157

Der var engang en fattig Mand, som boede i en Stue langt borte i Skoven og nærede sig ved Skytteri. Han havde en eneste Datter, der var særdeles smuk, og da Moderen tidlig var død, og Pigen nu allerede var halvvoxen, sagde hun, at hun vilde bort til Folk, saa hun kunde lære at fortjene sit Brød, hun ogsaa. „Ja, min Datter,“ sagde Faderen, „rigtignok har du ikke lært andet hos mig end at ribbe Fugl og stege; men du faar vel prøve at tjene for dit Brød alligevel.“ Saa gik da Pigen ud at bede om Tjeneste, og da hun havde gaaet en Stund, kom hun til Kongsgaarden. Der blev hun, og Dronningen syntes saa vel om hende, at de øvrige Terner blev ganske misundelige paa hende. De 158fandt derfor paa at sige til Dronningen, at Pigen havde sagt sig god for at spinde et Pund Lin i fire og tyve Timer, for Dronningen holdt særdeles meget af alle Slags Haandarbeider. „Ja, har du sagt det, skal du gjøre det,“ — sagde Dronningen til hende; „men lidt længere Tid kan du vel faa.“ Pigen, Stakkel, turde ikke sige, at hun aldrig havde spundet, men bad bare om et Kammer for sig selv; det fik hun, og derop blev baaret Rok og Lin. Her sad hun nu og græd og var bedrøvet og vidste ikke sin arme Raad; hun stellede med Rokken og snoede og dreiede paa den og vidste ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad; — hun havde aldrig før seet en Hjulrok engang.

Men som hun saaledes sad, kom der en gammel Kone ind til hende. „Hvad feiler dig, mit Barn?“ sagde hun. „Ak,“ svarede Pigen, „det kan vel ikke nytte, jeg siger dig det; du kan saa ikke hjelpe mig ligevel!“ „Der kan ingen vide det,“ sagde Konen. „Kan hænde, jeg turde vide Raad for det alligevel, jeg.“ „Ja, jeg kan jo sagtens sige hende det,“ tænkte Pigen og saa fortalte hun da, at Medtjenerne hendes havde sat ud, at hun havde sagt sig god for at spinde et Pund Lin i fire og tyve Timer; „og jeg, min Stakkel,“ sagde hun, „har aldrig i mine Dage seet en Hjulrok, end sige jeg skulde kunne spinde saa meget i et Jevndøgn.“ „Ja, det er det samme det, Barn,“ sagde Konen; „vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg spinde for dig, jeg, saa kan du gaa bort og lægge dig til at sove.“ Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre og gik hen og lagde sig.

Om Morgenen, da hun vaagnede, laa alt Linet spundet paa Bordet, og det saa pent og fint, at aldrig nogen havde seet saa jevnt og vakkert Garn. Dronningen blev meget glad over det vakre Garn, hun havde faaet, og holdt endnu mer af Pigen end før. Men herover blev de øvrige endnu misundeligere paa hende, og saa fandt de paa at sige til Dronningen, at nu havde hun sagt sig god for at væve det Garn, hun havde spundet, i fire og tyve Timer. Dronningen sagde igjen, at havde hun sagt det, saa skulde hun gjøre det; men om det ikke netop blev i fire og tyve Timer, saa kunde hun vel faa lidt længere Dag. Pigen turde heller 159ikke nu sige nei, men bad om et Kammer for sig selv, saa fik hun vel prøve. Der sad hun igjen og græd og bar sig ilde og vidste ikke, hvad hun skulde tage sig til; da kom der atter en gammel Kone ind og spurgte: „Hvad feiler dig, mit Barn?“ Pigen vilde først ikke ud med det; men endelig fortalte hun hende, hvad hun var saa sørgmodig for. „Ja,“ svarede Konen, „det er det samme, vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg væve for dig, saa kan du gaa bort og lægge dig til at sove.“ Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og saa gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Bunken paa Bordet, vævet saa tæt, som væves kunde. Pigen tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den vakre Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover blev de andre endda mere forbitrede paa hende og tænkte ikke paa andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende.

Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god for at sy op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige ens som før: Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sy; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sy for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen mere end gjerne, og siden gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen, da hun vaagnede, fandt hun Bunken, opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet. Saa vakker Søm havde aldrig nogen seet, og Skjorterne havde Navn og var fuldt færdige. Da Dronningen fik se det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; „for saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet,“ sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær som sit eget Barn. „Dersom du nu vil have Prinsen, saa skal du faa ham,“ sagde hun til Pigen, „for du behøver aldrig at leie bort nogen Ting; du kan sy og spinde og væve altsammen selv.“ Da Pigen var smuk, og Prinsen syntes vel om hende, blev der strax Bryllup. Men allerbedst Prinsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en 160gammel, styg Kjærring ind med en lang Næse — den var vist tre Alen lang.

