54

Paa en vakker Sommermorgen drog en liden Børneflok jublende afsted over Stien, alle i sine Søndagsklæder, med blanke Huer og Halmhatte og med smaa Kurve og Næverskrukker paa Armene. Egil anførte det glade Tog, og efter ham kom den lystige Svanhild og den muntre Tora, — saa den alvorlige Haakon og den viltre Finn og tilsidst kom den kjærlige Ragna med den hoppende Alvhild ved Haanden.

Men Alvhild var Dagens Dronning. Fire Somre havde hun levet, den lille søde Pige; og naar hun hoppende ilede frem over Engens Grønsvær i de pene, hvide Klæder og med himmelblaa Baand om Livet og de rosenfarvede Sko, da saa hun visselig ud som en af de smaa Gudsengle, der titter frem af Skyerne paa den fromme Rafaels skjønne Billeder.

„Ogsaa jeg skal plukke mange, mange Blaabær, du Ragna min, og mange Blomster og gjøre mange Kranse, — en til dig og en til Egil og en til Haakon og en til Tora og en til Svanhild og ingen til Finn; for han river dem bare istykker. Jo en bitte liden Krans skal Finn ogsaa have. Og to til Moder, som sidder hjemme hos Astrid, og ingen til Astrid, for hun er for liden. Og saa en stor Krans til Fader, du. Ja det vil jeg!“

Men da de nu var komne ind i Skoven, standsede Egil og pegede paa en stor flad Sten. Alle satte sig, og Ragna løste sit Lommetørklæde op og tog ud to Hvedebrød og smaa Jødekager og delte omkring til dem allesammen. Men var en Kage lidt mindre end de andre, da lagde hun den af til sig selv, og var en lidt større, puttede hun den hen til Alvhild. Egil havde Melk paa en Flaske og heldte af den i det lille Tinbæger. Flasken var indhyllet i en Fletning af Siv og hang i en Snor om hans Hals. Men den forsigtige Haakon raadede til at spare paa Læskedrikken; Dagen blev snart varmere.

55„Maa jeg nu?“ spurgte Finn utaalmodig; og da Egil nikkede, satte han sin Bliktrompet for Munden og gav sig til at blæse til Opbrud, men saa heftig, at Ragna holdt for sine Ører, og de smaa Spurve fløi forskrækkede op fra Buskene.

„Her, her! se her, hvor det blaaner!“

„Nei, der borte, Egil! der ser jeg mange hundrede Millioner Blaabær.“

„Og her finder jeg Jordbær; de er meget sødere.“

„Nei kom bare hid!“

„Jeg følger med dig.“

„Og jeg med dig.“

„Og jeg vil blive hos dig, Ragna,“ sagde Alvhild. „Men ikke hele Tiden, du. Siden gaar jeg bort til Svanhild og derefter til Tora.“

„Jeg vil plukke Blomster til Kransene.“

„Den store, tunge Tine skal vi sætte her indunder Grantræet, saa kan vi tømme vore Skrukker i den.“

Saa gik det; og de flittige Smaahænder blev ikke trætte af at plukke eller de smidige Rygge af at bukke sig eller de søde Smaamunde af at sladre. — Solen steg høiere, og Skyggerne blev kortere. Da satte Smaapigerne sig i en Kreds, og Ragna tog et Traadnøste op af sin Sypose, og de begyndte flittig paa at binde mange, mange store og smaa Kranse af det fine Lyng og de blaa Fioler, af Nyperoser og Stedmorsblomster og Katteklo og Forglemmigei, af den gule Malva og den blaa Tjæreblomst; og den ene Krans blev smukkere end den anden.

Men nu begyndte Alvhild at blive træt og lagde sig ned ved Siden af Bærene og Kransene og lukkede de smaa Øine og bad Ragna synge „Herr Sinklar“ for hende, til hun var falden i Søvn. Saa sang da Ragna „Herr Sinklar.“ Men de andre Smaapiger sprang op for at følge efter Gutterne, der gik høit oppe i Aasen, — og da de hørte efter Finns Trompet, kunde de let finde dem. — Men Ragna listede sig ogsaa op, da hun havde sunget det sidste Vers af „Herr Sinklar,“ og vilde bare plukke nogle faa Blomster endnu til en Krans, som skulde være endnu vakrere end alle de andre og sættes om Alvhilds gule Lokker, imedens hun sov. Da hun nu kom et Stykke op i Aasen, blev hun var en venlig, grøn 56Slette, hvorigjennem der løb en klar Bæk, og omkring Bækken stod i Tusendtal de allerdeiligste Blomster af alle Slags. Da klappede Ragna i de hvide Hænder og raabte høit af Glæde og gav sig til at sanke og sanke; og da hun allerede havde hele Forklædet fuldt, saa hun endnu mange, mange Blomster, som hun ikke kunde lade staa.

