77

En smuk Sommerdag byggede en Flue sig et Rede i Sprækken af Vindueskarmen oppe i et Barnekammer; den lagde fire Æg i Redet, dækkede dem til med et lidet 78Tæppe, som den selv havde vævet, og forlod dem. Det blev Høst, og det blev Vinter, og Fluemor lagde sig til Ro mellem Støv og Skrammel bag Panelet, hvor den fik sig en lang Søvn, som varede i flere Maaneder. En varm Dag vaagnede den igjen og begyndte at strække sine Lemmer og at gnide hvert af sine otte forunderlige Øine. Da den havde otte Øine at aabne, tænker jeg nok, at det varede længe, inden den blev fuldkommen vaagen; men da den endelig var bleven det, tænkte den først og fremst paa Redet, som den havde bygget den foregaaende Sommer, og den fløi hen til Vinduet for at se, hvad der var blevet af Eggene, som den havde dækket saa omhyggelig til. De var meget forandrede, siden den sidst havde seet dem; thi der var først kommet fire smaa Orme ud af dem, og de fire Orme havde ikke alene spist op Tæppet og hele Redet, men ogsaa en Del af Træet paa Vindueskarmen, og da de var blevne kjede af at æde, var de faldne isøvn. Medens de sov, var de blevne bedækkede med et haardt, brunt Hylster, og netop samme Morgen, som deres Moder vaagnede, var Hylsteret brustet, og Ormene var blevne til fire vakre, raske Fluer. Deres Moder blev meget glad ved at se dem; den klappede dem hver især og vaskede deres Ansigter med en Svamp, som den bar under sin Fod; derpaa bestemte den, hvad de skulde hede. Den ældste fik Navnet Surre, fordi den gav en surrende Lyd fra sig, naar den talte; den anden syntes at skulle blive meget rask til at flyve, derfor blev den kaldt Vims; den tredje, som var slank og velskabt med vakre, gyldne Vinger, kaldte Moderen Guldvinge; og den fjerde blev kaldt Vigtig, fordi den føitede omkring og skabte sig, som om den ønskede at blive bemerket af alle.

Moderen til disse fire unge Fluer kunde ikke blive længe hos dem; thi neppe var den gaaet et halvt Snes Gange frem og tilbage paa Ruden, før den følte en heftig Smerte i alle sine Lemmer, og den merkede, at den vilde faa et slemt Anfald af Gigt. Sagen var den, at der ikke var blevet lagt i Kakkelovnen i Barnekammeret den Dag, og Fluemor begyndte at blive gammel. Den besluttede derfor, uden først at spørge Doktoren tilraads, at forlade 79sit Fødeland for at opsøge et varmere Klima, hvilket den haabede at finde i det store Værelse mod Syd, hvor gamle Bedstefader holder mest af at sidde, og hvor der altid er fuldt op af Fluer og Edderkopper. Før den begav sig paa Reisen, kaldte den imidlertid sine Børn til sig og gav dem nogle gode Raad og Formaninger.

