43

Karl laa i sin lille tarvelige Seng og var meget syg. Den lille Gut var saa mager, at hans Kinder ikke mere var runde, som de engang havde været, men ganske indfaldne; han var saa bleg, at Ansigtet var ligesaa hvidt som Lagnerne paa hans Seng. Hans Øine var store og klare og hans smaa Hænder saa slappe som et lidet Barns og næsten gjennemsigtige.

44Hans Moder havde flyttet Sengen tæt hen til Vinduet, saa at Karl kunde se alle, som gik forbi; derfra havde han seet sine smaa Kammerater løbe til Skolen, og han havde ønsket at kunne være med og tænkt paa, om han nogensinde igjen blev rask. Alle Skolekammeraterne saa ind ad Vinduet og nikkede, naar de gik forbi; thi det gjorde dem ondt, at Karl var saa syg.

Time efter Time laa han der, altfor svag til at læse, altfor svag til at lege med det Legetøi, som laa paa Sengetæppet, ja endogsaa altfor svag til at vende sig i Sengen, naar han var træt af at ligge paa den ene Side.

Han saa Dagslyset forsvinde af Himlen; han hørte Smaagutterne løbe hjem fra Skolen, de slog Hænderne sammen for at holde dem varme, lo og raabte til hverandre, da de gik forbi. Han saa Vægterne tænde Lygterne langs ned ad Gaden, og naar der saa ikke var mere at se efter, vendte han Blikket fra Vinduet og saa ind i Kakkelovnsilden.

Karl havde ligget syg i ti lange Maaneder. I ti lange Maaneder havde han ikke kunnet løbe omkring med sine smaa Venner; han havde ikke været ude af dette Værelse, han havde kun seet Solen gjennem Vinduet. Han havde ligget her hele den friske Vaar, da han vidste, hvor smukt alt var; hele den varme Sommer, da Fuglene sang i den grønne Skov; hele den smukke Høst, da alle de andre Smaagutter plukkede Nødder i Skoven; og nu var Vinteren næsten forbi, og han laa her endnu, mere syg end nogensinde.

Han tænkte paa dette, da Dagslyset forsvandt af Himlen, og han vendte Blikket mod Kakkelovnsilden. Han følte sig saa træt af at være syg, og Taarerne trillede ned ad hans Kinder og gjorde Lagenet ganske vaadt.

Moderen saa nu, at han græd; hun kom hen til ham, klappede ham paa Hovedet, kyssede ham og kaldte ham sin „lille kjære Gut.“ Og Karl sagde:

„Kjære Moder, naar bliver jeg dog frisk? Bed for mig, gjør noget for mig. Jeg er saa træt af at ligge her. Gid jeg kunde komme mig.“

Og Karl lagde Armene om Moderens Hals og græd bitterlig.

45Men hvad kunde hun gjøre? Intet. Havde hun kunnet gjøre et Ønske, saa vilde Karl have været rask i samme Øieblik; men hun kunde kun være bedrøvet for hans Skyld; hun kunde kun bede ham ikke at græde og haabe, at han vilde komme sig til Vaaren.

Da Karl saa, at Moderen græd, gjorde det ham ondt, at han havde bedrøvet hende; han tørrede sine Øine og gjorde sig Umag for ikke at tænke saa meget paa sin Sygdom; lidt efter kom hans Fader hjem. Karls Fader var Tømmermand. Han bar en Kurv, fuld af Verktøi; den maatte han først skille sig af med, førend han kunde komme hen og kysse sin lille Gut. Derpaa tog han sine tilsmudsede Støvler af og vaskede Hænder og Ansigt; hele Tiden talte han for at more Karl, fortalte ham, hvad han havde seet o. s. v., saa at ved Tetid, da Bordet blev rullet hen til Sengen, og Kjedlen kogte, og Teen var lavet, var Karl i godt Humor og havde næsten glemt, at han var et stakkels, sygt Barn, som ikke kunde staa op af Sengen.

2. Den skaarne Finger.

Et Par Huse fra Karls Hjem boede der en anden liden Gut paa samme Alder, som hed Axel. Han var ikke et fattigt Barn som Karl; hans Fader var en fornem Mand, ikke en Tømmermand, og Axel havde det saa godt, som en liden Gut kan ønske sig. Han var sund og frisk; han kunde lege og springe omkring; han kunde løbe efter sin Top og glide paa Isen eller kaste Snebold.

