130

Der var engang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden tre Sønner. Hvad de to ældste hed, det ved jeg ikke; men den yngste hed Per. Da Forældrene var døde, skulde Børnene arve dem; men der var ikke andet at faa end en Gryde, en Takke og en Kat. Den ældste, som skulde have det bedste, han tog Gryden: „naar jeg laaner bort Gryden, saa faar jeg altid Lov at skrabe den,“ sagde han; — den anden tog Takken: „for naar jeg laaner bort Takken, faar jeg altid en Smagelefse,“ sagde han; — men den yngste han havde ikke noget at vælge imellem; vilde han have noget, saa maatte det blive Katten. „Om jeg laaner Katten bort, saa faar jeg ikke noget for den, jeg,“ sagde han; „faar Katten lidt Melk, saa vil den have det selv. Men jeg vil tage den med mig ligevel; det er Synd, den skal gaa her og omkomme.“

Saa drog Brødrene ud i Verden for at prøve sin Lykke, og hver tog sin Vei; men da den yngste havde gaaet en Stund, sagde Katten: „Du skal nok faa Lige for det, du ikke vilde, jeg skulde blive igjen i den gamle Stuen og omkomme. Nu skal jeg gaa bort i Skoven, jeg, og faa fat paa nogle rare Dyr, saa skal du gaa op paa Kongsgaarden, som du ser der borte, til Kongen og sige, at du nok kommer med en liden Sending til ham. Naar han da spørger, hvem den er fra, skal du sige, den er fra han Herreper.“ — Ja, Per havde ikke ventet længe, saa kom Katten med et Rensdyr fra Skoven; den var fløien op i Hovedet paa Rensdyret, og da den havde sat sig imellem Hornene paa det, sagde den: „Gaar du nu ikke lige til Kongsgaarden, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Rensdyret turde da ikke andet. Da nu Per kom til Kongsgaarden, gik han ind i Kjøkkenet med Rensdyret og sagde: „Jeg kommer nok med en liden Sending til Kongen, jeg, om han ikke vil forsmaa den.“ Kongen kom ud i Kjøkkenet, og da han saa det store gilde Rensdyret, blev han meget glad. „Men kjære min Ven! hvem er det, som sender mig saa gjæv en Sending da?“ sagde Kongen. „Aa, den kommer nok fra han Herreper!“ sagde Gutten. „Han Herreper!“ 131sagde Kongen; „hvor skal jeg nu sige, han bor henne?“ for han syntes, det var Skam, at han ikke skulde kjende saa brav en Mand. Men det vilde Gutten slet ikke sige ham; han turde ikke det for Husbonden sin, sagde han. Saa gav Kongen Per mange Drikkepenge og bad ham hilse saa flittig hjemme og sige mange Tak for Sendingen.

Den anden Dag gik Katten igjen i Skoven og fløi op i Hovedet paa en Hjort, satte sig imellem Øinene paa den og truede den til at gaa til Kongsgaarden. Der gik Per ind i Kjøkkenet med den igjen og sagde, at han nok kom med en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaa den. Kongen blev endda gladere i Hjorten, end han havde været i Rensdyret, og spurgte igjen, hvem det var, som kunde skikke ham saa gjæv en Sending. „Den er nok fra ham Herreper,“ sagde Gutten; men da Kongen vilde vide, hvor Herreper boede, fik han samme Svar som Dagen før, og den Gang gav han Per endnu flere Drikkepenge.

