449

For modne Bær at sankeLøb Frants til Skoven hen;Der fandt han snart en Banke,Af Jordbær fuld var den.„Se, hvor det skinner rødt!Den hele grønne BakkeMed Jordbær er bestrø't!“

Saa raabte han og sankedDe Bær paa Høiens Rand;Af Fryd hans Hjerte banked,Hans Tænder løb i Vand;Men pludselig han saaEt Træ hist i det fjerneMed røde Frugter staa.

Saa underskjønt det smilte,Saa rødt det straalte der;Fra Jordbærhøien ilteHan til de skjønne Bær.— Det var en gammel Røn,Og store Klaser rødmedHøit i dens Krone grøn.

Han klatred op i Træet,Han byder sig til GjestOg faar et Hul paa Knæet,En Flænge i sin Vest;Men snart han ogsaa harDen allerstørste Klase,Som Træets Krone bar!

„Saa røde som Rubiner!Hvor skal de smage mig!“Men, hvilke sure Miner,Hvor fælt han skaber sig!Tilsidst han slænger henDen bedskeste blandt FrugterOg klatrer ned igjen.

„For sure Bær som disseMit Tøi spolert — o Ve!Skjend vanker der tilvisse,Naar Mor faar det at se!Dog har jeg til min TrøstDe Jordbær der; hvor herligJeg styre skal min Lyst!“

450Nu fort af alle KræfterTil Bakken; — men hvad sker?Det, som han søger efter,Det finder han ei mer!En halv Snes Drenge harHvert modent Bær afrevet,Og nu er Høien bar.

Slukøret hjem han iler,Da faar han Skjend af Mor,Og Faderen tilsmilerHam og et Varselsord:„Forkast ei mer, min Frants,Det gode, du har prøvet,For det, der kun har Glans!“

Fr. Schaldemose.

449

For modne bær å sankeLøp Frants til skogen hen;Der fant han snart en banke,Av Jordbær full var den.„Se, hvor det skinner rødt!Den hele grønne BakkeMed Jordbær er bestrø't!“

Så ropte han og sanketDe bær på høyens Rand;Av Fryd hans hjerte banked,Hans Tænder løp i vann;Men plutselig han såEt tre hist i det fjerneMed røde frukter stå.

Så underskjønt det smilte,Så rødt det strålte der;Fra Jordbærhøien ilteHan til de skjønne bær.— Det var en gammel Røn,Og store klaser rødmetHøyt i dens krone grønn.

Han klatret opp i treet,Han byr seg til gjestOg får et Hul på kneet,En flenge i sin vest;Men snart han også harDen allerstørste klase,Som Træets krone bar!

„Så røde som rubiner!Hvor skal de smake meg!“Men, hvilke sure miner,Hvor fælt han skaper seg!Til sist han slenger henDen bedskeste blant frukterOg klatrer ned igjen.

„For sure bær som disseMitt tøy spolert — o ve!Skjenn vanker der tilvisse,Når Mor får det å se!Dog har jeg til min trøstDe Jordbær der; hvor herligJeg styre skal min Lyst!“

450Nå fort av alle krefterTil bakken; — men hva skjer?Det, som han søker etter,Det finner han ei mer!En halv Snes drenger harHvert modent bær avrevet,Og nå er Høien bar.

Slukøret hjem han iler,Da får han skjenn av Mor,Og Faderen tilsmilerHam og et Varselsord:„Forkast ei mer, min Frants,Det gode, du har prøvet,For det, der kun har glans!“

Fr. Schaldemose.