Synes du ikke, at Axel burde have været meget lykkelig, især naar der saa nær ved ham levede en syg, liden Gut som Karl? Vi vil se, om han var det.

„Axel, din Kaffe bliver kold, den har længe været færdig; skynd dig og kom ned.“ Dette blev sagt af Barnepigen.

„Jeg har ikke Lyst til at skynde mig,“ mumlede Axel. „Jeg bryder mig ikke om Kaffe; det er mig det samme, om den bliver kold eller ei.“

Og han blev ved at klæde sig meget langsomt paa. Da han kom ned, var hans Kaffe naturligvis ganske kold.

46„Jeg vil ikke have saadant noget, det kan jeg sige dig. Du kan ligesaa godt tage det bort,“ sagde Axel i en gretten Tone.

„Det er næsten Tid at gaa paa Skolen,“ sagde Barnepigen.

„Nei, det er det vist ikke,“ svarede Axel. „Jeg liker ikke at gaa paa Skolen; det er saa koldt; gid jeg kunde blive hjemme. Jeg vil gaa op og spørge Fader.“ Og Axel løb op ad Trapperne og rev Døren op til Faderens Studereværelse.

„Fader!“

„Hvad vil du, min Ven?“

„Kan jeg ikke blive hjemme idag? jeg liker ikke at gaa paa Skolen; det er saa koldt; og der er gaaet Hul paa mine Vanter, og jeg har ikke Lyst til at læse Lexer.“

„Jeg synes ikke, at det er Grunde, som kan afholde dig fra at gaa paa Skolen, Gutten min,“ svarede Faderen. „Nei, Axel, du maa gaa, vær nu snil Gut og gaa strax.“

Axel gik uden at sige et Ord mere; men han stampede med Foden i Trappetrinene, da han gik ned ad Trappen, og da han kom ind i Barnekammeret, begyndte han at græde som et lidet Barn, fordi alt var ham imod, sagde han.

Tænk blot, Axel var otte Aar gammel. Jeg kan ikke begribe, at han ikke skammede sig.

Hvor glad vilde ikke lille Karl have været, dersom han denne Morgen kunde have løbet til Skolen i den friske Frostluft.

Axel kom hjem til Middag, og som du kan tænke dig, var han meget sulten, han havde jo ikke spist Frokost.

Axel havde ingen Moder, hun var død for nogle Aar siden.

Han spiste til Middag paa samme Tid som Faderen. I Almindelighed pleiede han at være i godt Humor ved Middagsbordet; thi Faderen lod ham snakke saa meget han vilde. Det var ofte blevet ham sagt, at han ikke maatte lege med Knive; men han syntes meget ofte at glemme det. Nu sad han igjen og dreiede en stor Kniv rundt; pludselig skar den ham i Fingeren, og Blodet løb ned paa Dugen.

Faderen tog ham ind i Sovekammeret og lagde et Plaster paa Fingeren; men Axel gjorde meget Væsen deraf og spurgte 47sin Fader, om han ikke maatte blive hjemme fra Skolen denne Eftermiddag.

„Hvad for noget, for en skaaren Finger?“ sagde Faderen leende.

„Ja, men du kan ikke tro, hvor ondt den gjør; det banker i den, det gjør saa ondt.“

„Du maa vænne dig til at taale lidt Smerte, min Ven, der er værre Ting til end en skaaren Finger, Axel.“

Men Axel syntes, at det var meget haardt af Faderen at sende ham paa Skolen med en skaaren Finger; og jeg tror vist, at du havde leet, dersom du havde seet ham gaa ned ad Gaden, holdende med den friske Haand paa den daarlige, ligesom en stakkels saaret Soldat.

Saaledes gik Axel meget langsomt henad Veien til Skolen, indtil han standsede udenfor Karls Vindu.

3. Det bliver bedre med den daarlige Finger.

Hvorfor standsede han der? Fordi han gjennem Vinduet havde seet et lidet magert og blegt Ansigt titte ud til ham, og da han havde seet ind, havde det blege Ansigt smilet og nikket til ham.

