En Araber havde faret vild i Ørkenen. I to Dage havde han ikke spist noget og var i Fare for at dø af Sult. Endelig traf han paa en af de Brønde, ved hvilke de reisende vander sine Kameler, og saa en liden Læderpose, der laa i Sandet. „Gud være lovet!“ sagde han, idet han tog den op og følte paa den; „det er, tror jeg, Dadler eller Nødder; hvor jeg skal vederkvæge og styrke mig paa dem!“ I dette glade Haab aabnede han Posen, saa, hvad den indeholdt, og raabte bedrøvet: „Ak, det er bare Perler!“

En araber hadde faret vill i ørkenen. I to dager hadde han ikke spist noe og var i fare for å dø av sult. Endelig traff han på en av de brønner, ved hvilke de reisende vanner sine kameler, og så en liten lærpose, der lå i Sandet. „Gud være lovet!“ sa han, idet han tok den opp og følte på den; „det er, tror jeg, Dadler eller nøtter; hvor jeg skal vederkvege og styrke meg på dem!“ I dette glade håp åpnet han posen, så, hva den inneholdt, og ropte bedrøvet: „Ak, det er bare Perler!“