Saa stod Bruden op og neiede og sagde: „God Dag, Moster!“ „Er det Moster til min Brud?“ sagde Prinsen. Ja, hun var da det. „Ja, saa faar hun vel sætte sig ind til Bordet da,“ sagde Prinsen; men baade han og de andre syntes, hun var fæl at sidde tilbords med.

Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind; hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig op og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prinsen spurgte igjen, om det var Moster til hans Brud. Begge svarede ja, og Prinsen sagde, at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig ind til Bordet.

Men aldrig før havde hun sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring med Øine saa store som Tallerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at se. Bruden reiste sig igjen og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prinsen bad ogsaa hende at sætte sig ind til Bordet; men glad var han ikke, og han tænkte ved sig selv: „Gud hjelpe mig for Mostre, min Brud har!“ Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: „Men hvorledes i al Verden kan da min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?“ „Det skal jeg nok sige dig,“ sagde den ene. „Jeg var ligesaa vakker, jeg, som Bruden din, da jeg var paa hendes Alder; men det, at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af, at jeg stødt og stadig har siddet og hakket og nikket med Spinding; saa har Næsen min tøiet sig, til den er bleven saa lang, som du nu ser den.“ „Og jeg,“ sagde den anden, „lige siden jeg var ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa Vævfjælen, og derved er min Bag bleven saa stor og hoven, som du nu ser.“ Saa sagde den tredje: „Lige fra jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet Nat og Dag; deraf er Øinene mine blevne saa fæle og røde, og nu er der ikke længer noget Raad for dem.“ „Ja, saa!“ sagde Prinsen, „det var vel, jeg fik vide det; for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller sy i sine Dage mer!“

J. Moe.

157

Der var engang en fattig mann, som bodde i en stue langt borte i skogen og næret seg ved Skytteri. Han hadde en eneste datter, der var særdeles smuk, og da moren tidlig var død, og piken nå allerede var halvvoksen, sa hun, at hun ville bort til folk, så hun kunne lære å fortjene sitt brød, hun også. „Ja, min datter,“ sa Faderen, „riktignok har du ikke lært annet hos meg enn å ribbe fugl og stege; men du får vel prøve å tjene for ditt brød allikevel.“ Så gikk da piken ut å bede om tjeneste, og da hun hadde gått en stund, kom hun til kongsgården. Der ble hun, og dronningen syntes så vel om henne, at de øvrige terner ble ganske misunnelige på henne. De 158fant derfor på å si til dronningen, at piken hadde sagt seg god for å spinne et pund Lin i fire og tyve timer, for dronningen holdt særdeles meget av alle Slags håndarbeider. „Ja, har du sagt det, skal du gjøre det,“ — sa dronningen til henne; „men litt lenger tid kan du vel få.“ Piken, Stakkel, turde ikke si, at hun aldri hadde spunnet, men bad bare om et kammer for seg selv; det fikk hun, og derop ble båret Rok og Lin. Her satt hun nå og gråt og var bedrøvet og visste ikke sin arme råd; hun stellede med rokken og snodde og dreide på den og visste ikke, hvorledes hun skulle bære seg ad; — hun hadde aldri før sett en Hjulrok engang.

Men som hun således satt, kom der en gammel kone inn til henne. „Hva feiler deg, mitt barn?“ sa hun. „Ak,“ svarte piken, „det kan vel ikke nytte, jeg sier deg det; du kan så ikke hjelpe meg likevel!“ „Der kan ingen vide det,“ sa konen. „Kan hænde, jeg turde vite råd for det allikevel, jeg.“ „Ja, jeg kan jo saktens si henne det,“ tenkte piken og så fortalte hun da, at Medtjenerne hennes hadde satt ut, at hun hadde sagt seg god for å spinne et pund Lin i fire og tyve timer; „og jeg, min Stakkel,“ sa hun, „har aldri i mine dager sett en Hjulrok, enn si jeg skulle kunne spinne så meget i et jevndøgn.“ „Ja, det er det samme det, barn,“ sa konen; „vil du kalle meg Moster på din hedersdag, skal jeg spinne for deg, jeg, så kan du gå bort og legge deg til å sove.“ Ja, det ville piken gjerne gjøre og gikk hen og la seg.