Axel stod der endnu, da Døren blev aabnet, og Karls Moder spurgte ham, om han ikke vilde komme ind, hendes lille Gut vilde gjerne se ham. Axel, som bestandig holdt paa sin skaarne Finger, gik ind.

Han blev meget forundret ved at se en liden Gut, ikke ældre end han selv, ligge i en Seng om Dagen, og tillige ved at se, at han saa saa bleg og mager ud; han spurgte ham, hvorfor han ikke stod op?

„Fordi jeg er syg,“ svarede Karl; „jeg har været syg meget længe.“

„Gjør det ondt at være syg?“ spurgte Axel. „Holder du af at være syg?“

„Nei, jeg vilde være saa glad, dersom jeg kunde komme mig; det gjør saa ondt at ligge hele Dagen i Sengen.“

Axel lod den daarlige Haand synke; han skammede sig over at holde paa den og over at have gjort saameget Væsen deraf, naar den stakkels lille Karl havde ondt allesteder.

48„Hvad bestiller du hele Dagen?“ spurgte Axel om lidt.

„Intet,“ sagde Karl med mat Stemme. „Alt, hvad jeg prøver paa at foretage mig, trætter mig og bringer mig til at hoste; jeg vilde ønske, at jeg kunde bestille noget; gid jeg kunde gaa paa Skole, men jeg kan ikke, eller lege paa Gaden; men det kan jeg heller ikke.“ Og han sukkede, og hans Øine fyldtes med Taarer.

„Jeg sagde idag, at jeg ikke holdt af at gaa paa Skole,“ sagde Axel; „men jeg vil dog hellere gaa paa Skole end ligge syg hele Dagen.“

Axel kunde ikke blive længe, fordi det var Skoletid; han sagde derfor Farvel til Karl og lovede at komme snart igjen.

Om Aftenen efter Tetid, da Axel sad i Dagligstuen, fortalte han Faderen om den lille Karl og spurgte, om han fik Lov at gaa hen at besøge ham; og Faderen svarede, at han selv vilde gaa derhen med ham.

Den næste Dag var Axel ikke gretten, da man bad ham om at skynde sig; han spiste sin Frokost og var villig til at gaa paa Skole uden først at bede sin Fader om Tilladelse til at blive hjemme. Han havde ikke talt om sin skaarne Finger siden den forrige Morgen, og han vilde have skammet sig over at pleie den og gjøre Væsen deraf, endskjønt jeg nok tør sige, at den gjorde lidt ondt endnu. Han tænkte maaske paa Karl, som laa hele Dagen og hver Dag i sin Seng og saa ud af et lidet Vindu. Axel saa til Vinduet, da han gik til og fra Skolen; men han saa intet Glimt af det lille magre og blege Ansigt.

4. Karl sover.

Grunden til, at han ikke havde seet ham, var den, at Karl var bleven meget daarligere.

To Dage senere gik Axel med sin Fader til det lille Hus, og da de bankede paa, lukkede Karls Moder op; de kunde se, at hun havde grædt meget; thi hendes Øine var røde. Hun havde grædt, fordi Karl var bleven sygere.

Da Axel og Faderen traadte ind i Værelset, saa de en Herre, som sad ved Karls Seng; de standsede istedenfor at gaa hen til Sengen; thi den fremmede Mand talte.

49Han sagde til Karl:

„Er du bedrøvet, min lille Gut, over at høre, at du maa dø?“

Og Karl svarede:

„Jeg er bedrøvet over at forlade Fader og Moder og mine Skolekammerater; ja! jeg er saa bedrøvet;“ og Taarerne randt ned ad hans Kinder.

„Din Fader og Moder vil komme til dig, og da skal du aldrig se din stakkels Moder græde, som hun græder nu, og du vil aldrig se din Fader træt og bedrøvet.“

„Og det gjør mig saa ondt at forlade de grønne Marker og Blomsterne og de smaa Fugle,“ vedblev Karl. „Jeg kan ikke udholde at tænke paa, at jeg aldrig skal se dem mere; jeg havde dog haabet det.“

„Der, hvor du nu gaar hen, Karl, er der smukkere Marker og Blomster og smaa Fugle,“ sagde den fremmede; „du skal se dem og høre dem igjen.“

„Men jeg kan ikke løbe omkring, jeg kan ikke lege,“ sagde Karl, og han vendte sit Ansigt mod Puden og græd.

