen, så at nebbet sank dypt inn i hodet. Skryme våkner og sier: „Hva nå? falt et Agern i mitt hode? hvorledes har du det, Tor?“ Tor skyndte seg bort og sa, at han nå nys var våknet, og at det ennå var midnatt. „Kunne jeg nå blot slå ham et tredje slag,“ tenkte Tor, „så skulle han aldri tiere se Dagens lys;“ han passet på, inntil Skryme igjen var sovnet inn litt før Dag, løp så hen til ham og slo ham av alle krefter i tinningen, så at Hammeren sank i like til skaftet. Skryme satte seg opp, strøk seg om kinnen og sa: „Sitter der fugler i treet ovenover meg? der falt nok noe kvas ned av grenene på mitt hode. Er du våken, Tor? nå er det passe tid å stå opp, og dere har nå ikke langt til Borgen Utgard. Jeg har hørt dere hviske mellom dere, at jeg ikke var så liten av vekst; men dere skal nok få større menn å se, når dere kommer til Utgard. Jeg vil ellers gi dere et godt råd: bær dere ikke alt for storsnutet ad; thi Utgarde-Lokes hirdmenn tåler intet skryteri av sådanne Smaadrenge; i annet fall må dere vende om igjen, og det er vist også det beste for dere. Men vil dere endelig videre frem, så gå mot Østen; min vei er nordefter til hine fjell, som dere ser.“ Dermed tok Skryme Nisteposen, kastet den på ryggen og gikk inn i skogen; og glade var æsene over, at de ble ham kvit.

Tor og hans reisefeller gikk fremad like til middag; da så de en Borg på Sletten; men de måtte sette nakken like ned i ryggen for å se over den. Borgeledet var stengt med en grind, som de ei kunne lukke opp; men de krøp inn imellom sperrene og så en stor Hal; til den gikk de. Døren stod åpen; de gikk inn og så mange menn, alle sammen tilbørlig store, sittende på to Bænke. Der var også Kongen selv, Utgarde-Loke, og de hilste ham; men han smilte hånlig og spurte, om denne lille dreng var Ake-Tor; „du er vist større, enn du lader til,“ sa 13han, „og hva idrett forstår vel dere reisefeller dere på? Her hos oss må ingen være, som ikke kan en eller annen kunst fremfor alle andre.“ Loke gikk bakerst; han sa: „En Idræt kan jeg, som jeg straks er ferdig å prøve: der er vist ingen her, som kan spise hurtigere enn jeg.“ „Det skal vi straks friste,“ svarte Utgarde-Loke og bad en mann ved navn Loge gå frem på Bænke-Enden midt på gulvet for at kapspise med Loke. Man bar et Trug inn, fullt av kjøtt, og satte det på gulvet; Loke og Loge satte seg ned ved hver sin ende og spiste av alle krefter; de møttes midt i trauet; men da hadde Loke kun spist kjøttet, Loge derimot kjøttet, Benene og trauet med. Således hadde da Loke tapt. „Hva kan den unge mann der?“ spurte Utgarde-Loke. „Jeg vil prøve å løpe om kapp med en,“ svarte Tjalve. „Da må du være rap på foten,“ svarte Utgarde-Loke, gikk ut på marken og bød en liten fyr ved navn Huge å løpe om kapp med Tjalve. Ved det første løp kom Huge så langt foran, at han vendte seg om imot Tjalve ved målet. „Du må legge mer ut, Tjalve, hvis du vil vinne,“ sa Utgarde-Loke, „skjønt riktignok ikke noen er kommet hit, som var fodrappere enn du.“ Ved det andre løp kom Huge allerede til Løbet og vendte seg om; da var der et langt kolv-skudd til Tjalve. „Det er godt løbet,“ sa Utgarde-Loke; „men neppe tror jeg, at Tjalve vinder nå, om dere enn forsøker tredje gang.“ De løp paany, og da Huge kom til målet og vendte om igjen, var Tjalve ikke engang halvveis. Alle fant nå, at denne Leg var nok prøvet. „Hva idretter vil du vise oss, Tor?“ sa Utgarde-Loke, „så stort ry som der går om dine storverk.“ „Jeg vil drikke om kapp med en,“ sa Tor. „La så være,“ sa Utgarde-Loke, gikk inn i hallen og bad sin Skutilsvend ta det store Horn, som hirdmennene pleide å drikke om kapp av. „Det anses for godt drukket,“ sa Utgarde-Loke, „hvis noen kan drikke det ut i et drag; noen drikker det ut i to; men ingen er så dårlig til å drikke, at han ei kan tømme det i tre.“ Tor ser på hornet; han finner det just ikke så stort, men temmelig langt; dog han er meget tørstig, setter det for munnen, tar store drag og tenker, at han ei skal 14behøve oftere å bøye seg mot hornet. Men da han holdt opp og så etter, hvor meget der var drukket, forekom det ham, at han liten eller ingen Mon kunne se. „Du har drukket godt,“ sa Utgarde-Loke, „men ikke overhaands meget; riktignok hadde jeg ikke trodd, at Aasa-Tor ei kunne drikke sterkere, om noen hadde sagt meg det; men da vet jeg vist, at du tømmer det annen gang.“ Tor svarer ikke, men tar så langt et drag, som det er ham mulig; allikevel vil slett ikke den annen ende så høyt opp, som han ønsker; da han holdt opp, syntes han, at det var enda mindre Mon å se enn forhen; dog kunne man nå bære det uten å spille. „Vil du drikke tredje gang, så har du gjemt det meste til sist,“ sier Utgarde-Loke, „men er du ikke flinkere i andre Lege enn denne, kan du ikke fortjene så stort navn hos oss som hos æsene.“ Tor ble vred, satte hornet for munnen, drakk av alle Livsens krefter og gjorde Draget så langt som mulig; da han skulle se etter, var det dog sunket noe; allikevel ville han ikke drikke mer. „Det er klart,“ sa Utgarde-Loke, „at du slett ikke er så stor en mann, som vi tenkte; men vil du prøve flere idretter, siden det ikke nytter med denne?“ „Aa ja,“ svarer Tor, „men underlig skulle det være, om man hjemme hos æsene ville kalle dette dårlig drukket.“ „Våre unge drenger har den morskap,“ sa Utgarde-Loke, „å løfte min katt fra jorden; det er riktignok en ubetydelighet, og jeg ville ikke ha foreslått Aasa-Tor noe sådant, hvis jeg ikke nå så, at du langtfra er så mektig, som jeg tenkte.“ Der løp en grå, temmelig stor katt frem på salsgulvet; Tor gikk til, tok den med den ene hånd midt under buken og løftet den opp: men ettersom Tor hevet hånden, krummet katten seg, og da Tor hadde strakt hånden opp, så langt han maktet, lettede katten blot på den ene fot. Således fikk Tor heller ikke utført denne Leg. Utgarde-Loke sa, at det var noe, han kunne vite forut, da Tor var lav og liten imot de store folk, som var der. „La en komme og ta tak med meg, så liten som dere sier, jeg er,“ sa Tor; „thi nå er jeg vred.“ „Alle herinde ville la hånt om å brytes med deg,“ 15svarte Utgarde-Loke og så seg omkring på benkene; „men jeg vil kalle inn min gamle Fostermoder, Elle.“ Hun kom inn og begynte å brytes med Tor; men jo hårdere Tor tok fat, desto fastere stod hun; til sist begynte hun å bruke knep, og Enden ble, at Tor falt på det ene kne. „Nå er det nok,“ sa Utgarde-Loke; „Tor vil vist ikke by flere herinde å ta tak med ham.“ Derpå viste han Tor og hans reisefeller til sete; de forble der om natten og nød all mulig gjestfrihet.