Alvhild vaagnede og hørte noget brumme. Hun sprang op og raabte efter sine Søskende. Men de var saa langt borte, at de ikke kunde høre hende. Saa blev hun lidt bange; men hun græd dog ikke. „De kommer nok snart,” tænkte hun og tog sin lille Kurv i Haanden og spiste Blaabær.

Men da knagede det i Buskene, og en stor, mørkebrun Bjørn kom frem og gik brummende paa alle fire imod Alvhild. Da blev hun forskrækkelig bange. Først vilde hun skrige; men hun kunde ikke faa en Lyd frem. De klare Taarer stod stille i hendes Øine, og det lille Hjerte hoppede af Angst.

„Du gjør mig ikke noget, Bjørn!” sagde hun endelig modig; „for jeg er en snil Pige. Jeg kjender dig nok af Billedbogen min. Der, Bjørn, har du Blaabær.” — Saa rakte hun sin lille Kurv frem, og Bjørnen saa paa hende, brummede ganske sagte og slog Labben i Kurven, saa at alle Bærene trillede ned. Den spiste dem op og gav sig til at snuse paa Alvhilds Klæder.

„Kjære, søde Bjørn! Du maa ikke gjøre mig noget; for jeg er jo en snil Pige!” sagde Alvhild forskrækket. „Der har du en Kurv til med Blaabær.” Bjørnen saa paa hende, kastede Kurven ned og spiste. Nu var Alvhild ikke længer saa bange. Men hun skyndte sig at give Bjørnen flere Bær. Og den brummede ganske venlig og lagde den ene store Lab paa Alvhilds Skulder. Men nu fik den se den store Tine, som stod aaben og var ganske fuld baade af Blaabær og Jordbær; og Jordbær holder den nok mest af. Saa gik den hen til Tinen og gav sig rolig til at æde.

„Nei, nei, Bjørn!” sagde Alvhild. „Du faar ikke alle Bærene. Det er ikke mine Bær, og saa kan jeg jo ikke give dig dem, og du faar ondt i Maven af alle disse Bær, Bjørn!”

Saa gik hun lige hen til Bjørnen og lagde sine smaa Hænder dristig paa dens lodne Hals og vilde skyde den bort. 57Men den brød sig slet ikke derom, og hun saa nok, at det ikke kunde nytte.

„Ja bi, til Egil kommer; da bliver han vred og jager dig med sin Stok.” Det store Dyr saa venlig med sine mørkeblaa Øine paa den lille Pige og strøg atter sin Lab over hende.

„Nu skal jeg pynte dig, Bjørn!” sagde Alvhild, „dersom du vil lade mine Søskendes Bær være.” Saa tog hun en Krans og bandt den om Bjørnens Hals, og en liden Krans satte hun paa dens Hoved.

Høit oppe i Aasen begyndte Finns Trompet at skralde, og alle Pigerne og Gutterne kom syngende nedover. Da saa Bamsen sig omkring, lagde endnu engang sin Lab over Alvhilds Skulder og gik langsomt ind i den sorte Skov. — Da de nu allesammen var komne ned, viste Alvhild dem bedrøvet den tomme Tine og undskyldte sig, det bedste hun kunde, fordi hun ikke havde passet bedre paa, og fortalte om Bjørnen. Da blev de allesammen blege af Forskrækkelse, og nogle gav sig til at løbe. Men Ragna brast i heftig Graad og trykkede den lille Søster tæt op til sig og bad hende hulkende om Forladelse, fordi hun havde forladt hende. Endelig trak Egil dem beggemed sig, og de skyndte sig afsted. I Angsten lod de baade Blomsterkransene og Tinen og Kurvene og Næverskrukkerne ligge.

Da de nu kom hjem til Moder og Fader og fortalte, hvad der var hændt, greb Moderen skjælvende Alvhild og drog hende op paa sit Fang og dækkede hende med begge sine Arme, som om Bjørnen var der. Og alle de smaa og store klyngede sig om hende, og alle græd af Angst og Kjærlighed og Glæde. Om dem allesammen slyngede Faderen sine Arme. Derpaa reiste han sig langsomt og gik taus ind i sit Kammer. Hvad mener I, han gjorde derinde?