„Der vil du ikke føle Smerte, du vil aldrig græde, aldrig være syg, Karl.“

„Er De vis derpaa?“ spurgte Barnet og saa op med et straalende Blik.

„Ganske vis,“ svarede den fremmede. „Ved du hvorfor?“

„Nei, fortæl mig det,“ sagde Karl.

„Fordi Gud har lovet det.“

„Har han lovet mig det?“

„Ja, min lille Ven; Jesus har sagt det.“

Karl lagde sig tilbage paa Puden og lukkede Øinene; i nogen Tid talte han ikke; han syntes altfor svag til at sige mere. Den fremmede knælede ved Sengen og bad en kort Bøn. Den lille Karl foldede Hænderne; men han talte ikke, da den var forbi.

Axel gik nærmere hen til sin Fader og holdt hans Haand fast; men hans Blik var fæstet paa Sengen. Efter en lang Stunds Forløb aabnede Karl Øinene og sagde: „Moder!“

Hans Stemme var meget svag og mat; men hun hørte det og kom hen til ham.

50Han prøvede paa at reise sig, men kunde ikke; hun bøiede sig ned til ham, tog ham i sine Arme og kyssede ham.

Axel hørte, at Karl sagde: „Farvel,“ men intet mere; lidt efter laa den lille Gut ganske stille og bleg.

Axel blev bange, trykkede sig tættere op til Faderen og sagde:

„Hvad er det? — Fader, hvad er det?“

Hans Fader hviskede til ham: „Han er død, mit Barn, han er gaaet ind i Himlen.“

Og Faderen førte Axel ud af Huset; thi han græd, som om hans Hjerte skulde briste.

„Fader, jeg er saa bedrøvet; jeg kan ikke udholde det; tal til mig, Fader, fortæl mig om det.“

„Er du bedrøvet over, at den stakkels lille Karl, som altid laa i sin Seng og aldrig kunde komme ud af Stuen, er gaaet derhen, hvor han vil blive glad og lykkelig?“

„Jeg ved ikke, Fader.“

„Er du bedrøvet over, at det lille magre og blege Ansigt skal blive friskt og lykkeligt igjen, og at disse matte Øine aldrig skal græde mere?“

Axel tænkte efter et Øieblik, derpaa svarede han: „Nei.“

43

Karl lå i sin lille tarvelige seng og var meget syk. Den lille Gut var så mager, at hans kinner ikke mer var runde, som de engang hadde vært, men ganske innfalne; han var så bleg, at ansiktet var likeså hvitt som Lagnerne på hans seng. Hans Øine var store og klare og hans små hender så slappe som et lite Barns og nesten gjennomsiktige.

44Hans Moder hadde flyttet sengen tett hen til vinduet, så at Karl kunne se alle, som gikk forbi; derfra hadde han sett sine små Kammerater løpe til skolen, og han hadde ønsket å kunne være med og tenkt på, om han noensinne igjen ble rask. Alle skolekammeratene så inn ad vinduet og nikket, når de gikk forbi; thi det gjorde dem ondt, at Karl var så syk.

Time etter time lå han der, altfor svak til å lese, altfor svak til å leke med det leketøy, som lå på sengeteppet, ja endogsaa altfor svak til å vende seg i sengen, når han var trett av å ligge på den ene side.

Han så dagslyset forsvinne av Himlen; han hørte småguttene løpe hjem fra skolen, de slo hendene sammen for å holde dem varme, lo og ropte til hverandre, da de gikk forbi. Han så vekterne tenne lyktene langs ned ad gaten, og når der så ikke var mer å se etter, vendte han blikket fra vinduet og så inn i Kakkelovnsilden.

