Paa en vakker Sommermorgen drog en liden Børneflok jublende afsted over Stien, alle i sine Søndagsklæder, med blanke Huer og Halmhatte og med smaa Kurve og Næverskrukker paa Armene. Egil anførte det glade Tog, og efter ham kom den lystige Svanhild og den muntre Tora, — saa den alvorlige Haakon og den viltre Finn og tilsidst kom den kjærlige Ragna med den hoppende Alvhild ved Haanden.
Men Alvhild var Dagens Dronning. Fire Somre havde hun levet, den lille søde Pige; og naar hun hoppende ilede frem over Engens Grønsvær i de pene, hvide Klæder og med himmelblaa Baand om Livet og de rosenfarvede Sko, da saa hun visselig ud som en af de smaa Gudsengle, der titter frem af Skyerne paa den fromme Rafaels skjønne Billeder.
„Ogsaa jeg skal plukke mange, mange Blaabær, du Ragna min, og mange Blomster og gjøre mange Kranse, — en til dig og en til Egil og en til Haakon og en til Tora og en til Svanhild og ingen til Finn; for han river dem bare istykker. Jo en bitte liden Krans skal Finn ogsaa have. Og to til Moder, som sidder hjemme hos Astrid, og ingen til Astrid, for hun er for liden. Og saa en stor Krans til Fader, du. Ja det vil jeg!“
Men da de nu var komne ind i Skoven, standsede Egil og pegede paa en stor flad Sten. Alle satte sig, og Ragna løste sit Lommetørklæde op og tog ud to Hvedebrød og smaa Jødekager og delte omkring til dem allesammen. Men var en Kage lidt mindre end de andre, da lagde hun den af til sig selv, og var en lidt større, puttede hun den hen til Alvhild. Egil havde Melk paa en Flaske og heldte af den i det lille Tinbæger. Flasken var indhyllet i en Fletning af Siv og hang i en Snor om hans Hals. Men den forsigtige Haakon raadede til at spare paa Læskedrikken; Dagen blev snart varmere.
55„Maa jeg nu?“ spurgte Finn utaalmodig; og da Egil nikkede, satte han sin Bliktrompet for Munden og gav sig til at blæse til Opbrud, men saa heftig, at Ragna holdt for sine Ører, og de smaa Spurve fløi forskrækkede op fra Buskene.
„Her, her! se her, hvor det blaaner!“
„Nei, der borte, Egil! der ser jeg mange hundrede Millioner Blaabær.“
„Og her finder jeg Jordbær; de er meget sødere.“
„Nei kom bare hid!“
„Jeg følger med dig.“
„Og jeg med dig.“
„Og jeg vil blive hos dig, Ragna,“ sagde Alvhild. „Men ikke hele Tiden, du. Siden gaar jeg bort til Svanhild og derefter til Tora.“
„Jeg vil plukke Blomster til Kransene.“
„Den store, tunge Tine skal vi sætte her indunder Grantræet, saa kan vi tømme vore Skrukker i den.“
Saa gik det; og de flittige Smaahænder blev ikke trætte af at plukke eller de smidige Rygge af at bukke sig eller de søde Smaamunde af at sladre. — Solen steg høiere, og Skyggerne blev kortere. Da satte Smaapigerne sig i en Kreds, og Ragna tog et Traadnøste op af sin Sypose, og de begyndte flittig paa at binde mange, mange store og smaa Kranse af det fine Lyng og de blaa Fioler, af Nyperoser og Stedmorsblomster og Katteklo og Forglemmigei, af den gule Malva og den blaa Tjæreblomst; og den ene Krans blev smukkere end den anden.
Men nu begyndte Alvhild at blive træt og lagde sig ned ved Siden af Bærene og Kransene og lukkede de smaa Øine og bad Ragna synge „Herr Sinklar“ for hende, til hun var falden i Søvn. Saa sang da Ragna „Herr Sinklar.“ Men de andre Smaapiger sprang op for at følge efter Gutterne, der gik høit oppe i Aasen, — og da de hørte efter Finns Trompet, kunde de let finde dem. — Men Ragna listede sig ogsaa op, da hun havde sunget det sidste Vers af „Herr Sinklar,“ og vilde bare plukke nogle faa Blomster endnu til en Krans, som skulde være endnu vakrere end alle de andre og sættes om Alvhilds gule Lokker, imedens hun sov. Da hun nu kom et Stykke op i Aasen, blev hun var en venlig, grøn 56Slette, hvorigjennem der løb en klar Bæk, og omkring Bækken stod i Tusendtal de allerdeiligste Blomster af alle Slags. Da klappede Ragna i de hvide Hænder og raabte høit af Glæde og gav sig til at sanke og sanke; og da hun allerede havde hele Forklædet fuldt, saa hun endnu mange, mange Blomster, som hun ikke kunde lade staa.