Langt udpaa Høsten blev den store, mørkebrune Bjørn skudt; og om dens Hals sad endnu Alvhilds Krans.

M. C. Hansen.

54

På en vakker sommermorgen drog en liten Børneflok jublende av sted over stien, alle i sine søndagsklær, med blanke Huer og halmhatter og med små Kurve og neverskrukker på armene. Egil anførte det glade Tog, og etter ham kom den lystige Svanhild og den muntre Tora, — så den alvorlige Haakon og den viltre Finn og til sist kom den kjærlige Ragna med den hoppende Alvhild ved hånden.

Men Alvhild var Dagens dronning. Fire somre hadde hun levet, den lille søte pike; og når hun hoppende ilede frem over Engens Grønsvær i de pene, hvite klær og med himmelblå bånd om livet og de rosenfarvede sko, da så hun visselig ut som en av de små gudsengler, der titter frem av skyene på den fromme Rafaels skjønne Billeder.

„Også jeg skal plukke mange, mange blåbær, du Ragna min, og mange blomster og gjøre mange kranser, — en til deg og en til Egil og en til Haakon og en til Tora og en til Svanhild og ingen til Finn; for han river dem bare i stykker. Jo en bitte liten krans skal Finn også have. Og to til mor, som sitter hjemme hos Astrid, og ingen til Astrid, for hun er for liten. Og så en stor krans til far, du. Ja det vil jeg!“

Men da de nå var kommet inn i skogen, stanset Egil og pegede på en stor flat Sten. Alle satte seg, og Ragna løste sitt lommetørkle opp og tok ut to hvetebrød og små Jødekager og delte omkring til dem allesammen. Men var en kake litt mindre enn de andre, da la hun den av til seg selv, og var en litt større, puttet hun den hen til Alvhild. Egil hadde melk på en flaske og helte av den i det lille Tinbæger. Flasken var innhyllet i en Fletning av Siv og hang i en snor om hans hals. Men den forsiktige Haakon rådde til å spare på leskedrikken; Dagen ble snart varmere.

55„Må jeg nå?“ spurte Finn utålmodig; og da Egil nikket, satte han sin Bliktrompet for munnen og ga seg til å blåse til oppbrudd, men så heftig, at Ragna holdt for sine ører, og de små spurver fløy forskrækkede opp fra buskene.

„Her, her! se her, hvor det blåner!“

„Nei, der borte, Egil! der ser jeg mange hundre millioner blåbær.“

„Og her finner jeg Jordbær; de er meget søtere.“

„Nei kom bare hit!“

„Jeg følger med deg.“

„Og jeg med deg.“

„Og jeg vil bli hos deg, Ragna,“ sa Alvhild. „Men ikke hele tiden, du. Siden går jeg bort til Svanhild og deretter til Tora.“

„Jeg vil plukke blomster til kransene.“

„Den store, tunge Tine skal vi sette her innunder grantreet, så kan vi tømme våre skrukker i den.“

Så gikk det; og de flittige Smaahænder ble ikke trette av å plukke eller de smidige Rygge av å bukke seg eller de søte Smaamunde av å sladre. — Solen steg høyere, og skyggene ble kortere. Da satte småpikene seg i en krets, og Ragna tok et Traadnøste opp av sin Sypose, og de begynte flittig på å binde mange, mange store og små kranser av det fine Lyng og de blå fioler, av nyperoser og Stedmorsblomster og Katteklo og forglemmegei, av den gule Malva og den blå tjæreblomst; og den ene krans ble smukkere enn den annen.

Men nå begynte Alvhild å bli trett og la seg ned ved siden av bærene og kransene og lukkede de små øyne og bad Ragna synge „Herr Sinklar“ for henne, til hun var falt i søvn. Så sang da Ragna „Herr Sinklar.“ Men de andre småpiker sprang opp for å følge etter guttene, der gikk høyt oppe i Aasen, — og da de hørte etter Finns trompet, kunne de lett finne dem. — Men Ragna listet seg også opp, da hun hadde sunget det siste vers av „Herr Sinklar,“ og ville bare plukke noen få blomster ennå til en krans, som skulle være enda vakrere enn alle de andre og settes om Alvhilds gule lokker, imens hun sov. Da hun nå kom et stykke opp i Aasen, ble hun var en vennlig, grønn 56Slette, hvorigjennom der løp en klar bekk, og omkring bekken stod i Tusendtal de allerdeiligste blomster av alle Slags. Da klappede Ragna i de hvite hender og ropte høyt av glede og ga seg til å sanke og sanke; og da hun allerede hadde hele forkleet fullt, så hun ennå mange, mange blomster, som hun ikke kunne la stå.