Karl hadde ligget syk i ti lange måneder. I ti lange måneder hadde han ikke kunnet løpe omkring med sine små venner; han hadde ikke vært ute av dette værelse, han hadde kun sett solen gjennom vinduet. Han hadde ligget her hele den friske vår, da han visste, hvor smukt alt var; hele den varme sommer, da fuglene sang i den grønne skog; hele den smukke høst, da alle de andre smågutter plukket nøtter i skogen; og nå var vinteren nesten forbi, og han lå her ennå, mer syk enn noensinne.

Han tenkte på dette, da dagslyset forsvant av Himlen, og han vendte blikket mot Kakkelovnsilden. Han følte seg så trett av å være syk, og tårene trillet ned ad hans kinner og gjorde lakenet ganske vått.

Moren så nå, at han gråt; hun kom hen til ham, klappet ham på hodet, kysset ham og kalte ham sin „lille kjære Gut.“ Og Karl sa:

„Kjære mor, når blir jeg dog frisk? Be for meg, gjør noe for meg. Jeg er så trett av å ligge her. Gid jeg kunne komme meg.“

Og Karl la armene om Moderens hals og gråt bitterlig.

45Men hva kunne hun gjøre? Intet. Hadde hun kunnet gjøre et ønske, så ville Karl have vært rask i samme øyeblikk; men hun kunne kun være bedrøvet for hans skyld; hun kunne kun bede ham ikke å gråte og håpe, at han ville komme seg til våren.

Da Karl så, at moren gråt, gjorde det ham ondt, at han hadde bedrøvet henne; han tørrede sine øyne og gjorde seg umak for ikke å tenke så meget på sin sykdom; litt etter kom hans far hjem. Karls far var tømmermann. Han bar en kurv, full av verktøy; den måtte han først skille seg av med, før han kunne komme hen og kysse sin lille Gut. Derpå tok han sine tilsmussede støvler av og vaskede hender og ansikt; hele tiden talte han for å more Karl, fortalte ham, hva han hadde sett o. s. v., så at ved Tetid, da bordet ble rullet hen til sengen, og kjelen kokte, og teen var lavet, var Karl i godt humor og hadde nesten glemt, at han var et stakkels, sykt barn, som ikke kunne stå opp av sengen.

2. Den skårne finger.

Et par hus fra Karls hjem bodde der en annen liten Gut på samme alder, som het Axel. Han var ikke et fattig barn som Karl; hans far var en fornem mann, ikke en tømmermann, og Axel hadde det så godt, som en liten Gut kan ønske seg. Han var sund og frisk; han kunne leke og springe omkring; han kunne løpe etter sin topp og glide på isen eller kaste snøball.

Synes du ikke, at Axel burde ha vært meget lykkelig, især når der så nær ved ham levde en syk, liten Gut som Karl? Vi vil se, om han var det.

„Axel, din kaffe blir kald, den har lenge vært ferdig; skynd deg og kom ned.“ Dette ble sagt av barnepiken.

„Jeg har ikke Lyst til å skynde meg,“ mumlet Axel. „Jeg bryder meg ikke om kaffe; det er meg det samme, om den blir kald eller ei.“

Og han ble ved å klede seg meget langsomt på. Da han kom ned, var hans kaffe naturligvis ganske kald.

46„Jeg vil ikke ha sådant noe, det kan jeg si deg. Du kan likeså godt ta det bort,“ sa Axel i en gretten Tone.

„Det er nesten tid å gå på skolen,“ sa barnepiken.

„Nei, det er det vist ikke,“ svarte Axel. „Jeg liker ikke å gå på skolen; det er så kaldt; gid jeg kunne bli hjemme. Jeg vil gå opp og spørre far.“ Og Axel løp opp ad trappene og rev døren opp til Faderens Studereværelse.

„Fader!“

„Hva vil du, min venn?“

„Kan jeg ikke bli hjemme i dag? jeg liker ikke å gå på skolen; det er så kaldt; og der er gått Hul på mine vanter, og jeg har ikke Lyst til å lese lekser.“

„Jeg synes ikke, at det er grunner, som kan avholde deg fra å gå på skolen, gutten min,“ svarte Faderen. „Nei, Axel, du må gå, vær nå snill Gut og gå straks.“

Axel gikk uten å si et ord mer; men han stampet med foten i trappetrinnene, da han gikk ned ad trappen, og da han kom inn i Barnekammeret, begynte han å gråte som et lite barn, fordi alt var ham imot, sa han.