„I er nu, mine kjære Børn, slupne ud i den vide Verden,“ sagde den, „I ved kun lidet om, hvor stor den er, eller hvilke merkelige og rædsomme Uhyrer der findes i den. Jeg har ikke selv været allevegne omkring; men jeg har dog været i flere forskjellige Lande, og jeg har fundet, at der i dem alle gives uendelig mange og store Farer for unge, uerfarne Fluer. Dette Barnekammer er maaske det sikreste Sted for eder, og derfor vil jeg raade eder til at blive her, indtil I bliver ældre og klogere. Her findes rigtignok nogle Børn; men de er gode og venlige; de har ikke sjelden lavet smaa Bække af sin Te, forat jeg skulde faa noget at drikke, og de har endog undertiden ladet mig slikke Sukkeret, der sad omkring deres Mund. Jeg tror ikke, at I behøver at være bange for dem; men her er en anden Skabning, som heder Edderkop; den er slet ikke saa stor som Børnene, men langt farligere; thi Børnene er nok store, men de har alligevel bare to Øine og to Fødder, og de har slet ingen Vinger. Jeg har aldrig seet dem spadsere op ad Vinduet eller langs hen ad Loftet, saa at det er let nok at undgaa dem; men Edderkoppen er ligesaa let og velskabt som vi; den har sex Ben og en Krans af klare Øine paa Toppen af sit Hoved, og uagtet den ikke har Vinger, har den det, der er værre, idet den nemlig forstaar at lade en Mængde hvide Traade gaa ud af sin Mund, og af disse Traade bygger den sig en Bolig. Vogt eder, mine kjære Børn, for nogensinde at gaa ind i denne Bolig; hvad der findes inden i den, er jeg ikke istand til at sige eder; jeg ved kun, at ingen Flue, som kommer derind, nogensinde slipper ud igjen. Om de bliver fastholdte som Fanger paa Livstid, eller det fæle Uhyre æder dem, er det mig umuligt at sige, og det gjør mig kun ondt at maatte tilføie, at en af disse grusomme Skabninger bor nogle faa Mile herfra paa den anden Side af Vinduet. Kom aldrig 80i dens Nærhed, hvis I paa nogen Maade kan undgaa det, og hvis det skulde ske, da maa I endelig flyve forbi i største Fart uden at standse et eneste Minut for at høre, hvad den siger. Dette er mit sidste Raad til eder; og saa Farvel, mine kjære Børn.“

Netop i samme Øieblik blev Døren til Barnekammeret lukket op; Fluemor benyttede Leiligheden til at forlade Værelset, og hverken jeg eller hendes Børn har nogensinde hørt fra den siden. Saasnart Moderen var borte, begyndte de unge Fluer at fare op og ned ad Vinduet.

„Hør, dette her er morsomt,“ sagde Vims; „Verden er rigtignok stor, det maa jeg tilstaa.“

„Og dette er bare det halve af den,“ sagde Surre; „men jeg har ikke tænkt at slaa mig til Ro, før jeg har seet det hele.“

„Hvad mig angaar,“ sagde Guldvinge, „da vil jeg blive rolig her indtil videre, som Moder sagde, vi skulde.“

„Men jeg,“ sagde Surre, „vil se saa meget som muligt; jeg er kjed af Vinduet, derfor Farvel!“

„Jeg,“ sagde Vigtig, „har tænkt at spadsere langs med den hvide Landevei, som gaar til den anden Side af Vinduet.“

„Men det er jo Veien til Edderkoppens Hus,“ svarede Surre; „det er vist bedst, at du ikke gaar derhen; tænk om den beder dig komme indenfor.“

„Hvis den gjør det, har jeg vel Lov til at sige nei, haaber jeg,“ sagde Vigtig; „jeg er fem Timer gammel og kan vel skjøtte mig selv.“

Surre for ind i Øret først paa den ene og saa paa den anden i Barnekammeret; derpaa stjal den lidt af Kanarifuglens Sukker og blev tilsidst siddende paa den lille Annas hvide Forklæde.

„Væk, væk!“ raabte den lille, og Surre for forfærdet bort; thi en saadan Lyd havde den ikke hørt før.

Derpaa satte den sig paa Haakons Næse; Haakon var ifærd med at regne og sagde derfor blot: „Væk fra Næsen, din kjedelige Flue.“ Og vips var Surre nede paa Tavlen.

81Den troede, at det var en stor, sort Have, og at Tallene var Gange, som den kunde løbe igjennem.

„Fireogtyve og ni er —?“ sagde Haakon. „Aa, jeg kan ikke holde mine Tanker samlede, naar den Flue løber omkring paa Tavlen min.“

Og han gav Surre et Slag med Griffelen, saa den haltede afsted i største Fart.

Men inden Haakon havde faaet udstuderet, at fireogtyve og ni er treogtredive, var Surre kommen paa Benene igjen og gav sig nu til at erte Øistein.

