Kvagga og Zebra er begge stribede. Den første har større Lighed med Hesten, lader et Skrig høre, der ligner Hundens Gjøen og lader sig, om end med Vanskelighed, tæmme saaledes, at den baade kan bruges til at trække og til at ride paa. Den sidste har noget større Lighed med Æslet, er vanskeligere at tæmme, og de, som vil ride paa den, pleier da gjerne at lægge en Mundkurv paa den, fordi den ofte er bidsk og lumsk. Dens Stemme skal lyde, som naar en Sten kastes langs hen ad Isen. Om en saadan, som halvtæmmet holdtes paa en Gaard i Nærheden af Kap i Afrika, fortælles der, at den engang, da en engelsk Soldat havde sat sig for endelig at ville ride paa den, blev meget balstyrig, steilede, slog ud, kastede sig ned og vilde ikke reise sig igjen. Da han endelig drev den til at staa op, løb den med ham hen til en steil Flodbred, sprang derfra ligened 258i Floden og kastede ham af i Vandet. Han holdt sig imidlertid fast i Tøilen og kom i Land tilligemed Zebraen. Denne gik nu tilsyneladende rolig hen imod ham, nærmede sin Mund til hans Ansigt som for at vise ham Kjærtegn, men — bed paa en Gang det ene Øre af ham.
48. Kvagga og sebra.
Kvagga og sebra er begge stripede. Den første har større likhet med Hesten, lader et skrik høre, der ligner Hundens Gjøen og lader seg, om enn med vanskelighet, temme således, at den både kan brukes til å trekke og til å ride på. Den siste har noe større likhet med eslet, er vanskeligere å temme, og de, som vil ride på den, pleier da gjerne å legge en munnkurv på den, fordi den ofte er bidsk og lumsk. Dens stemme skal lyde, som når en Sten kastes langs hen ad isen. Om en sådan, som halvtemmet holdtes på en gård i nærheten av Kap i Afrika, fortelles der, at den engang, da en engelsk soldat hadde satt seg for endelig å ville ride på den, ble meget balstyrig, steilet, slo ut, kastet seg ned og ville ikke reise seg igjen. Da han endelig drev den til å stå opp, løp den med ham hen til en steil Flodbred, sprang derfra like 258ned i Floden og kastet ham av i vannet. Han holdt seg imidlertid fast i tøylen og kom i land tillikemed sebraen. Denne gikk nå tilsynelatende rolig hen imot ham, nærmet sin munn til hans ansikt som for å vise ham kjærtegn, men — bet på en gang det ene øre av ham.