I en Stad i Rusland boede for ikke længe siden en næsten 80 Aar gammel Kone. Hun eiede et lidet Hus og levede af at beverte Søfolk.
En Aften, da adskillige Skippere havde spist hos hende, fandt hun under Bordet en forseglet Pung med Penge i.
Hun formodede strax, at en af Skipperne maatte have glemt Pungen; men da Vinden imidlertid var bleven god, var de allerede afseilede, og det blev for det første ikke muligt at opdage Eiermanden.
Konen lagde derfor Pungen i sit Skab med det faste Forsæt at lade den ligge ganske urørt, indtil Eieren meldte sig.
Efter 7 Aars Forløb spiste atter den Skipper, der havde tabt Pungen, tilligemed nogle andre hos hende.
Under Maaltidet spurgte en af dem ham, om han før havde været her i Byen.
„Ja desværre!“ svarede han, „det har engang kostet mig 200 Daler.“
„Hvorledes det?“ spurgte de andre.
„Jeg har engang ladet en Pung med saamange Penge i ligge efter mig i en Kro.“
„Var Pungen forseglet?“ spurgte Konen, som sad i en Krog og var bleven opmerksom paa denne Samtale.
„Ja vist,“ svarede han, „jeg har endnu Signetet, som den var forseglet med.“
405Konen fandt, at det var det samme Segl som det paa Pungen. — „Nu,“ sagde hun, „saa kan han vel finde igjen, hvad han har tabt.“
„Finde det igjen? Nei, Mo’r! saa ærlig er Verden ikke mere. Tænk, det er allerede 7 Aar siden!“
Den ærlige Kone hentede derpaa Pungen ud af Skabet. „Ser han, at Ærlighed ikke er saa sjelden, som han tror,“ sagde hun og satte Pungen for ham paa Bordet. —