Alvhild vaagnede og hørte noget brumme. Hun sprang op og raabte efter sine Søskende. Men de var saa langt borte, at de ikke kunde høre hende. Saa blev hun lidt bange; men hun græd dog ikke. „De kommer nok snart,” tænkte hun og tog sin lille Kurv i Haanden og spiste Blaabær.
Men da knagede det i Buskene, og en stor, mørkebrun Bjørn kom frem og gik brummende paa alle fire imod Alvhild. Da blev hun forskrækkelig bange. Først vilde hun skrige; men hun kunde ikke faa en Lyd frem. De klare Taarer stod stille i hendes Øine, og det lille Hjerte hoppede af Angst.
„Du gjør mig ikke noget, Bjørn!” sagde hun endelig modig; „for jeg er en snil Pige. Jeg kjender dig nok af Billedbogen min. Der, Bjørn, har du Blaabær.” — Saa rakte hun sin lille Kurv frem, og Bjørnen saa paa hende, brummede ganske sagte og slog Labben i Kurven, saa at alle Bærene trillede ned. Den spiste dem op og gav sig til at snuse paa Alvhilds Klæder.
„Kjære, søde Bjørn! Du maa ikke gjøre mig noget; for jeg er jo en snil Pige!” sagde Alvhild forskrækket. „Der har du en Kurv til med Blaabær.” Bjørnen saa paa hende, kastede Kurven ned og spiste. Nu var Alvhild ikke længer saa bange. Men hun skyndte sig at give Bjørnen flere Bær. Og den brummede ganske venlig og lagde den ene store Lab paa Alvhilds Skulder. Men nu fik den se den store Tine, som stod aaben og var ganske fuld baade af Blaabær og Jordbær; og Jordbær holder den nok mest af. Saa gik den hen til Tinen og gav sig rolig til at æde.
„Nei, nei, Bjørn!” sagde Alvhild. „Du faar ikke alle Bærene. Det er ikke mine Bær, og saa kan jeg jo ikke give dig dem, og du faar ondt i Maven af alle disse Bær, Bjørn!”
Saa gik hun lige hen til Bjørnen og lagde sine smaa Hænder dristig paa dens lodne Hals og vilde skyde den bort. 57Men den brød sig slet ikke derom, og hun saa nok, at det ikke kunde nytte.
„Ja bi, til Egil kommer; da bliver han vred og jager dig med sin Stok.” Det store Dyr saa venlig med sine mørkeblaa Øine paa den lille Pige og strøg atter sin Lab over hende.
„Nu skal jeg pynte dig, Bjørn!” sagde Alvhild, „dersom du vil lade mine Søskendes Bær være.” Saa tog hun en Krans og bandt den om Bjørnens Hals, og en liden Krans satte hun paa dens Hoved.
Høit oppe i Aasen begyndte Finns Trompet at skralde, og alle Pigerne og Gutterne kom syngende nedover. Da saa Bamsen sig omkring, lagde endnu engang sin Lab over Alvhilds Skulder og gik langsomt ind i den sorte Skov. — Da de nu allesammen var komne ned, viste Alvhild dem bedrøvet den tomme Tine og undskyldte sig, det bedste hun kunde, fordi hun ikke havde passet bedre paa, og fortalte om Bjørnen. Da blev de allesammen blege af Forskrækkelse, og nogle gav sig til at løbe. Men Ragna brast i heftig Graad og trykkede den lille Søster tæt op til sig og bad hende hulkende om Forladelse, fordi hun havde forladt hende. Endelig trak Egil dem beggemed sig, og de skyndte sig afsted. I Angsten lod de baade Blomsterkransene og Tinen og Kurvene og Næverskrukkerne ligge.
Da de nu kom hjem til Moder og Fader og fortalte, hvad der var hændt, greb Moderen skjælvende Alvhild og drog hende op paa sit Fang og dækkede hende med begge sine Arme, som om Bjørnen var der. Og alle de smaa og store klyngede sig om hende, og alle græd af Angst og Kjærlighed og Glæde. Om dem allesammen slyngede Faderen sine Arme. Derpaa reiste han sig langsomt og gik taus ind i sit Kammer. Hvad mener I, han gjorde derinde?
Langt udpaa Høsten blev den store, mørkebrune Bjørn skudt; og om dens Hals sad endnu Alvhilds Krans.
M. C. Hansen.