Alvhild våknet og hørte noe brumme. Hun sprang opp og ropte etter sine søsken. Men de var så langt borte, at de ikke kunne høre henne. Så ble hun litt bange; men hun gråt dog ikke. „De kommer nok snart,” tenkte hun og tok sin lille kurv i hånden og spiste blåbær.

Men da knaket det i buskene, og en stor, mørkebrun Bjørn kom frem og gikk brummende på alle fire imot Alvhild. Da ble hun forskrekkelig bange. Først ville hun skrike; men hun kunne ikke få en lyd frem. De klare Taarer stod stille i hennes øyne, og det lille hjerte hoppet av Angst.

„Du gjør meg ikke noe, Bjørn!” sa hun endelig modig; „for jeg er en snill pike. Jeg kjenner deg nok av billedboken min. Der, Bjørn, har du blåbær.” — Så rakte hun sin lille kurv frem, og bjørnen så på henne, brummet ganske sakte og slo labben i kurven, så at alle bærene trillet ned. Den spiste dem opp og ga seg til å snuse på Alvhilds Klæder.

„Kjære, søte Bjørn! Du må ikke gjøre meg noe; for jeg er jo en snill pike!” sa Alvhild forskrekket. „Der har du en kurv til med blåbær.” Bjørnen så på henne, kastet kurven ned og spiste. Nå var Alvhild ikke lenger så bange. Men hun skyndte seg å gi bjørnen flere bær. Og den brummet ganske vennlig og la den ene store Lab på Alvhilds skulder. Men nå fikk den se den store Tine, som stod åpen og var ganske full både av blåbær og Jordbær; og Jordbær holder den nok mest av. Så gikk den hen til tinen og ga seg rolig til å ete.

„Nei, nei, Bjørn!” sa Alvhild. „Du får ikke alle bærene. Det er ikke mine bær, og så kan jeg jo ikke gi deg dem, og du får ondt i maven av alle disse bær, Bjørn!”

Så gikk hun like hen til bjørnen og la sine små hender dristig på dens lodne hals og ville skyde den bort. 57Men den brød seg slett ikke derom, og hun så nok, at det ikke kunne nytte.

„Ja bi, til Egil kommer; da blir han vred og jager deg med sin stokk.” Det store dyr så vennlig med sine mørkeblå øyne på den lille pike og strøk atter sin Lab over henne.

„Nå skal jeg pynte deg, Bjørn!” sa Alvhild, „dersom du vil la mine søskens bær være.” Så tok hun en krans og bandt den om Bjørnens hals, og en liten krans satte hun på dens hode.

Høyt oppe i Aasen begynte Finns trompet å skralle, og alle pikene og guttene kom syngende nedover. Da så bamsen seg omkring, la enda engang sin Lab over Alvhilds skulder og gikk langsomt inn i den sorte skog. — Da de nå allesammen var kommet ned, viste Alvhild dem bedrøvet den tomme Tine og unnskyldte seg, det beste hun kunne, fordi hun ikke hadde passet bedre på, og fortalte om bjørnen. Da ble de allesammen bleke av forskrekkelse, og noen ga seg til å løpe. Men Ragna brast i heftig gråt og trykket den lille søster tett opp til seg og bad henne hulkende om forlatelse, fordi hun hadde forlatt henne. Endelig trakk Egil dem beggemed seg, og de skyndte seg av sted. I angsten lot de både blomsterkransene og tinen og kurvene og neverskrukkene ligge.

Da de nå kom hjem til mor og far og fortalte, hva der var hendt, grep moren skjelvende Alvhild og drog henne opp på sitt fang og dekket henne med begge sine Arme, som om bjørnen var der. Og alle de små og store klynget seg om henne, og alle gråt av Angst og Kjærlighed og glede. Om dem allesammen slyngede Faderen sine Arme. Derpå reiste han seg langsomt og gikk taus inn i sitt kammer. Hva mener dere, han gjorde derinne?

Langt utpå høsten ble den store, mørkebrune Bjørn skudt; og om dens hals satt ennå Alvhilds krans.

M. C. Hansen.