Tredje Dagen kom Katten med et Elgsdyr. Da saa Per kom ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, sagde han, at han nok havde en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaa den. Kongen kom strax ud i Kjøkkenet, og da han fik se det store gilde Elgsdyret, blev han saa glad, at han ikke vidste, hvad Ben han skulde staa paa, og den Dag gav han Per endnu mange, mange flere Drikkepenge, det var vist hundrede Daler. Han vilde endelig vide, hvor han Herreper boede, og grov og spurgte baade om det ene og det andet; men Gutten sagde, at han slet ikke turde sige ham det for Husbonden sin, for han havde saa strengelig forbudt ham det. „Saa bed Herreper, at han besøger mig!“ sagde Kongen. Ja, det skulde Gutten gjøre, sagde han. Men da han kom ud af Kongsgaarden igjen og traf Katten, sagde Per: „Jo, du har stellet mig paa et godt Trav, du; nu vil Kongen, jeg skal besøge ham, og jeg har jo ikke andet end de Fillerne, jeg staar og gaar i.“ „Aa vær ikke bange for det,“ sagde Katten; „om tre Dage skal du faa Heste og Vogn og saa gilde Klæder, at Guldet skal dryppe af dig; saa kan du nok besøge Kongen. Men hvad du ser hos Kongen, skal du sige, du har det meget gildere og prægtigere hjemme; det maa du ikke glemme.“ 132Nei, det skulde nok Per komme i Hu, mente han. Da nu de tre Dage var over, kom Katten med Vogn og Heste og Klæder og alt, Per behøvede; altsammen var det saa gildt, at ingen havde seet sligt før; saa reiste han, og Katten sprang med. Kongen tog baade godt og vel imod ham; men hvad Kongen bød ham, og hvad han viste ham, sagde Per, det kunde være brav nok, men han havde det endda meget prægtigere og gildere hjemme. Kongen likte ikke dette mer end saa; men Per han blev ved sit, og tilsidst blev Kongen saa sindt, at han ikke kunde styre sig længer. „Nu vil jeg være med dig hjem,“ sagde Kongen, „og se, om det er sandt, at du har det saa meget bedre og gildere. Men lyver du, saa Gud naade dig, jeg siger ikke mere, jeg!“ „Jo du har stellet mig paa et godt Trav!“ sagde Per til Katten, „nu vil Kongen være med mig hjem; men mit Hjem, det er nok ikke greit at finde, det.“ „Aa bryd dig ikke om det,“ sagde Katten; „reis du bare efter, der jeg springer fore.“ Saa reiste de, først Per, som kjørte efter, der Katten løb fore, og saa Kongen med alle sine.

Da de nu havde kjørt et godt Stykke, kom de til en stor, diger Flok vakre Sauer; de havde Uld saa lang, at den næsten naaede Jorden. „Vil du sige, at den Sauflokken er hans Herreper, naar Kongen spørger dig, skal du faa denne Sølvskeen,“ sagde Katten til Gjæteren; den havde hun taget med sig fra Kongsgaarden. Ja det vilde han gjerne gjøre. Da saa Kongen kom, sagde han til Gjætergutten: „Nu har jeg aldrig seet saa stor, vakker en Sauflok! Hvem eier den, vesle Gutten min?“ „Det er nok hans Herreper,“ sagde Gutten.

Om lidt igjen kom de til en stor, stor Flok vakre, brandede Kjør; de var saa fede, at det glinsede i dem.“ „Vil du sige, at den Bølingen er Herrepers, naar Kongen spørger dig, skal du faa denne Sølvøsen,“ sagde Katten til Gjætergjenten. — Sølvøsen havde hun ogsaa taget med sig fra Kongsgaarden. — „Ja, gjerne det,“ sagde Gjætergjenten. Da saa Kongen kom, blev han rent forundret over den store, gilde Bølingen; for saa vakker en Bøling syntes han aldrig, han havde seet før, og saa spurgte han Gjenten, 133som gik og gjætede, hvem der eiede den brandede Buskapen der. „Aa, det er han Herreper!“ sagde Gjenten.

Saa reiste de lidt igjen, og saa kom de til en stor, stor Flok med Heste; det var de vakreste Heste, en kunde se, store og fede og sex af hver Let, baade røde og blakke og blaa. „Vil du sige, at den Hestedriften er Herrepers, naar Kongen spørger dig, skal du faa det Sølvstøbet,“ sagde Katten til Gjæteren. Støbet havde hun ogsaa taget med fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han nok, sagde Gutten. Da saa Kongen kom, blev han rent forundret over den store, gilde Hestedriften; for slige Heste havde han aldrig seet Mage til, sagde han. Han spurgte da Gjætergutten, hvem de røde og blakke og blaa Heste hørte til. „Det er nok hans Herreper,“ sagde Gutten.

