Det hændte engang paa en Gaard, at et Par Svaler byggede sig et Rede over en Stalddør. Da de havde havt dette i et Par Uger, fløi en Spurv derind paa en Tid, da begge Svaler var ude, og syntes saa godt om at være der, at den ikke forlod Redet, da Svalerne kom tilbage. Disse forsøgte vel paa flere Maader at jage den ud; men det lykkedes dem ikke.
De fløi da bort, men kom noget efter tilbage med en Mængde andre Svaler, og hele Skaren gik nu løs paa Redet for at jage Spurven ud. Men da denne udfyldte hele Indgangen til Redet med sit store Hoved, kunde bare en Svale ad Gangen angribe den, og da den var sterk nok til at udholde denne Kamp, maatte Svalerne tilsidst fortrække og lade Spurven blive, hvor den var. Men snart kom samtlige Svaler anden Gang tilbage og havde da Neb og Klør fulde af Straa og Dynd, hvormed de i største Hast tilstoppede Hullet for Spurven, og denne havde virkelig maattet sulte ihjel, dersom ikke den, som siden har fortalt denne Begivenhed, havde frelst den af dens Fængsel.