Da en Løve engang laa og sov i sit Leie, løb en Mus, som ikke anede, hvor den gik, over det mægtige Dyrs Snude og vækkede det. Løven slog sin Lab paa det lille, 6forskrækkede Dyr og var i Begreb med i et Nu at gjøre det af med det, da Musen i en ynkelig Tone bønfaldt den om at skaane den, da den ganske mod sit Vidende havde fornærmet den, og ikke at vanære sin hæderlige Klo ved et saa ubetydeligt Bytte. Løven smilede ved den lille Fanges Angest og var saa ædelmodig at lade den gaa. Nu hændtes det kort Tid derefter, at Løven paa sin Vandring i Skoven efter Bytte faldt i Jægernes Garn, og da den følte sig hildet uden Haab om at slippe, udstødte den et Brøl, som gjenlød gjennem hele Skoven. Musen, som gjenkjendte dens Røst, der havde sparet dens Liv, løb hen til Stedet og gav sig uden videre Omstændigheder til at gnave paa Knuden i det Reb, som bandt Løven, og satte i kort Tid det ædle Dyr i Frihed og overbeviste saaledes Løven om, at venlig Mildhed sjelden er spildt, og at ingen Skabning staar saa dybt under den anden, at den jo formaar at gjengjælde en Velgjerning.
Eft. Æsop, ved Chr. Winther.