„Tante Helene, der er en Flue paa Bogen min!“

„Bryd dig ikke om Fluen, læs bare videre.“

Men Surre stod netop paa det Ord, som Øistein skulde læse, og han var nødt til at give den et dygtigt Puf for at faa den bort.

Surre var kommen i meget daarligt Humør over alt dette; den fandt slet ikke, at Barnekammeret var noget morsomt Sted at opholde sig paa, og besluttede at forlade det saa snart som muligt.

I samme Øieblik kom to andre unge, letsindige Fluer og gav sig i Snak med Surre.

„Hvad synes du?“ sagde den ene; „her bliver Gjestebud iaften; jeg hørte Barnepigen sige, at det er Bedstemoders Fødselsdag, og at hun har sendt Børnene en Krukke Honning. Hvor det kunde være morsomt at flyve ned i Kjøkkenet ved Tetid for at se Kokkepigen aabne Krukken; thi naar hun tager noget Honning ud til Børnene, spilder hun nok lidt, som vi kan gjøre os lystige med; lad os flyve derned.“

„Aa ja, lad os det,“ sagde Surre; „men det er for tidligt endnu — lad os gaa tilbage til Vinduet og faa os en liden Middagssøvn, til Børnene er færdige med sine Lexer; saa bliver det paa Tiden.“

Medens Surre sover til Middag, skal jeg fortælle dig, hvad der blev af Vigtig. Den vandrede langsomt hen ad Vinduet, idet den dreiede sine Fødder udad, slog med Vingerne og tænkte: „Hvor jeg dog er nydelig!“ Den glemte aldeles, hvor nær den var Edderkoppens Hus, indtil den ved at løfte Øinene op saa det skrækkelige Uhyre lige 82ved Siden af sig med sin Krans af straalende Øine paa Hovedet. Vigtig tænkte først, at det var bedst at løbe sin Vei; men Edderkoppen tiltalte den i en saa høflig Tone, at den fandt det upassende at vende Ryggen til den uden at høre paa, hvad den sagde.

„God Morgen, min kjære,“ sagde Edderkoppen; „det glæder mig at se Dem; hvor De er nydelig! Hvor De er slank, og hvor Deres Vinger er deilige! Og den Maade, hvorpaa De bevæger Dem, er saa overmaade klædelig — den er ordentlig fornem. De maa endelig lade mine Børn se Dem; thi det er netop saaledes, at jeg ønskede, de skulde gaa. Vil De ikke træde indenfor — jeg bor lige herved — og smage paa min Kirsebærvin?“

„Nei, mange Tak,“ sagde Vigtig, „jeg maa skynde mig hjem.“

„Ikke før De har hvilet Dem lidt, min kjære. Fluernes Dronning gjorde mig den Ære at besøge mig igaar, og jeg haaber, at De vil gjøre det samme.“

„Dræber De da ikke Fluer eller holder dem fangne?“ spurgte Vigtig.

„Dræber Fluer! Hvem kan dog have løiet saa skammelig paa mig? Jeg elsker Fluer og har indrettet hele mit Hus til dem. Men kom nu bare ind, saa skal De selv faa det at se. Her er det.“

Edderkoppen viste Veien, og Vigtig fulgte efter. Da de kom til Husets Dør, saa det saa mørkt ud derinde, at Vigtig trak sig tilbage; men Edderkoppen vedblev at tale til den og at vinke ad den.

„De maa virkelig se alle mine Rariteter,“ sagde den; „jeg har et Stykke ægte Jomfruvox, som Biernes Dronning har foræret mig, og den Sprøite, som Ilden blev slukket med, da det brændte hos Marihønen; og min Kone er netop bleven færdig med at spinde en Dug til Fluedronningen, og jeg har vævet en Baldragt til hendes Hofdame.“

„Jeg kunde nok have Lyst til at se Baldragten,“ sagde Vigtig, idet den fulgte Edderkoppen ind i Huset

De kom ind i et lidet mørkt Kammer, hvor Edderkoppens Kone og de smaa Edderkopunger sad og spiste 83til Middag. Og hvad tror du, de fik til Middag? Vigtig skalv over hele sit Legeme, da den saa det. Midt paa Bordet stod der en Skaal med Fluesuppe; paa den ene Ende af Bordet var der et Fad med Fluekarbonade og paa den anden et med stegte Fluehoveder. Rundtom paa alle Væggene hang der Flueskinker og Fluevinger for at tørres, og i et Hjørne stod der en Flaske, paa hvilken Vigtig læste de Ord: „Bedste Flueblods-Vin.“

„O, gid jeg havde husket paa, hvad min kjære Moder sagde mig,“ udbrød Vigtig forfærdet.

