26

Der staar et lidet Træ i Skoven; det har staaet baade i ondt og godt Veir. Det har fra øverst til nederst kun Naale istedenfor Blade. Engang sagde det lille Træ: „Alle mine Kammerater har smukke Blade, og jeg har kun Naale; ingen tør røre ved mig. Dersom jeg turde ønske noget, saa vilde jeg ønske mig Blade af det pure Guld.“

Om Natten faldt det lille Træ i Søvn, og da det vaagnede den næste Morgen tidlig, da havde det deilige Blade af Guld. Ja, det var en Pragt! Træet sagde: „Nu er jeg stolt. Ingen af de andre Trær i Skoven har Guldblade.“

Men om Aftenen gik Jøden med det store Skjeg og den store Sæk igjennem Skoven; han faar Øie paa Guldbladene, putter dem i Sækken og skynder sig bort og lader det lille Træ staa ganske nøgent. Træet siger med Græmmelse: „Jeg ærgrer mig over Guldbladene; jeg maa skamme mig for de andre Trær, de har saadanne skjønne Blade. Turde jeg ønske mig noget endnu, da skulde det være Blade af det klare Glas.“

Da sov det lille Træ atter ind, og da det vaagnede tidlig næste Morgen, havde det deilige Blade af Glas. Det var ogsaa en Pragt! Træet siger: „Nu er jeg glad. Saaledes glinser intet Træ i Skoven.“

Da kom der en stor Hvirvelvind med et Uveir. Den for ind imellem Trærne og kom til Glasbladene, og saa laa de allesammen i Stumper i Græsset.

27Med Bedrøvelse siger Træet: „Mit Glas ligger i Støvet; de andre Trær staar endnu med sine grønne Blade. Skulde jeg ønske mere, saa skulde det ogsaa være grønne Blade.“

Og det lille Træ slumrede ind, vaagnede og havde smukke grønne Blade. Da smilede det og sagde: „Nu har jeg ogsaa grønne Blade, saa at jeg ikke behøver at skamme mig.“

Da kommer den gamle Gjed løbende og søger efter Græs og Blade til sine Unger. Hun ser Løvet, og uden at spørge om Lov æder hun det af med Kviste og Stilke.

Saa var det lille Træ nøgent igjen og sagde for sig selv: „Nu forlanger jeg ingen Blade mer, hverken grønne, røde eller gule. Havde jeg bare mine Naale, saa vilde jeg være fornøiet med dem.“

Og bedrøvet faldt det i Søvn, og bedrøvet vaagnede det igjen; da ser det paa sig selv og smiler atter, og alle de andre Trær ler det ud. Men det lille Træ bryder sig ikke derom; thi det har nu faaet alle sine Naale igjen, som enhver kan se. Gaa kun ud i Skoven og se selv; men rør ikke ved det, for — det stikker.

26

Der står et lite tre i skogen; det har stått både i ondt og godt vær. Det har fra øverst til nederst kun nåler istedenfor Blade. Engang sa det lille tre: „Alle mine Kammerater har smukke Blade, og jeg har kun nåler; ingen tør røre ved meg. Dersom jeg turde ønske noe, så ville jeg ønske meg Blade av det pure gull.“

Om natten falt det lille tre i søvn, og da det våknet den neste morgen tidlig, da hadde det deilige Blade av gull. Ja, det var en prakt! Treet sa: „Nå er jeg stolt. Ingen av de andre trær i skogen har gullblader.“

Men om Aftenen gikk jøden med det store skjegg og den store sekk igjennom skogen; han får Øye på Guldbladene, putter dem i sekken og skynder seg bort og lader det lille tre stå ganske nøgent. Treet sier med gremmelse: „Jeg ergrer meg over Guldbladene; jeg må skamme meg for de andre trær, de har sådanne skjønne Blade. Turde jeg ønske meg noe ennå, da skulle det være Blade av det klare Glas.“

Da sov det lille tre atter inn, og da det våknet tidlig neste morgen, hadde det deilige Blade av Glas. Det var også en prakt! Treet sier: „Nå er jeg glad. Således glinser intet tre i skogen.“

Da kom der en stor virvelvind med et uvær. Den for inn imellom trærne og kom til glassbladene, og så lå de allesammen i stumper i gresset.

27Med bedrøvelse sier treet: „Mitt Glas ligger i støvet; de andre trær står ennå med sine grønne Blade. Skulle jeg ønske mer, så skulle det også være grønne Blade.“

Og det lille tre slumret inn, våknet og hadde smukke grønne Blade. Da smilte det og sa: „Nå har jeg også grønne Blade, så at jeg ikke behøver å skamme meg.“

Da kommer den gamle geit løpende og søker etter gress og Blade til sine unger. Hun ser løvet, og uten å spørre om Lov eter hun det av med Kviste og stilker.

Så var det lille tre nøgent igjen og sa for seg selv: „Nå forlanger jeg ingen Blade mer, hverken grønne, røde eller gule. Hadde jeg bare mine nåler, så ville jeg være fornøyet med dem.“

Og bedrøvet falt det i søvn, og bedrøvet våknet det igjen; da ser det på seg selv og smiler atter, og alle de andre trær ler det ut. Men det lille tre bryder seg ikke derom; thi det har nå fått alle sine nåler igjen, som enhver kan se. Gå kun ut i skogen og se selv; men rør ikke ved det, for — det stikker.