Da de saa havde reist et drygt Stykke til, kom de til et Slot; først var der en Port af Messing, saa en af Sølv og saa en af Guld; selve Slottet var af Sølv og saa blankt, at det skar i Øinene, for Solen skinnede paa det, med det samme de kom. Der gik de ind, og der sagde Katten, at Per skulde sige, han boede. Indeni var Slottet endda prægtigere end udenpaa; Alting var af Guld, baade Stole og Bænke. Da Kongen nu havde gaaet omkring og beseet alt baade høit og lavt, blev han ganske skamfuld. „Jo, han Herreper har det gildere end jeg, det kan ikke nytte at negte det,“ sagde han; og saa vilde han til at reise igjen. Men Per bad ham bie-og spise til Aftens med sig, og det gjorde da Kongen; men sur og grætten var han hele Tiden. Medens de sad tilbords, kom Troldet, som eiede Slottet, og bankede paa Porten. „Hvem er det, som æder min Mad og drikker min Mjød som Svin herinde?“ raabte Troldet. Strax Katten hørte ham, løb hun ud til Porten. „Bi lidt, skal jeg fortælle dig, hvorledes Bonden bærer sig ad med Vinterrugen,“ sagde Katten; og saa fortalte hun vidt og bredt om Vinterrugen. „Først saa kjører Bonden Ageren sin,“ sagde hun; „saa gjødsler han, og saa kjører han den igjen.“ Med det samme saa randt Solen. „Se dig om, skal du se den vakre, deilige Jomfruen bag dig!“ sagde Katten til Troldet. Saa vendte Troldet sig, saa fik det se Solen, og saa sprak det.

134„Nu er alt dette dit,“ sagde Katten til Herreper, „nu skal du hugge Hovedet af mig, du; det er det eneste, jeg forlanger af dig for det, jeg har gjort imod dig.“ „Nei,“ sagde Herreper, „det vil jeg slet ikke gjøre.“ „Jo,“ sagde Katten, „gjør du ikke det, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Ja saa maatte da Herreper gjøre det, saa nødig han vilde; han hug Hovedet af Katten. Men med det samme blev hun til den deiligste Prinsesse, som nogen vilde se for sine Øine, saa Herreper blev ganske forlibt i hende. „Ja, denne Herlighed har været min før,“ sagde Prinsessen; „men Troldet der har forhexet mig, saa jeg maatte være Kat hos Forældrene dine. Nu faar du da gjøre det, du vil, om du vil tage mig til din Dronning eller ikke; for nu er du Konge over hele Riget,“ sagde Prinsessen. Aa jo, det kan vel hænde, at Herreper vilde have hende til Dronning. Saa blev der Bryllup og Gjestebud i otte Dage, og saa var jeg ikke længer med Herreper og Dronningen hans, jeg.

Jørgen Moe.

130

Der var engang et par fattige folk; de hadde ingen ting uten tre sønner. Hva de to eldste het, det vet jeg ikke; men den yngste het Per. Da foreldrene var døde, skulle barna arve dem; men der var ikke annet å få enn en gryte, en takke og en katt. Den eldste, som skulle ha det beste, han tok gryten: „når jeg låner bort gryten, så får jeg alltid Lov å skrape den,“ sa han; — den annen tok takken: „for når jeg låner bort takken, får jeg alltid en smakelefse,“ sa han; — men den yngste han hadde ikke noe å velge imellom; ville han ha noe, så måtte det bli katten. „Om jeg låner katten bort, så får jeg ikke noe for den, jeg,“ sa han; „får katten litt melk, så vil den ha det selv. Men jeg vil ta den med meg likevel; det er synd, den skal gå her og omkomme.“

Så drog brødrene ut i verden for å prøve sin lykke, og hver tok sin vei; men da den yngste hadde gått en stund, sa katten: „Du skal nok få like for det, du ikke ville, jeg skulle bli igjen i den gamle stuen og omkomme. Nå skal jeg gå bort i skogen, jeg, og få fat på noen rare dyr, så skal du gå opp på kongsgården, som du ser der borte, til Kongen og si, at du nok kommer med en liten sending til ham. Når han da spør, hvem den er fra, skal du si, den er fra han Herreper.“ — Ja, Per hadde ikke ventet lenge, så kom katten med et Rensdyr fra skogen; den var fløyen opp i hodet på Rensdyret, og da den hadde satt seg imellom hornene på det, sa den: „Går du nå ikke like til kongsgården, så klorer jeg øynene ut på deg.“ Rensdyret turde da ikke annet. Da nå Per kom til kongsgården, gikk han inn i kjøkkenet med Rensdyret og sa: „Jeg kommer nok med en liten sending til Kongen, jeg, om han ikke vil forsmå den.“ Kongen kom ut i kjøkkenet, og da han så det store gilde Rensdyret, ble han meget glad. „Men kjære min venn! hvem er det, som sender meg så gjev en sending da?“ sa Kongen. „Aa, den kommer nok fra han Herreper!“ sa gutten. „Han Herreper!“ 131sa Kongen; „hvor skal jeg nå si, han bor henne?“ for han syntes, det var skam, at han ikke skulle kjenne så brav en mann. Men det ville gutten slett ikke si ham; han turde ikke det for husbonden sin, sa han. Så ga Kongen Per mange drikkepenger og bad ham hilse så flittig hjemme og si mange takk for sendingen.

