Da Storsultanen af Tyrkiet en Fredag skulde i Kirke, kom en stakkels Fyr af hans Undersaatter med uredt Skjeg, flængede Klæder og hullede Tøfler, slog Armene ærbødig overkors og sagde: „Tror du ogsaa, stormægtigste Sultan, hvad den hellige Profet siger?“ Sultanen, som var en meget venlig Herre, sagde: „Ja, jeg tror, hvad Profeten siger.“ Den stakkels Mand blev ved: „Profeten siger i Alkoran: alle Muselmænd (det vil sige Muhamedaner) er Brødre. Herr Broder, vær nu saa god og del med mig din Arvelod.“ Dertil smilede Sultanen og tænkte: „Det var en ny Maade at bede om Almisse paa,“ og gav ham en blank Daler. Tyrken betragter Skillingen længe, først paa den ene og saa paa den 449anden Side. Tilsidst ryster han paa Hovedet og siger: „Herr Broder, hvad skal det sige? at give mig en lumpen Daler, da du dog har mere Guld og Sølv, end hundrede Mulæsler kan bære, og mine Børn der hjemme sulter, saa Neglene bliver blaa, og paa mig selv er Munden lige ved at gro helt sammen. Kalder du det at dele broderlig?“ Men den venlige Sultan truede ad ham med Fingeren og sagde: „Herr Broder, lad dig nøie og sig endda ikke til nogen, hvor meget jeg har givet dig; thi vor Familie er stor, og naar alle vore andre Brødre ogsaa kommer og vil have sin Arvedel af mig, saa vil det ikke slaa til, og du kommer til at give noget tilbage.“ Det kunde hans Herr Broder godt forstaa; han gik hen til Bageren og kjøbte sig et godt, stort Brød; men Sultanen gik til Kirken og forrettede sin Bøn.

Da Storsultanen av Tyrkiet en fredag skulle i kirke, kom en stakkels fyr av hans undersåtter med uredt skjegg, flængede klær og hullede tøfler, slo armene ærbødig overkors og sa: „Tror du også, stormægtigste Sultan, hva den hellige Profet sier?“ Sultanen, som var en meget vennlig Herre, sa: „Ja, jeg tror, hva profeten sier.“ Den stakkels mann ble ved: „Profeten sier i Alkoran: alle muselmenn (det vil si Muhamedaner) er brødre. Herr Broder, vær nå så god og del med meg din arvelodd.“ Dertil smilte sultanen og tenkte: „Det var en ny måte å bede om almisse på,“ og ga ham en blank daler. Tyrken betrakter skillingen lenge, først på den ene og så på den 449annen side. Til sist ryster han på hodet og sier: „Herr Broder, hva skal det si? å gi meg en lumpen daler, da du dog har mer gull og sølv, enn hundre mulesler kan bære, og mine barn der hjemme sulter, så neglene blir blå, og på meg selv er munnen like ved å gro helt sammen. Kaller du det å dele broderlig?“ Men den vennlige Sultan truet ad ham med fingeren og sa: „Herr Broder, la deg nøye og sig enda ikke til noen, hvor meget jeg har gitt deg; thi vår familie er stor, og når alle våre andre brødre også kommer og vil ha sin arvedel av meg, så vil det ikke slå til, og du kommer til å gi noe tilbake.“ Det kunne hans Herr Broder godt forstå; han gikk hen til bakeren og kjøpte seg et godt, stort brød; men sultanen gikk til kirken og forrettede sin Bøn.