En Spurveunge, en nøgen enMed store Øine og lange Ben,Faldt ned fra Taget. Den lille DrengAf Uld den redte saa blød en Seng;Han madede den med Gryn paa Tungen,Og større og større blev Spurveungen.

Og da den saa fik Fjær paa sin Krop,Da bygged den ude i Træets Top.Den frygtede ikke sin lille Ven,Men flagrede kjærlig til ham hen.Hver Dag, naar han kom hjem fra Skolen,Den kvidred sin Tak til ham i Solen.

H. V. Kaalund.

En Spurveunge, en nøgen enMed store øyne og lange Ben,Falt ned fra taket. Den lille drengAv Uld den redde så bløt en seng;Han matet den med gryn på tungen,Og større og større ble Spurveungen.

Og da den så fikk fjær på sin kropp,Da bygget den ute i Træets topp.Den fryktede ikke sin lille venn,Men flagret kjærlig til ham hen.Hver dag, når han kom hjem fra skolen,Den kvitret sin takk til ham i solen.

H. V. Kaalund.