Fa’r Thomas og Lubin, hans Ven,Ad næste By tilfods gik hen.Paa Veien Thomas fandt en Pung,Som af det røde Guld var tung;Og han med den paa Timen ned i Lommen.„Hei!“ raabte glad Lubin; „den være os velkommen!“„Os?“ svarte Thomas kold og mut,„Os er nok feil, mig maa det være.“Lubin med den Besked gik taus og slut;Men som de ud af Sletten komne ere,I Skoven Røvere de bliver var;Nu Thomas ræd, som han vel Aarsag har,Udbryder sitrende: „Det ude er med os!“„Nei!“ svarte nu Lubin: „Os er ei Ordet, kjære!Dig er en anden Sag; dig maa det være.“Han smutter ind i Krattet rask tilfodsOg bliver reddet;Men Thomas, som af Skræk ei komme kan af Stedet,Faar Røverne strax fat,Og han maa ud med fundne Skat.

Fa’r Thomas og Lubin, hans venn,Ad neste by tilfods gikk hen.På Veien Thomas fant en pung,Som av det røde gull var tung;Og han med den på timen ned i lommen.„Hei!“ ropte glad Lubin; „den være oss velkommen!“„Os?“ svarte Thomas kald og mut,„Os er nok feil, meg må det være.“Lubin med den Besked gikk taus og slut;Men som de ut av Sletten kommet er,I skogen røvere de blir var;Nå Thomas redd, som han vel årsak har,Utbryter sitrende: „Det ute er med oss!“„Nei!“ svarte nå Lubin: „Os er ei ordet, kjære!Deg er en annen Sag; deg må det være.“Han smutter inn i krattet rask tilfodsOg blir reddet;Men Thomas, som av skrekk ei komme kan av stedet,Får røverne straks fat,Og han må ut med funne skatt.