Om morgenen, da hun våknet, lå alt linet spunnet på bordet, og det så pent og fint, at aldri noen hadde sett så jevnt og vakkert garn. Dronningen ble meget glad over det vakre garn, hun hadde fått, og holdt enda mer av piken enn før. Men herover ble de øvrige enda misunneligere på henne, og så fant de på å si til dronningen, at nå hadde hun sagt seg god for å veve det garn, hun hadde spunnet, i fire og tyve timer. Dronningen sa igjen, at hadde hun sagt det, så skulle hun gjøre det; men om det ikke nettopp ble i fire og tyve timer, så kunne hun vel få litt lenger Dag. Piken turde heller 159ikke nå si nei, men bad om et kammer for seg selv, så fikk hun vel prøve. Der satt hun igjen og gråt og bar seg ilde og visste ikke, hva hun skulle ta seg til; da kom der atter en gammel kone inn og spurte: „Hva feiler deg, mitt barn?“ Piken ville først ikke ut med det; men endelig fortalte hun henne, hva hun var så sørgmodig for. „Ja,“ svarte konen, „det er det samme, vil du kalle meg Moster på din hedersdag, skal jeg veve for deg, så kan du gå bort og legge deg til å sove.“ Ja, det ville piken gjerne gjøre, og så gikk hun hen og la seg. Da hun våknet, lå bunken på bordet, vevet så tett, som veves kunne. Piken tok bunken og gikk ned til dronningen med, og hun ble meget glad over den vakre vev, hun hadde fått, og holdt enda mer av piken enn før. Men derover ble de andre enda mer forbitrede på henne og tenkte ikke på annet, enn hva de nå skulle finne på å si om henne.

Til sist fortalte de dronningen, at nå hadde hun sagt seg god for å sy opp vevbunken til skjorter i fire og tyve timer. Ja, det gikk like ens som før: Piken turde ikke si, at hun ikke kunne sy; hun kom igjen opp på et kammer for seg selv og satt der og gråt og var bedrøvet. Men så kom der atter en gammel kone til henne, som lovede å sy for henne, når piken ville kalle henne Moster på sin hedersdag; det lovede piken mer enn gjerne, og siden gjorde hun, som konen sa, og gikk hen og la seg til å sove. Om morgenen, da hun våknet, fant hun bunken, oppsydd til skjorter, liggende på bordet. Så vakker søm hadde aldri noen sett, og skjortene hadde navn og var fullt ferdige. Da dronningen fikk se det arbeide, ble hun så glad i sømmen, at hun slo hendene sammen; „for så vakker søm har jeg aldri hverken hatt eller sett,“ sa hun, og siden holdt hun piken så kjær som sitt eget barn. „Dersom du nå vil ha prinsen, så skal du få ham,“ sa hun til piken, „for du behøver aldri å leie bort noen ting; du kan sy og spinne og veve altsammen selv.“ Da piken var smuk, og prinsen syntes vel om henne, ble der straks bryllup. Men allerbedst prinsen vel hadde satt seg til Brudebordet med henne, kom der en 160gammel, stygg kjerring inn med en lang nese — den var vist tre alen lang.

Så stod bruden opp og neiet og sa: „God dag, Moster!“ „Er det Moster til min brud?“ sa prinsen. Ja, hun var da det. „Ja, så får hun vel sette seg inn til bordet da,“ sa prinsen; men både han og de andre syntes, hun var fæl å sitte til bords med.

Men rett som det var, så kom der igjen en gammel, stygg kjerring inn; hun hadde en bak så tykk og bred, at hun med nød og neppe kunne komme inn igjennom døren. Straks reiste bruden seg opp og hilste: „God dag, Moster!“ og prinsen spurte igjen, om det var Moster til hans brud. Begge svarte ja, og prinsen sa, at når så var, så fikk vel hun også sette seg inn til bordet.

Men aldri før hadde hun satt seg, så kom der atter en gammel, stygg kjerring med øyne så store som tallerkener og så røde og rinnende, at det var fælt å se. Bruden reiste seg igjen og hilste: „God dag, Moster!“ og prinsen bad også henne å sette seg inn til bordet; men glad var han ikke, og han tenkte ved seg selv: „Gud hjelpe meg for mostre, min brud har!“ Da han hadde sittet litt, kunne han ikke bare seg, men spurte: „Men hvorledes i all verden kan da min brud, som er så deilig, have så fæle og vanskapte mostre?“ „Det skal jeg nok si deg,“ sa den ene. „Jeg var likeså vakker, jeg, som bruden din, da jeg var på hennes alder; men det, at jeg har fått så lang nese, det kommer av, at jeg støtt og stadig har sittet og hakket og nikket med spinning; så har nesen min tøyet seg, til den er blitt så lang, som du nå ser den.“ „Og jeg,“ sa den annen, „like siden jeg var ung, har jeg sittet og skubbet frem og tilbake på Vævfjælen, og derved er min bak blitt så stor og hoven, som du nå ser.“ Så sa den tredje: „Like fra jeg var ganske liten, har jeg sittet og stirret og sydd natt og Dag; derav er øynene mine blitt så fæle og røde, og nå er der ikke lenger noe råd for dem.“ „Ja, så!“ sa prinsen, „det var vel, jeg fikk vite det; for kan folk bli så stygge og fæle av det, så skal da aldri min brud hverken spinne eller veve eller sy i sine dager mer!“

J. Moe.