Men nu var det for silde; thi Edderkoppen lod de hvide Traade gaa ud af sin Mund, og inden Vigtig fik Tid til at sige mere, havde den slynget dem om den ulykkelige Flues Hals og kvalt den.

„Se saa, Smaabørn,“ sagde den, „nu har vi gjort en god Fangst. Vi vil have Fluefødder til Aftensmad, det er en deilig Ret. Lad os nu skynde os at blive færdige med Middagsmaden, saa skal jeg skjære den istykker bagefter.“

Surre havde imidlertid faaet sig en god Søvn borte ved Vinduet; men omsider vakte Øistein den ved at kaste alt sit Legetøi ned paa Gulvet.

„Hvad er det for en forfærdelig Støi?“ spurgte Surre sine Venner; „er det Verden, som gaar istykker?“

„Nei, vist ikke; det er bare Øistein, der altid lader sit Legetøi falde ned,“ sagde den anden Flue, som hed Sorgløs. „Kom, Tankeløs,“ sagde den til den tredje Flue, „nu har du sovet længe nok; det er paa Tiden, at vi reiser ned i Kjøkkenet; jeg er vis paa, at Tekjedelen allerede staar og koger; thi det er sent.“

De tre Fluer fløi ned i Kjøkkenet, og hvilket Syn væntede dem der! Kokkepigen var ifærd med at lave en Kirsebærterte, og medens hun havde Sukker i Deigen, spildte hun af og til lidt udenfor Fadet. Surre spiste saa meget, at den neppe kunde røre sig; men Tankeløs, der ikke kunde nøies med det, der faldt udenfor, for lige hen i Fadet, og inden den kunde slippe ud igjen, lagde Kokkepigen Deigen over det hele og skjød Fadet ind i Ovnen, hvor Tankeløs fandt sin Død. Sorgløs faldt ned i Syltetøikrukken, og jeg ved ikke, om den nogensinde kom op 84af den igjen. Hvad Surre angaar, da fløi den omkring og kigede først ind i et Skab og saa i et andet, indtil den tilsidst fulgte med Kokkepigen ind i Spiskammeret.

„Hvor her er morsomt at være!“ raabte den til en gammel Flue, som sad paa en Hylde i Nærheden; „jeg har tænkt at spadsere lidt op og ned paa det glatte, hvide Gulv, som jeg ser derborte.“

„Lad hellere være med det,“ sagde den gamle Flue. „Hvad du tror er et glat, hvidt Gulv, er et Fad med Melk, og hvis du prøver paa at gaa derpaa, vil du sikkert drukne.“

„Aa Snak!“ sagde Surre; „det forstaar jeg bedre; det er ikke længe siden, jeg spadserede paa et saadant Gulv, og jeg druknede slet ikke.“

Den mente formodentlig det hvide Papir i Haakons Skrivebog; men den indsaa snart sin Feiltagelse; dens Ben blev vaade, og dens Vinger blev vaade, og uagtet den sprællede af alle Kræfter, kunde den ikke komme op af Fadet. Den var sikkert druknet, hvis Barnepigen ikke var kommen i det samme for at hente Melk til Børnenes Te og havde taget Surre med i Koppen.