Tenk blot, Axel var åtte år gammel. Jeg kan ikke begripe, at han ikke skammet seg.

Hvor glad ville ikke lille Karl have vært, dersom han denne morgen kunne ha løbet til skolen i den friske frostluft.

Axel kom hjem til middag, og som du kan tenke deg, var han meget sulten, han hadde jo ikke spist frokost.

Axel hadde ingen mor, hun var død for noen år siden.

Han spiste til middag på samme tid som Faderen. I alminnelighet pleide han å være i godt humor ved middagsbordet; thi Faderen lot ham snakke så meget han ville. Det var ofte blitt ham sagt, at han ikke måtte leke med Knive; men han syntes meget ofte å glemme det. Nå satt han igjen og dreide en stor kniv rundt; plutselig skar den ham i fingeren, og blodet løp ned på duken.

Faderen tok ham inn i Sovekammeret og la et plaster på fingeren; men Axel gjorde meget vesen derav og spurte 47sin far, om han ikke måtte bli hjemme fra skolen denne ettermiddag.

„Hva for noe, for en skåren finger?“ sa Faderen leende.

„Ja, men du kan ikke tro, hvor ondt den gjør; det banker i den, det gjør så ondt.“

„Du må venne deg til å tåle litt smerte, min venn, der er verre ting til enn en skåren finger, Axel.“

Men Axel syntes, at det var meget hardt av Faderen å sende ham på skolen med en skåren finger; og jeg tror vist, at du hadde ledd, dersom du hadde sett ham gå ned ad gaten, holdende med den friske hånd på den dårlige, likesom en stakkels såret soldat.

Således gikk Axel meget langsomt henad Veien til skolen, inntil han stanset utenfor Karls vindu.

3. Det blir bedre med den dårlige finger.

Hvorfor stanset han der? Fordi han gjennom vinduet hadde sett et lite magert og blekt ansikt titte ut til ham, og da han hadde sett inn, hadde det bleke ansikt smilet og nikket til ham.

Axel stod der ennå, da døren ble åpnet, og Karls mor spurte ham, om han ikke ville komme inn, hennes lille Gut ville gjerne se ham. Axel, som bestandig holdt på sin skårne finger, gikk inn.

Han ble meget forundret ved å se en liten Gut, ikke eldre enn han selv, ligge i en seng om dagen, og tillike ved å se, at han så så bleg og mager ut; han spurte ham, hvorfor han ikke stod opp?

„Fordi jeg er syk,“ svarte Karl; „jeg har vært syk meget lenge.“

„Gjør det ondt å være syk?“ spurte Axel. „Holder du av å være syk?“

„Nei, jeg ville være så glad, dersom jeg kunne komme meg; det gjør så ondt å ligge hele dagen i sengen.“

Axel lot den dårlige hånd synke; han skammet seg over å holde på den og over å ha gjort saameget vesen derav, når den stakkels lille Karl hadde ondt allesteder.

48„Hva bestiller du hele dagen?“ spurte Axel om litt.

„Intet,“ sa Karl med mat stemme. „Alt, hva jeg prøver på å foreta meg, tretter meg og bringer meg til å hoste; jeg ville ønske, at jeg kunne bestille noe; gid jeg kunne gå på skole, men jeg kan ikke, eller leke på gaten; men det kan jeg heller ikke.“ Og han sukket, og hans øyne fyldtes med Taarer.

„Jeg sa i dag, at jeg ikke holdt av å gå på skole,“ sa Axel; „men jeg vil dog hellere gå på skole enn ligge syk hele dagen.“

Axel kunne ikke bli lenge, fordi det var skoletid; han sa derfor farvel til Karl og lovede å komme snart igjen.

Om Aftenen etter Tetid, da Axel satt i dagligstuen, fortalte han Faderen om den lille Karl og spurte, om han fikk Lov å gå hen å besøke ham; og Faderen svarte, at han selv ville gå derhen med ham.

