Hør, Mons, du kan spare dig din Visit! —Vel er du min Ven, det merker du tidt;Thi skjønt du ofte spøger lidt frit,Kan jeg aldrig huske, at jeg har bidt;Og skjønt du har paa mit Teppe slidt,Jeg la’r dig dog bruge det ganske som dit!Men Venskab kan ogsaa gaa for vidt;Og min Mad den er min, og jeg har Appetit;Og nærmer du dig et eneste Skridt,Saa ser du Døren — og paa den bli’r du smidt.

G. Rode.

Hør, Mons, du kan spare deg din visitt! —Vel er du min venn, det merker du titt;Thi skjønt du ofte spøker litt fritt,Kan jeg aldri huske, at jeg har bitt;Og skjønt du har på mitt teppe slitt,Jeg la’r deg dog bruke det ganske som ditt!Men vennskap kan også gå for vidt;Og min mat den er min, og jeg har appetitt;Og nærmer du deg et eneste skritt,Så ser du døren — og på den bli’r du smidt.

G. Rode.