Den annen dag gikk katten igjen i skogen og fløy opp i hodet på en Hjort, satte seg imellom øynene på den og truet den til å gå til kongsgården. Der gikk Per inn i kjøkkenet med den igjen og sa, at han nok kom med en liten sending til Kongen, om han ikke ville forsmå den. Kongen ble enda gladere i hjorten, enn han hadde vært i Rensdyret, og spurte igjen, hvem det var, som kunne skikke ham så gjev en sending. „Den er nok fra ham Herreper,“ sa gutten; men da Kongen ville vite, hvor Herreper bodde, fikk han samme svar som dagen før, og den gang ga han Per enda flere drikkepenger.

Tredje dagen kom katten med et Elgsdyr. Da så Per kom inn i kjøkkenet i kongsgården, sa han, at han nok hadde en liten sending til Kongen, om han ikke ville forsmå den. Kongen kom straks ut i kjøkkenet, og da han fikk se det store gilde Elgsdyret, ble han så glad, at han ikke visste, hva Ben han skulle stå på, og den dag ga han Per ennå mange, mange flere drikkepenger, det var vist hundre daler. Han ville endelig vide, hvor han Herreper bodde, og grov og spurte både om det ene og det andre; men gutten sa, at han slett ikke turde si ham det for husbonden sin, for han hadde så strengelig forbudt ham det. „Så be Herreper, at han besøker meg!“ sa Kongen. Ja, det skulle gutten gjøre, sa han. Men da han kom ut av kongsgården igjen og traff katten, sa Per: „Jo, du har stellet meg på et godt trav, du; nå vil Kongen, jeg skal besøke ham, og jeg har jo ikke annet enn de fillene, jeg står og går i.“ „Aa vær ikke bange for det,“ sa katten; „om tre dager skal du få hester og vogn og så gilde klær, at gullet skal dryppe av deg; så kan du nok besøke Kongen. Men hva du ser hos Kongen, skal du si, du har det meget gildere og prektigere hjemme; det må du ikke glemme.“ 132Nei, det skulle nok Per komme i hu, mente han. Da nå de tre dager var over, kom katten med vogn og hester og klær og alt, Per behøvde; altsammen var det så gildt, at ingen hadde sett slikt før; så reiste han, og katten sprang med. Kongen tok både godt og vel imot ham; men hva Kongen bød ham, og hva han viste ham, sa Per, det kunne være brav nok, men han hadde det enda meget prektigere og gildere hjemme. Kongen likte ikke dette mer enn så; men Per han ble ved sitt, og til sist ble Kongen så sint, at han ikke kunne styre seg lenger. „Nå vil jeg være med deg hjem,“ sa Kongen, „og se, om det er sandt, at du har det så meget bedre og gildere. Men lyver du, så Gud nåde deg, jeg sier ikke mer, jeg!“ „Jo du har stellet meg på et godt trav!“ sa Per til katten, „nå vil Kongen være med meg hjem; men mitt hjem, det er nok ikke greit å finne, det.“ „Aa bryd deg ikke om det,“ sa katten; „reis du bare etter, der jeg springer fore.“ Så reiste de, først Per, som kjørte etter, der katten løp fore, og så Kongen med alle sine.

Da de nå hadde kjørt et godt stykke, kom de til en stor, diger Flok vakre sauer; de hadde ull så lang, at den nesten nådde jorden. „Vil du si, at den saueflokken er hans Herreper, når Kongen spør deg, skal du få denne sølvskjeen,“ sa katten til gjeteren; den hadde hun tatt med seg fra kongsgården. Ja det ville han gjerne gjøre. Da så Kongen kom, sa han til gjetergutten: „Nå har jeg aldri sett så stor, vakker en saueflokk! Hvem eier den, vesle gutten min?“ „Det er nok hans Herreper,“ sa gutten.