„Karen,“ sagde Haakon, „maa jeg selv helde Melk i Teen min?“

„Det maa du gjerne, men spild ikke paa Dugen.“

„Se her, Øistein, der er en Flue i Melken; laan mig din Teske, saa skal jeg tage den op. Den er ikke død; se bare, den bevæger sine Vinger og strækker det ene Ben fra sig; der kommer to andre Fluer og taler til den; det er maaske dens Søskende. Se, de hjelper den at tørre dens Vinger — der flyver de alle tre.“

„Ti nu stille, Haakon, og spis din Aftensmad,“ sagde Karen.

Medens Haakon og Øistein spiste sin Aftensmad, fløi Surrre bort med Guldvinge og Vims, og da den havde fortalt dem sine Eventyr, lovede den at være en fornuftigere Flue for Fremtiden.

77

En smuk sommerdag bygde en flue seg et rede i sprekken av vinduskarmen oppe i et barnekammer; den la fire egg i Redet, dekket dem til med et lite 78teppe, som den selv hadde vevet, og forlot dem. Det ble høst, og det ble vinter, og Fluemor la seg til ro mellom støv og skrammel bak panelet, hvor den fikk seg en lang søvn, som varte i flere måneder. En varm Dag våknet den igjen og begynte å strekke sine lemmer og å gni hvert av sine åtte forunderlige øyne. Da den hadde åtte øyne å åpne, tenker jeg nok, at det varte lenge, innen den ble fullkommen våken; men da den endelig var blitt det, tenkte den først og fremst på Redet, som den hadde bygget den foregående sommer, og den fløy hen til vinduet for å se, hva der var blitt av eggene, som den hadde dekket så omhyggelig til. De var meget forandrede, siden den sist hadde sett dem; thi der var først kommet fire små ormer ut av dem, og de fire ormer hadde ikke alene spist opp teppet og hele Redet, men også en del av treet på vinduskarmen, og da de var blitt kjede av å ete, var de falne i søvn. Mens de sov, var de blitt bedekkede med et hardt, brunt hylster, og nettopp samme morgen, som deres mor våknet, var hylsteret bristet, og ormene var blitt til fire vakre, raske fluer. Deres mor ble meget glad ved å se dem; den klappet dem hver især og vaskede deres ansikter med en svamp, som den bar under sin fot; derpå bestemte den, hva de skulle hete. Den eldste fikk navnet Surre, fordi den ga en surrende lyd fra seg, når den talte; den annen syntes å skulle bli meget rask til å flyve, derfor ble den kaldt vims; den tredje, som var slank og velskapt med vakre, gyldne vinger, kalte moren Guldvinge; og den fjerde ble kalt Vigtig, fordi den føitede omkring og skapte seg, som om den ønsket å bli bemerket av alle.

Moren til disse fire unge fluer kunne ikke bli lenge hos dem; thi neppe var den gått et halvt Snes ganger frem og tilbake på ruten, før den følte en heftig smerte i alle sine lemmer, og den merket, at den ville få et slemt anfall av gikt. Sagen var den, at der ikke var blitt lagt i kakkelovnen i Barnekammeret den dag, og Fluemor begynte å bli gammel. Den besluttet derfor, uten først å spørre doktoren tilraads, å forlate 79sitt fødeland for å oppsøke et varmere klima, hvilket den håpet å finne i det store værelse mot Syd, hvor gamle bestefar holder mest av å sitte, og hvor der alltid er fullt opp av fluer og edderkopper. Før den begav seg på reisen, kalte den imidlertid sine barn til seg og ga dem noen gode råd og formaninger.