Den neste dag var Axel ikke gretten, da man bad ham om å skynde seg; han spiste sin frokost og var villig til å gå på skole uten først å bede sin far om tillatelse til å bli hjemme. Han hadde ikke talt om sin skårne finger siden den forrige morgen, og han ville ha skammet seg over å pleie den og gjøre vesen derav, enskjønt jeg nok tør si, at den gjorde litt ondt ennå. Han tenkte maaske på Karl, som lå hele dagen og hver dag i sin seng og så ut av et lite vindu. Axel så til vinduet, da han gikk til og fra skolen; men han så intet glimt av det lille magre og bleke ansikt.

4. Karl sover.

Grunnen til, at han ikke hadde sett ham, var den, at Karl var blitt meget dårligere.

To dager senere gikk Axel med sin far til det lille hus, og da de banket på, lukkede Karls mor opp; de kunne se, at hun hadde grått meget; thi hennes øyne var røde. Hun hadde grått, fordi Karl var blitt sykere.

Da Axel og Faderen trådte inn i værelset, så de en Herre, som satt ved Karls seng; de stanset istedenfor å gå hen til sengen; thi den fremmede mann talte.

49Han sa til Karl:

„Er du bedrøvet, min lille Gut, over å høre, at du må dø?“

Og Karl svarte:

„Jeg er bedrøvet over å forlate far og Moder og mine Skolekammerater; ja! jeg er så bedrøvet;“ og tårene rant ned ad hans kinner.

„Din far og Moder vil komme til deg, og da skal du aldri se din stakkels mor gråte, som hun gråter nå, og du vil aldri se din far trett og bedrøvet.“

„Og det gjør meg så ondt å forlate de grønne Marker og blomstene og de små fugler,“ vedble Karl. „Jeg kan ikke utholde å tenke på, at jeg aldri skal se dem mer; jeg hadde dog håpet det.“

„Der, hvor du nå går hen, Karl, er der smukkere Marker og blomster og små fugler,“ sa den fremmede; „du skal se dem og høre dem igjen.“

„Men jeg kan ikke løpe omkring, jeg kan ikke leke,“ sa Karl, og han vendte sitt ansikt mot puten og gråt.

„Der vil du ikke føle smerte, du vil aldri gråte, aldri være syk, Karl.“

„Er De vis derpå?“ spurte barnet og så opp med et strålende blikk.

„Ganske vis,“ svarte den fremmede. „Vet du hvorfor?“

„Nei, fortell meg det,“ sa Karl.

„Fordi Gud har lovet det.“

„Har han lovet meg det?“

„Ja, min lille venn; Jesus har sagt det.“

Karl la seg tilbake på puten og lukkede øynene; i noen tid talte han ikke; han syntes altfor svak til å si mer. Den fremmede knælede ved sengen og bad en kort Bøn. Den lille Karl foldede hendene; men han talte ikke, da den var forbi.

Axel gikk nærmere hen til sin far og holdt hans hånd fast; men hans blikk var festet på sengen. Etter en lang Stunds forløp åpnet Karl Øinene og sa: „Mor!“

Hans Stemme var meget svak og mat; men hun hørte det og kom hen til ham.

50Han prøvde på å reise seg, men kunne ikke; hun bøyde seg ned til ham, tok ham i sine Arme og kysset ham.

Axel hørte, at Karl sa: „Farvel,“ men intet mer; litt etter lå den lille Gut ganske stille og bleg.

Axel ble bange, trykket seg tettere opp til Faderen og sa:

„Hva er det? — Fader, hva er det?“

Hans Fader hvisket til ham: „Han er død, mitt barn, han er gått inn i Himlen.“

Og Faderen førte Axel ut av huset; thi han gråt, som om hans hjerte skulle briste.

„Fader, jeg er så bedrøvet; jeg kan ikke utholde det; tal til meg, far, fortell meg om det.“

„Er du bedrøvet over, at den stakkels lille Karl, som alltid lå i sin seng og aldri kunne komme ut av stuen, er gått derhen, hvor han vil bli glad og lykkelig?“

„Jeg vet ikke, far.“

„Er du bedrøvet over, at det lille magre og bleke ansikt skal bli friskt og lykkelig igjen, og at disse matte øyne aldri skal gråte mer?“

Axel tenkte etter et øyeblikk, derpå svarte han: „Nei.“