Om litt igjen kom de til en stor, stor Flok vakre, brannete Kjør; de var så feite, at det glinset i dem.“ „Vil du si, at den bølingen er Herrepers, når Kongen spør deg, skal du få denne Sølvøsen,“ sa katten til Gjætergjenten. — Sølvøsen hadde hun også tatt med seg fra kongsgården. — „Ja, gjerne det,“ sa Gjætergjenten. Da så Kongen kom, ble han rent forundret over den store, gilde bølingen; for så vakker en bøling syntes han aldri, han hadde sett før, og så spurte han Gjenten, 133som gikk og gjætede, hvem der eide den brannete buskapen der. „Aa, det er han Herreper!“ sa Gjenten.

Så reiste de litt igjen, og så kom de til en stor, stor Flok med hester; det var de vakreste hester, en kunne se, store og feite og seks av hver lett, både røde og blakke og blå. „Vil du si, at den hestedriften er Herrepers, når Kongen spør deg, skal du få det Sølvstøbet,“ sa katten til gjeteren. Støbet hadde hun også tatt med fra kongsgården. Ja, det ville han nok, sa gutten. Da så Kongen kom, ble han rent forundret over den store, gilde hestedriften; for slike hester hadde han aldri sett mage til, sa han. Han spurte da gjetergutten, hvem de røde og blakke og blå hester hørte til. „Det er nok hans Herreper,“ sa gutten.

Da de så hadde reist et drygt stykke til, kom de til et slott; først var der en port av messing, så en av sølv og så en av gull; selve slottet var av sølv og så blankt, at det skar i øynene, for solen skinte på det, med det samme de kom. Der gikk de inn, og der sa katten, at Per skulle si, han bodde. Inni var slottet enda prektigere enn utenpå; Alting var av gull, både Stole og Bænke. Da Kongen nå hadde gått omkring og besett alt både høyt og lavt, ble han ganske skamfull. „Jo, han Herreper har det gildere enn jeg, det kan ikke nytte å nekte det,“ sa han; og så ville han til å reise igjen. Men Per bad ham bie-og spise til aftens med seg, og det gjorde da Kongen; men sur og gretten var han hele tiden. Mens de satt til bords, kom trollet, som eide slottet, og banket på porten. „Hvem er det, som eter min mat og drikker min mjød som Svin herinde?“ ropte trollet. Straks katten hørte ham, løp hun ut til porten. „Bi litt, skal jeg fortelle deg, hvorledes bonden bærer seg ad med vinterrugen,“ sa katten; og så fortalte hun vidt og bredt om vinterrugen. „Først så kjører bonden åkeren sin,“ sa hun; „så gjødsler han, og så kjører han den igjen.“ Med det samme så rant solen. „Se deg om, skal du se den vakre, deilige Jomfruen bak deg!“ sa katten til trollet. Så vendte trollet seg, så fikk det se solen, og så sprak det.

134„Nå er alt dette ditt,“ sa katten til Herreper, „nå skal du hugge hodet av meg, du; det er det eneste, jeg forlanger av deg for det, jeg har gjort imot deg.“ „Nei,“ sa Herreper, „det vil jeg slett ikke gjøre.“ „Jo,“ sa katten, „gjør du ikke det, så klorer jeg øynene ut på deg.“ Ja så måtte da Herreper gjøre det, så nødig han ville; han hug hodet av katten. Men med det samme ble hun til den deiligste prinsesse, som noen ville se for sine øyne, så Herreper ble ganske forlibt i henne. „Ja, denne herlighet har vært min før,“ sa prinsessen; „men trollet der har forhekset meg, så jeg måtte være katt hos foreldrene dine. Nå får du da gjøre det, du vil, om du vil ta meg til din dronning eller ikke; for nå er du konge over hele riket,“ sa prinsessen. Aa jo, det kan vel hænde, at Herreper ville ha henne til dronning. Så ble der bryllup og gjestebud i åtte dager, og så var jeg ikke lenger med Herreper og dronningen hans, jeg.

Jørgen Moe.