„Dere er nå, mine kjære barn, sluppet ut i den vide verden,“ sa den, „dere vet kun lite om, hvor stor den er, eller hvilke merkelige og rædsomme uhyrer der finnes i den. Jeg har ikke selv vært allevegne omkring; men jeg har dog vært i flere forskjellige land, og jeg har funnet, at der i dem alle gives uendelig mange og store Farer for unge, uerfarne fluer. Dette barnekammer er maaske det sikreste sted for dere, og derfor vil jeg råde dere til å bli her, inntil dere blir eldre og klokere. Her finnes riktignok noen barn; men de er gode og vennlige; de har ikke sjelden lavet små bekker av sin Te, for at jeg skulle få noe å drikke, og de har endog undertiden ladet meg slikke sukkeret, der satt omkring deres munn. Jeg tror ikke, at dere behøver å være bange for dem; men her er en annen skapning, som heter edderkopp; den er slett ikke så stor som barna, men langt farligere; thi barna er nok store, men de har allikevel bare to øyne og to føtter, og de har slett ingen vinger. Jeg har aldri sett dem spasere opp ad vinduet eller langs hen ad loftet, så at det er lett nok å unngå dem; men Edderkoppen er likeså lett og velskapt som vi; den har seks Ben og en krans av klare øyne på toppen av sitt hode, og uaktet den ikke har vinger, har den det, der er verre, idet den nemlig forstår å la en mengde hvite Traade gå ut av sin munn, og av disse Traade bygger den seg en bolig. Vogt dere, mine kjære barn, for noensinne å gå inn i denne bolig; hva der finnes innen i den, er jeg ikke i stand til å si dere; jeg vet kun, at ingen flue, som kommer derind, noensinne slipper ut igjen. Om de blir fastholdte som fanger på livstid, eller det fæle Uhyre eter dem, er det meg umulig å si, og det gjør meg kun ondt å måtte tilføye, at en av disse grusomme skapninger bor noen få mil herfra på den annen side av vinduet. Kom aldri 80i dens nærhet, hvis dere på noen måte kan unngå det, og hvis det skulle ske, da må dere endelig flyve forbi i største fart uten å stanse et eneste minutt for å høre, hva den sier. Dette er mitt siste råd til dere; og så farvel, mine kjære barn.“

Nettopp i samme øyeblikk ble døren til Barnekammeret lukket opp; Fluemor benyttet leiligheten til å forlate værelset, og hverken jeg eller hennes barn har noensinne hørt fra den siden. Så snart moren var borte, begynte de unge fluer å fare opp og ned ad vinduet.

„Hør, dette her er morsomt,“ sa vims; „Verden er riktignok stor, det må jeg tilstå.“

„Og dette er bare det halve av den,“ sa Surre; „men jeg har ikke tenkt å slå meg til ro, før jeg har sett det hele.“

„Hva meg angår,“ sa Guldvinge, „da vil jeg bli rolig her inntil videre, som mor sa, vi skulle.“

„Men jeg,“ sa Surre, „vil se så meget som mulig; jeg er kjed av vinduet, derfor farvel!“

„Jeg,“ sa Vigtig, „har tenkt å spasere langs med den hvite landevei, som går til den annen side av vinduet.“

„Men det er jo Veien til Edderkoppens hus,“ svarte Surre; „det er vist best, at du ikke går derhen; tenk om den beder deg komme innenfor.“

„Hvis den gjør det, har jeg vel Lov til å si nei, håper jeg,“ sa Vigtig; „jeg er fem timer gammel og kan vel skjøtte meg selv.“

Surre for inn i øret først på den ene og så på den annen i Barnekammeret; derpå stjal den litt av Kanarifuglens sukker og ble til sist sittende på den lille Annas hvite forkle.

„Vekk, vekk!“ ropte den lille, og Surre for forferdet bort; thi en sådan lyd hadde den ikke hørt før.

Derpå satte den seg på Haakons Næse; Haakon var ifærd med å regne og sa derfor blot: „Vekk fra nesen, din kjedelige flue.“ Og vips var Surre nede på tavlen.

81Den trodde, at det var en stor, sort Have, og at tallene var ganger, som den kunne løpe igjennom.

„Fireogtyve og ni er —?“ sa Haakon. „Aa, jeg kan ikke holde mine tanker samlede, når den flue løper omkring på tavlen min.“

Og han ga Surre et slag med griffelen, så den haltet av sted i største fart.

Men innen Haakon hadde fått utstudert, at fireogtyve og ni er treogtredive, var Surre kommet på Benene igjen og ga seg nå til å erte Øistein.

