Den lille Graaspurv, som havde sit Rede under Taget, vilde ogsaa leve. Hver Morgen, naar Pigen kom ud i Gaarden og strøede Korn for Hønsene, fløi den ned for at æde med dem. Den kunde jo ikke tro andet, end at Kornet ligesaavel blev udstrøet for den som for Hønsene; men den store Hane var af en anden Mening. Den fandt, at det var meget næsvist af den lille Graaspurv saaledes at indfinde sig hver Dag som ubuden Gjest i Hønsegaarden. Saasnart Spurven viste sig ved Frokosten, begyndte derfor Hanen at skjælde og gjøre Spektakkel, og naar dette ikke hjalp, naar Spurven alligevel blev for at snappe et Korn, da reiste Hanen sin Kam og for løs paa den lille, som da maatte flygte med tom Mave. En Dag var Spurven meget sulten. „Kjære Hane,“ sagde den, „lad mig blot tage tre Korn. Det er alt, hvad jeg behøver for at blive mæt, og der er jo Overflødighed til dig og dine.“

„Snak har vi nok af!“ sagde Hanen, „du er en Tyv, et unyttigt Dyr, du hører nok ikke med til Gaarden som vi andre.“ „Men den gode Gud har dog ikke skabt mig, forat jeg skal sulte ihjel,“ sagde Spurven, „jeg maa dog ogsaa 43have noget at æde?“ „Det er din Sag,“ svarede Hanen. „Se nu til, at du pakker dig, ellers skal jeg traktere dig saaledes, at du taber Appetiten.“ Den lille Graaspurv fløi da forskrækket op paa Taget; men et Øieblik efter drev Sulten den atter ned i Gaarden; dog vovede den ikke at flyve hen til det Sted, hvor Hønsene holdt Maaltid, den satte sig kun i Nærheden og peb ynkelig. Da sparkede en medlidende Høne nogle Korn hen til den, ret som om det skede uforsætlig; men Spurven forstod det godt. Den stillede nu sin Hunger og glemte aldrig siden Hønen, som havde været saa god mod den.

Den samme Høne blev engang syg; den var kommen for nær til Hundehuset og var bleven bidt i Vingen af Lænkehunden. Nu sad den bagved en Vedstabel og kunde ikke røre sig. Ingen lagde Merke til den, og saaledes var den nær ved at dø af Sult. Den lille Graaspurv kunde ikke skjønne, hvor dens Veninde var bleven af. Den søgte forgjeves i flere Dage, da opdagede den pludselig den stakkels Høne og fik vide, hvad der var tilstødt den. Strax fløi Graaspurven afsted, og den hvilede ikke, før den havde sammenplukket en Del Korn og Brødsmuler, som den bragte til sin syge Veninde. Saaledes blev den ved, lige indtil Hønen var saa rask, at den kunde sørge for sig selv, og den lille Graaspurv glædede sig ret inderlig, fordi den paa denne Maade havde været istand til at vise den gode Høne sin Taknemlighed i Gjerningen.

Den lille gråspurv, som hadde sitt rede under taket, ville også leve. Hver morgen, når piken kom ut i gården og strødde korn for hønsene, fløy den ned for å ete med dem. Den kunne jo ikke tro annet, enn at kornet ligesaavel ble udstrøet for den som for hønsene; men den store Hane var av en annen mening. Den fant, at det var meget nesevist av den lille gråspurv således å innfinne seg hver dag som ubuden gjest i hønsegården. Så snart Spurven viste seg ved frokosten, begynte derfor hanen å skjelle og gjøre Spektakkel, og når dette ikke hjalp, når Spurven allikevel ble for å snappe et korn, da reiste hanen sin kam og for løs på den lille, som da måtte flykte med tom mave. En dag var Spurven meget sulten. „Kjære Hane,“ sa den, „la meg blot ta tre korn. Det er alt, hva jeg behøver for å bli mett, og der er jo overflødighet til deg og dine.“

„Snakk har vi nok av!“ sa hanen, „du er en tyv, et unyttig dyr, du hører nok ikke med til gården som vi andre.“ „Men den gode Gud har dog ikke skapt meg, for at jeg skal sulte ihjel,“ sa Spurven, „jeg må dog også 43have noe å ete?“ „Det er din Sag,“ svarte hanen. „Se nå til, at du pakker deg, ellers skal jeg traktere deg således, at du taper appetitten.“ Den lille gråspurv fløy da forskrekket opp på taket; men et øyeblikk etter drev sulten den atter ned i gården; dog vovede den ikke å flyve hen til det sted, hvor hønsene holdt måltid, den satte seg kun i nærheten og pep ynkelig. Da sparkede en medlidende høne noen korn hen til den, rett som om det skjedde uforsætlig; men Spurven forstod det godt. Den stillede nå sin Hunger og glemte aldri siden Hønen, som hadde vært så god mot den.

Den samme høne ble engang syk; den var kommet for nær til hundehuset og var blitt bitt i vingen av lenkehunden. Nå satt den bagved en vedstabel og kunne ikke røre seg. Ingen la merke til den, og således var den nær ved å dø av sult. Den lille gråspurv kunne ikke skjønne, hvor dens venninne var blitt av. Den søkte forgjeves i flere dager, da oppdaget den plutselig den stakkels høne og fikk vite, hva der var tilstøtt den. Straks fløy gråspurven av sted, og den hvilte ikke, før den hadde sammenplukket en del korn og brødsmuler, som den brakte til sin syke venninne. Således ble den ved, like inntil Hønen var så rask, at den kunne sørge for seg selv, og den lille gråspurv gledet seg rett inderlig, fordi den på denne måte hadde vært i stand til å vise den gode høne sin takknemlighet i gjerningen.