En Familie fra Landet, hvis Hjem var et Par Dages Reise borte fra Kristiania, reiste engang til Hovedstaden for at more sig der i nogle Uger. Da de var komne nogle Mile fra Hjemmet, blev de meget forundrede ved at se, at deres lille Yndlingshund, som de havde ladet blive tilbage hjemme, havde fulgt dem paa Veien. Da de imidlertid ikke vidste, hvorledes de skulde faa den sendt hjem igjen, og de ikke vilde tage den med til Kristiania, lod de den blive i den nærmeste Gjestgivergaard; Gjestgiveren lovede at passe paa den og behandle den godt, indtil de kom tilbage fra Hovedstaden, og de reiste videre. Da de efter nogle Ugers Ophold i Kristiania 19vendte tilbage og atter standsede ved Gjestgiverstedet, spurgte de efter Hunden; men til sin store Sorg hørte de, at den ikke var der mere. Gjestgiveren forsikrede, at det ikke var hans Skyld, da han havde pleiet den godt og passet paa den, saa godt han havde kunnet. I Begyndelsen havde den været noget sørgmodig; men den havde dog snart slaaet sig til Ro, og efterhaanden havde den følt sig som hjemme hos ham. Men saa var den kommen ud paa Landeveien, og der havde en stor Hund jaget efter den og mishandlet den; dette var skeet gjentagne Gange, og en Dag især havde den store Hund bidt den lille temmelig slemt. Strax efter var den lille Hund forsvunden; man havde ingensteds kunnet finde den, og ingen havde seet, hvor den var bleven af. To eller tre Dage efter havde den atter vist sig og denne Gang sammen med en anden Hund, der var meget større og sterkere end den, der havde været saa slem mod den lille Hund. Begge i Forening havde nu angrebet den lilles Fiende, bidt den dygtig og derpaa igjen løbet bort ad den samme Vei, som de var komne. Da Herren hørte denne underlige Fortælling, spurgte han om, hvorledes den Hund havde seet ud, som den lille havde havt med sig, og efter den Beskrivelse, man gav ham, kunde han ikke tro andet, end at det maatte have været hans egen store Gaardshund, som han ogsaa havde ladet blive hjemme. Ja, merkværdigt nok, da han kom hjem, fik han vide, at det virkelig forholdt sig saaledes. Tjenestefolkene fortalte ham, at den lille Hund var kommen tilbage, nogle Dage efterat den var løben bort, og at de strax efter havde savnet baade den og Gaardshunden i et Par Dage. Derpaa var de begge komne tilbage og var nu blevne rolig hjemme begge to.

Det var nu altsaa ganske tydeligt, at den lille Hund var løben til sit gamle Hjem, fordi den i Gjestgivergaarden var bleven mishandlet af den store Hund, og at den saa hjemme paa en eller anden Maade havde gjort sig forstaaelig for sin Ven Gaardshunden og faaet denne bort med sig for at faa Hevn over den fremmede Hund.

En familie fra landet, hvis hjem var et par Dages reise borte fra Kristiania, reiste engang til hovedstaden for å more seg der i noen uker. Da de var kommet noen mil fra hjemmet, ble de meget forundret ved å se, at deres lille Yndlingshund, som de hadde latt bli tilbake hjemme, hadde fulgt dem på Veien. Da de imidlertid ikke visste, hvorledes de skulle få den sendt hjem igjen, og de ikke ville ta den med til Kristiania, lot de den bli i den nærmeste gjestgivergård; Gjestgiveren lovede å passe på den og behandle den godt, inntil de kom tilbake fra hovedstaden, og de reiste videre. Da de etter noen Ugers opphold i Kristiania 19vendte tilbake og atter stanset ved Gjestgiverstedet, spurte de etter hunden; men til sin store sorg hørte de, at den ikke var der mer. Gjestgiveren forsikret, at det ikke var hans skyld, da han hadde pleiet den godt og passet på den, så godt han hadde kunnet. I begynnelsen hadde den vært noe sørgmodig; men den hadde dog snart slått seg til ro, og etterhånden hadde den følt seg som hjemme hos ham. Men så var den kommet ut på landeveien, og der hadde en stor hund jaget etter den og mishandlet den; dette var skjedd gjentatte ganger, og en dag især hadde den store hund bitt den lille temmelig slemt. Straks etter var den lille hund forsvunnen; man hadde ingensteds kunnet finne den, og ingen hadde sett, hvor den var blitt av. To eller tre dager etter hadde den atter vist seg og denne gang sammen med en annen hund, der var meget større og sterkere enn den, der hadde vært så slem mot den lille hund. Begge i forening hadde nå angrepet den lilles fiende, bitt den dyktig og derpå igjen løbet bort ad den samme vei, som de var kommet. Da Herren hørte denne underlige fortelling, spurte han om, hvorledes den hund hadde sett ut, som den lille hadde hatt med seg, og etter den beskrivelse, man ga ham, kunne han ikke tro annet, enn at det måtte ha vært hans egen store gårdshund, som han også hadde latt bli hjemme. Ja, merkverdig nok, da han kom hjem, fikk han vide, at det virkelig forholdt seg således. Tjenestefolkene fortalte ham, at den lille hund var kommet tilbake, noen dager etter at den var løben bort, og at de straks etter hadde savnet både den og gårdshunden i et par dager. Derpå var de begge kommet tilbake og var nå blitt rolig hjemme begge to.

Det var nå altså ganske tydelig, at den lille hund var løben til sitt gamle hjem, fordi den i gjestgivergården var blitt mishandlet av den store hund, og at den så hjemme på en eller annen måte hadde gjort seg forståelig for sin venn gårdshunden og fått denne bort med seg for å få hevn over den fremmede hund.