En rig Mand, som var meget gavmild, pleiede hver Dag at ride en Tur paa sin Skimmel og havde da altid Lommen fuld af Penge for at kunne give nogle Skilling til enhver fattig, som mødte ham paa hans Vei. De fattige i hele Omegnen kjendte og velsignede ham. Naar de fik Øie paa ham, ilede de ham glade imøde og udstrakte sine Hænder for at modtage de Gaver, som de vidste, han havde paa rede Haand til dem, og det var da ikke let at afgjøre, hvem der saa mest fornøiet ud, enten han, som gav, eller de, som modtog. Hvergang han saaledes uddelte Penge til de fattige, standsede han sin Hest og talte med dem om et og andet, og Hesten var efterhaanden bleven saa vant til dette, at den, hvergang en fattig nærmede sig, holdt stille, uden at dens Herre behøvede at standse den.

Samme Mand havde en Nabo, der var ligesaa rig som han, men umaadelig gjerrig. Denne Gnier holdt hverken Hest eller Vogn. Han var derfor i stor Forlegenhed for Befordring, da han en Dag skulde gjøre 53en længere Reise til et Sted i Omegnen. Vandre tilfods havde han ingen Lyst til, og leie sig en Hest vilde han heller ikke; thi saa skulde han jo ud med rede Penge. Endelig hittede han paa Raad; han gik ind til sin venlige, gavmilde Nabo og bad denne om at laane ham sin Skimmel. Der var aldeles intet iveien herfor. Skimlen blev strax sadlet, og den gjerrige satte sig op og travede afsted, inderlig fornøiet, fordi han kom afsted for saa godt Kjøb. Han havde imidlertid ikke travet ret langt, førend en stakkels Tigger nærmede sig og bad om en Almisse. „Gaa Pokker i Vold!“ sagde Gnieren, „jeg har andet at bruge mine Penge til end at ødsle dem paa saadant Pak!“ og dermed vilde han jage forbi; men Hesten var af en anden Mening; den holdt stille foran den fattige Mand, og der stod den, som om den var groet fast paa Stedet. Der hjalp hverken Pidsk eller Sporer. Den gjerrige skjønte nok, hvad der var iveien; vilde han videre frem, saa maatte han bære sig ad ligesom Hestens Eiermand, han maatte gjøre et Greb i sin Lomme og give den fattige en Skjærv. Med et dybt Suk besluttede han sig dertil, og neppe var det skeet, saa var Hesten ogsaa fuldkommen føielig, ja den syntes endogsaa at ville vise sin Rytter, hvor fornøiet den var, idet den pludselig satte afsted med ham i saa sterkt Galop, at hans Paryk kom i Ulave, og det var ikke langt fra, at han havde faldt af. Men Gnieren slap ikke med dette; snart mødte han en anden Tigger, saa en tredje, en fjerde, en femte og saa fremdeles, og for hver, han mødte, gjentog sig den samme Historie: Hesten vilde ikke af Stedet, før han havde givet den fattige Penge. Havde han ikke netop havt flere Penge hos sig end sædvanligt, da var hans Pung paa denne Maade bleven tømt, før han havde naaet Halvveien. Nu slog dens Indhold akkurat til, og det var godt for ham; thi ellers vilde han aldrig være kommen videre.

Da han om Aftenen endelig havde naaet sit Hjem og afleveret Hesten til dens Eiermand, sagde han til denne: „I har spillet mig et slemt Puds, Herr Nabo! den Ridetur, jeg har gjort med eders Skimmel, har været mig dyrere, end om jeg havde leiet mig en Vogn med to Heste foran. Jeg har maattet bortkaste alle mine Penge til de fattige.“ Da lo Hestens godmodige Eiermand ret hjertelig. „Kjære Ven,“ 54svarede han: „Sig ikke, at I har bortkastet eders Penge; I har tvertimod gjort en god Handel; thi for hver Skilling, I gav bort, har I faaet den fattiges Tak og Velsignelse.“

En rik mann, som var meget gavmild, pleide hver dag å ride en tur på sin skimmel og hadde da alltid lommen full av penger for å kunne gi noen skilling til enhver fattig, som møtte ham på hans vei. De fattige i hele omegnen kjente og velsignet ham. Når de fikk Øye på ham, ilede de ham glade imøte og utstrakte sine hender for å motta de gaver, som de visste, han hadde på rede hånd til dem, og det var da ikke lett å avgjøre, hvem der så mest fornøyet ut, enten han, som ga, eller de, som mottok. Hvergang han således utdelte penger til de fattige, stanset han sin hest og talte med dem om et og annet, og Hesten var etterhånden blitt så vant til dette, at den, hvergang en fattig nærmet seg, holdt stille, uten at dens Herre behøvde å stanse den.

Samme mann hadde en Nabo, der var likeså rik som han, men umåtelig gjerrig. Denne gnier holdt hverken hest eller vogn. Han var derfor i stor forlegenhet for befordring, da han en dag skulle gjøre 53en lenger reise til et sted i omegnen. Vandre tilfods hadde han ingen Lyst til, og leie seg en hest ville han heller ikke; thi så skulle han jo ut med rede penger. Endelig hittede han på råd; han gikk inn til sin vennlige, gavmilde Nabo og bad denne om å låne ham sin skimmel. Der var aldeles intet i veien herfor. Skimlen ble straks sadlet, og den gjerrige satte seg opp og travet av sted, inderlig fornøyet, fordi han kom av sted for så godt kjøp. Han hadde imidlertid ikke travet rett langt, før en stakkels tigger nærmet seg og bad om en almisse. „Gå Pokker i vold!“ sa gnieren, „jeg har annet å bruke mine penger til enn å ødsle dem på sådant pakk!“ og dermed ville han jage forbi; men Hesten var av en annen mening; den holdt stille foran den fattige mann, og der stod den, som om den var grodd fast på stedet. Der hjalp hverken pisk eller sporer. Den gjerrige skjønte nok, hva der var i veien; ville han videre frem, så måtte han bære seg ad likesom Hestens eiermann, han måtte gjøre et grep i sin lomme og gi den fattige en skjerv. Med et dypt sukk besluttet han seg dertil, og neppe var det skjedd, så var Hesten også fullkommen føyelig, ja den syntes endogsaa at ville vise sin rytter, hvor fornøyet den var, idet den plutselig satte av sted med ham i så sterkt galopp, at hans parykk kom i Ulave, og det var ikke langt fra, at han hadde falt av. Men gnieren slapp ikke med dette; snart møtte han en annen tigger, så en tredje, en fjerde, en femte og så fremdeles, og for hver, han møtte, gjentok seg den samme historie: Hesten ville ikke av stedet, før han hadde gitt den fattige penger. Hadde han ikke nettopp hatt flere penger hos seg enn sedvanlig, da var hans pung på denne måte blitt tømt, før han hadde nået halvveien. Nå slo dens innhold akkurat til, og det var godt for ham; thi ellers ville han aldri være kommet videre.

Da han om Aftenen endelig hadde nået sitt hjem og avlevert Hesten til dens eiermann, sa han til denne: „Dere har spillet meg et slemt puss, Herr Nabo! den ridetur, jeg har gjort med deres skimmel, har vært meg dyrere, enn om jeg hadde leiet meg en vogn med to hester foran. Jeg har måttet bortkaste alle mine penger til de fattige.“ Da lo Hestens godmodige eiermann rett hjertelig. „Kjære venn,“ 54svarte han: „Sig ikke, at dere har bortkastet deres penger; Dere har tvertimod gjort en god handel; thi for hver skilling, dere ga bort, har dere fått den fattiges takk og velsignelse.“