Æslet fandt engang en stor Skat, der laa skjult under en Drage, som var død af Hunger, fordi den ikke vilde forlade Skatten. Æslet lod sig derpaa udmaie med kostelige Klæder og Smykker. Da Dyr og Fugle belo Æslet for denne Daarskab, mente en Jagthund, at intet kunde være fornuftigere gjort, saasom intet andet Dyr mere tiltrængte udvortes Smykke. „Thi“ — sagde den — „man maler Vægge, som er af Træ og Ler, men ikke dem, som er af Marmor. Jeg tog ikke i Betænkning at gjøre det samme, hvis jeg var et Æsel.“
Uduelige og foragtelige Mennesker behøver mest at pynte sig; dette bekræfter jo ogsaa den daglige Erfaring.
Ludv. Holberg.