Om morgenen stod de opp og gjorde seg reisefærdige. Utgarde-Loke kom til og lot sette bord for dem; der fikk de fullt opp av mat og drikke. Dernest begav de seg på veien. Utgarde-Loke fulgte dem ut av Borgen, og ved avskjeden spurte han Tor, hvorledes han var fornøyet med sin ferd. Tor syntes, at han hadde lidt stor skam og tok seg det meget nær, at man skulle kalle ham en usel mann. „Nå skal jeg si deg sannheten,“ sa Utgarde-Loke, „siden du er vel kommet ut av Borgen: du skal aldri med min vilje komme inn i den igjen, så lenge jeg lever og råder; heller ikke skulle du ha fått lov til å komme inn, hvis jeg hadde tenkt, at du var så sterk; thi du hadde nær brakt oss i stor ulykke. Men jeg har kun fordreiet synet for dere. Det var meg, som dere traff i skogen; dengang bandt jeg Nisteposen til med heksebånd, så at du ei kunne hitte på å løse den opp. Ethvert av de slag, du slo med Hammeren, ville ha drept meg, hvis jeg ikke, uten at du merket det, hadde skudt den store klippe imellom, som du så ved min Hal; der så du nå etter slagene tre firkantede daler, en dypere enn de andre. Likeledes med idrettene, dere prøvede: Loke var sulten og åt godt; men Loge var fortærende ild; derfor brente han kjøtt og Trug på en gang. Den Huge, med hvem Tjalve løp om kapp, var min hu eller tanke; den måtte jo alltid være hurtigst. Din drikk av hornet var så stort et under, at jeg neppe trodde mine egne øyne; thi den annen ende lå ute i havet, og når du ser etter, vil du merke, hvor meget det er sunket; det kalles nå fjærer. Da du løftet katten, ble vi alle redde; thi det var Midgards-Ormen, som ligger om alle land; men du hevet den så høyt, 16at den neppe med hode og hale på en gang berørte jorden. Taget med Elle var også et stort under; thi de fleste pleier ganske å falle for henne (Elle ɔ: Ælde, alderdom). Nå skal vi skilles ad, og best er det for oss begge, at dere ei kommer igjen; thi jeg vil alltid vide å verge meg med lignende kunster.“ Tor hevet Hammeren og ville slå Utgarde-Loke; men med et var han borte. Heller ikke kunne han få Øye på Borgen; derfor måtte han vende om igjen til Trudvang.

P. A. Munch.