23

To Haandverkssvende, Josef og Kristofer, gik engang forbi en Gartners Have.

„Se dog,“ sagde Josef, „hvor store de Kaalhoveder er.“

24„Aa,“ svarede Kristofer, der gjerne pralede, „de er slet ikke store. Nei, da jeg var i Danmark, saa jeg paa min Vandring et Kaalhoved, der var vel saa stort som det Hus der.“

Josef, der var Kobberslager, sagde derpaa: „Det var rigtignok meget. Imidlertid har jeg dog engang hjulpet til at gjøre en Kjedel, der var saa stor som Kirken.“

„Men kjære,“ raabte Kristofer, „hvortil behøvede man da en saadan uhyre Kjedel?“

Josef svarede ganske tørt: „Man vilde koge dit store Kaalhoved deri.“

Kristofer blev rød og løi ikke mere den Dag.

23

To Haandverkssvende, Josef og Kristofer, gikk engang forbi en Gartners hage.

„Se dog,“ sa Josef, „hvor store de kålhoder er.“

24„Aa,“ svarte Kristofer, der gjerne pralte, „de er slett ikke store. Nei, da jeg var i Danmark, så jeg på min vandring et kålhode, der var vel så stort som det hus der.“

Josef, der var Kobberslager, sa derpå: „Det var riktignok meget. Imidlertid har jeg dog engang hjulpet til å gjøre en kjel, der var så stor som kirken.“

„Men kjære,“ ropte Kristofer, „hvortil behøvde man da en sådan uhyre kjel?“

Josef svarte ganske tørt: „Man ville koke ditt store kålhode deri.“

Kristofer ble rød og løy ikke mer den dag.