258

Dette særdeles vevre og livlige Dyr er udbredt over hele Jorden og udmerker sig overalt ved sin Lethed og Hurtighed i at springe og klatre. Den hos os almindelige, brune Ekorn, der bliver graa om Vinteren, lever næsten altid paa Trær, mellem hvis Grene den med Smidighed bevæger sig, springer lydløst og med Sikkerhed fra det ene Træ til det andet, ti til tolv Alen ad Gangen, og fra Trætoppe lige ned paa Jorden uden at tage Skade, alt ved Hjelp af de spidse Negle, de bøielige og fugtige Fodsaaler og den lange haarrige Hale. Under dens Bevægelser, som altid er livlige, hurtige og pudsige, ligesom Abernes, holder den Halen lige udstrakt, men opret langs ad Ryggen, naar den sidder stille paa Bagdelen. I denne Stilling holder den sig, naar den spiser, og bruger da Forlabberne til at holde Føden med. Nødder f. Ex., som er dens kjæreste Mad, knækker den ved at dreie dem hurtig rundt imellem Fortænderne, hvorved Skallet i nogle Sekunder gaar itu. Sit Rede har den i Trær, dannet af Kviste, Mos og Løv med et hvælvet Tag over og et eller to snevre Udgangshuller. Saasnart Vinteren nærmer sig, faar den travlt med at samle ind Straa, og i Vinterens Løb ligger den da ofte flere Dage efter hinanden ganske stille i sit Rede og lever af det indsamlede. Sine forskjellige Sindsbevægelser udtrykker den ved at pibe, knurre, hvæse eller ved at klaske med Tungen. I Skræk lyder dens Toner som „duk, duk,“ i veltilfreds Stemning som „mur.“

Ekorn lader sig let tæmme, og skjønt den er temmelig lunefuld og især om Vaaren gjerne vil bide, bliver den dog meget fortrolig og lader sig oplære til Kunststykker. Den skal endog af egen Drift være tilbøielig til at danse. I det mindste fortæller en troværdig Iagttager, at en Han og en 259Hun, som han holdt i Bur sammen, ofte opførte en Slags Dans ved paa en Gang at gjøre Spring til Siden med hinanden, dog Hannen høiere end Hunnen.

Den samme Mand havde ogsaa en ung Ekorn, som løb frit omkring. Da den engang bed ham, lod han, som han var vred paa den, og gav sig i nogen Tid ikke af med den. Den lod, som om den ikke merkede det, og holdt sig ligegyldig borte fra ham; men aldrig saasnart kaldte han igjen paa den, før den som sedvanligt sprang op paa hans Skulder og kjærtegnede ham, som om intet var forefaldt imellem dem. Ved Synet af en Hund eller Kat skalv den af Angst; men den tog snart Mod til sig og sprang trampende imod dem med korte Spring paa alle fire. Med en anden gammel Ekorn drev den altid Spøg, især ved at trække den ned af den Stol, som den krøb op paa for at komme til sit Bur; men tilsidst blev denne kjed af Spøgen og skambed den unge saaledes, at den døde.

En anden Mand havde en tam Ekorn, som løb efter ham, hvor han gik. Fra Skulderen, hvor den sedvanlig satte sig, sprang den i et Sæt op i et Træ og fulgte ham saaledes fra et Træ til et andet. Var den paa Jorden, og han viste den en Nød, klavrede den op ad ham, tog Nødden og skjulte sig med den i hans Barm.

258

Dette særdeles vevre og livlige dyr er utbredt over hele jorden og utmerker seg overalt ved sin letthet og hurtighet i å springe og klatre. Den hos oss alminnelige, brune ekorn, der blir grå om vinteren, lever nesten alltid på trær, mellom hvis grener den med smidighet beveger seg, springer lydløst og med sikkerhet fra det ene tre til det andre, ti til tolv alen ad gangen, og fra Trætoppe like ned på jorden uten å ta skade, alt ved hjelp av de spisse negler, de bøyelige og fuktige fotsåler og den lange haarrige hale. Under dens bevegelser, som alltid er livlige, hurtige og pudsige, likesom Abernes, holder den halen lige utstrakt, men opret langs ad ryggen, når den sitter stille på bakdelen. I denne stilling holder den seg, når den spiser, og bruker da forlabbene til å holde føden med. Nøtter f. Ex., som er dens kjæreste mat, knekker den ved å dreie dem hurtig rundt imellom fortennene, hvorved skallet i noen sekunder går itu. Sitt rede har den i trær, dannet av Kviste, Mos og løv med et hvelvet tak over og et eller to snevre utgangshull. Så snart vinteren nærmer seg, får den travlt med å samle inn strå, og i Vinterens løp ligger den da ofte flere dager etter hinannen ganske stille i sitt rede og lever av det indsamlede. Sine forskjellige sinnsbevegelser uttrykker den ved å pipe, knurre, hvese eller ved å klaske med tungen. I skrekk lyder dens toner som „duk, duk,“ i veltilfreds stemning som „mur.“

Ekorn lader seg lett temme, og skjønt den er temmelig lunefull og især om våren gjerne vil bite, blir den dog meget fortrolig og lader seg opplære til kunststykker. Den skal endog av egen drift være tilbøyelig til å danse. I det minste forteller en troverdig Iagttager, at en Han og en 259Hun, som han holdt i bur sammen, ofte oppførte en Slags dans ved på en gang å gjøre Spring til siden med hinannen, dog hannen høyere enn hunnen.

Den samme mann hadde også en ung ekorn, som løp fritt omkring. Da den engang bed ham, lot han, som han var vred på den, og ga seg i noen tid ikke av med den. Den lot, som om den ikke merket det, og holdt seg likegyldig borte fra ham; men aldri så snart kalte han igjen på den, før den som sedvanlig sprang opp på hans skulder og kjærtegnet ham, som om intet var forefalt imellom dem. Ved synet av en hund eller katt skalv den av Angst; men den tok snart mot til seg og sprang trampende imot dem med korte Spring på alle fire. Med en annen gammel ekorn drev den alltid spøk, især ved å trekke den ned av den stol, som den krøp opp på for å komme til sitt bur; men til sist ble denne kjed av spøken og skambet den unge således, at den døde.

En annen mann hadde en tam ekorn, som løp etter ham, hvor han gikk. Fra skulderen, hvor den sedvanlig satte seg, sprang den i et sett opp i et tre og fulgte ham således fra et tre til et annet. Var den på jorden, og han viste den en nød, klavrede den opp ad ham, tok nøtten og skjulte seg med den i hans Barm.