„Tante Helene, der er en flue på boken min!“

„Bryd deg ikke om fluen, les bare videre.“

Men Surre stod nettopp på det ord, som Øistein skulle lese, og han var nødt til å gi den et dyktig puff for å få den bort.

Surre var kommet i meget dårlig humør over alt dette; den fant slett ikke, at Barnekammeret var noe morsomt sted å oppholde seg på, og besluttet å forlate det så snart som mulig.

I samme øyeblikk kom to andre unge, letsindige fluer og ga seg i snakk med Surre.

„Hva synes du?“ sa den ene; „her blir gjestebud i aften; jeg hørte barnepiken si, at det er bestemors fødselsdag, og at hun har sendt barna en krukke honning. Hvor det kunne være morsomt å flyve ned i kjøkkenet ved Tetid for å se kokkepiken åpne krukken; thi når hun tar noe honning ut til barna, spiller hun nok litt, som vi kan gjøre oss lystige med; la oss flyve derned.“

„Aa ja, la oss det,“ sa Surre; „men det er for tidlig ennå — la oss gå tilbake til vinduet og få oss en liten middagssøvn, til barna er ferdige med sine lekser; så blir det på tiden.“

Mens Surre sover til middag, skal jeg fortelle deg, hva der ble av Vigtig. Den vandret langsomt hen ad vinduet, idet den dreide sine føtter utad, slo med vingene og tenkte: „Hvor jeg dog er nydelig!“ Den glemte aldeles, hvor nær den var Edderkoppens hus, inntil den ved å løfte øynene opp så det skrekkelige Uhyre like 82ved siden av seg med sin krans av strålende øyne på hodet. Viktig tenkte først, at det var best å løpe sin vei; men Edderkoppen tiltalte den i en så høflig Tone, at den fant det upassende å vende ryggen til den uten å høre på, hva den sa.

„God morgen, min kjære,“ sa Edderkoppen; „det gleder meg å se Dem; hvor De er nydelig! Hvor De er slank, og hvor Deres vinger er deilige! Og den måte, hvorpå De beveger Dem, er så overmåte kledelig — den er ordentlig fornem. De må endelig lade mine barn se Dem; thi det er nettopp således, at jeg ønsket, de skulle gå. Vil De ikke tre innenfor — jeg bor like herved — og smake på min Kirsebærvin?“

„Nei, mange takk,“ sa Vigtig, „jeg må skynde meg hjem.“

„Ikke før De har hvilet Dem litt, min kjære. Fluernes dronning gjorde meg den ære å besøke meg i går, og jeg håper, at De vil gjøre det samme.“

„Dreper De da ikke fluer eller holder dem fangne?“ spurte Vigtig.

„Dreper fluer! Hvem kan dog ha løyet så skammelig på meg? Jeg elsker fluer og har innrettet hele mitt hus til dem. Men kom nå bare inn, så skal De selv få det å se. Her er det.“

Edderkoppen viste Veien, og Vigtig fulgte etter. Da de kom til Husets dør, så det så mørkt ut derinne, at Vigtig trakk seg tilbake; men Edderkoppen vedble å tale til den og å vinke ad den.

„De må virkelig se alle mine rariteter,“ sa den; „jeg har et stykke ekte jomfruvoks, som bienes dronning har foræret meg, og den sprøyte, som ilden ble slukket med, da det brente hos marihønen; og min kone er nettopp blitt ferdig med å spinne en Dug til Fluedronningen, og jeg har vevet en Baldragt til hennes Hofdame.“

„Jeg kunne nok ha Lyst til å se baldrakten,“ sa Vigtig, idet den fulgte Edderkoppen inn i huset

De kom inn i et lite mørkt kammer, hvor Edderkoppens kone og de små edderkoppunger satt og spiste 83til middag. Og hva tror du, de fikk til middag? Viktig skalv over hele sitt legeme, da den så det. Midt på bordet stod der en skål med Fluesuppe; på den ene ende av bordet var der et fat med Fluekarbonade og på den annen et med stekte fluehoder. Rundt om på alle veggene hang der Flueskinker og Fluevinger for å tørres, og i et hjørne stod der en flaske, på hvilken Vigtig leste de ord: „Beste Flueblods-vin.“

„O, gid jeg hadde husket på, hva min kjære mor sa meg,“ utbrøt Vigtig forferdet.

Men nå var det for silde; thi Edderkoppen lot de hvite Traade gå ut av sin munn, og innen Vigtig fikk tid til å si mer, hadde den slynget dem om den ulykkelige Flues hals og kvalt den.

„Se så, småbarn,“ sa den, „nå har vi gjort en god fangst. Vi vil ha flueføtter til aftensmat, det er en deilig rett. La oss nå skynde oss å bli ferdige med middagsmaten, så skal jeg skjære den i stykker bakefter.“

Surre hadde imidlertid fått seg en god søvn borte ved vinduet; men omsider vakte Øistein den ved å kaste alt sitt leketøy ned på gulvet.

„Hva er det for en forferdelig støy?“ spurte Surre sine venner; „er det verden, som går i stykker?“

„Nei, vist ikke; det er bare Øistein, der alltid lader sitt leketøy falle ned,“ sa den annen flue, som het Sorgløs. „Kom, Tankeløs,“ sa den til den tredje flue, „nå har du sovet lenge nok; det er på tiden, at vi reiser ned i kjøkkenet; jeg er viss på, at Tekjedelen allerede står og koker; thi det er sent.“

De tre fluer fløy ned i kjøkkenet, og hvilket syn ventet dem der! Kokkepiken var ifærd med å lave en Kirsebærterte, og mens hun hadde sukker i deigen, spildte hun av og til litt utenfor Fadet. Surre spiste så meget, at den neppe kunne røre seg; men Tankeløs, der ikke kunne nøyes med det, der falt utenfor, for like hen i Fadet, og innen den kunne slippe ut igjen, la kokkepiken deigen over det hele og skjød Fadet inn i ovnen, hvor Tankeløs fant sin død. Sorgløs falt ned i syltetøykrukken, og jeg vet ikke, om den noensinne kom opp 84av den igjen. Hva Surre angår, da fløy den omkring og kikket først inn i et skap og så i et annet, inntil den til sist fulgte med kokkepiken inn i spiskammeret.

„Hvor her er morsomt å være!“ ropte den til en gammel flue, som satt på en hylle i nærheten; „jeg har tenkt å spasere litt opp og ned på det glatte, hvite gulv, som jeg ser derborte.“

„La hellere være med det,“ sa den gamle flue. „Hva du tror er et glatt, hvitt gulv, er et fat med melk, og hvis du prøver på å gå derpå, vil du sikkert drukne.“

„Aa Snak!“ sa Surre; „det forstår jeg bedre; det er ikke lenge siden, jeg spaserte på et sådant gulv, og jeg druknet slett ikke.“

Den mente formodentlig det hvite papir i Haakons Skrivebog; men den innså snart sin feiltagelse; dens Ben ble våte, og dens vinger ble våte, og uaktet den sprellet av alle krefter, kunne den ikke komme opp av Fadet. Den var sikkert druknet, hvis barnepiken ikke var kommet i det samme for å hente melk til barnas Te og hadde tatt Surre med i koppen.

„Karen,“ sa Haakon, „må jeg selv helle melk i teen min?“

„Det må du gjerne, men spill ikke på duken.“

„Se her, Øistein, der er en flue i melken; lån meg din Teske, så skal jeg ta den opp. Den er ikke død; se bare, den beveger sine vinger og strekker det ene Ben fra seg; der kommer to andre fluer og taler til den; det er maaske dens søsken. Se, de hjelper den å tørre dens vinger — der flyver de alle tre.“

„Ti nå stille, Haakon, og spis din aftensmat,“ sa Karen.

Mens Haakon og Øistein spiste sin aftensmat, fløy Surrre bort med Guldvinge og vims, og da den hadde fortalt dem sine eventyr, lovede den å være en fornuftigere flue for fremtiden.