6

Det var engang en Bjørn, som sad i en Solbakke og sov. I det samme kom der en Ræv luskende forbi og fik se den. „Sidder du der og lader dig, Bedstefar,“ sagde Ræven; „du faar nok passe dig, at jeg ikke spiller dig et Puds nu, du er saa død og doven,“ sagde Mikkel ved sig selv. Saa 7fandt han tre Markmus og lagde paa en Stubbe tæt op under Næsen paa Bjørnen.

„Vaagn op, Bamse; Per Skytter ligger bag Stubben!“ skreg den lige i Øret paa Bjørnen og tog tilbens bort igjennem Skoven.

Bjørnen braavaagnede og skvat op i Ørsken; men da han saa de tre Musene, som laa paa Stubben, blev han saa sindt, at han alt løftede paa Labben og vilde lægge til dem, for han troede, det var dem, som havde skreget i Øret paa ham. Men saa fik han se Svandsen til Mikkel mellem Buskene borte i Skovkanten og lagde efter, saa det bragede i Smaaskoven.

Ræven foran og Bjørnen efter, og Bamsen var saa nær Mikkel, at han fik Tag i det høire Bagbenet paa ham, i de samme han skulde smutte ned i en Gang under en Granrod. Der sad Mikkel i Klemmen; men han betænkte sig ikke længe paa, hvorledes han skulde blive fri.

„Slip Granrod og tag fat Rævfod!“ skreg han.

Ja, Bjørnen var enfoldig nok til at gjøre det; men da lo Ræven langt inde i Hullet og sagde:

„Jomen narrede jeg dig den Gangen ogsaa, Bedstefar!“

„Bu! gjemt er ikke glemt,“ sagde Bjørnen og brummede og var vild.

„Tak for idag, vi træffes vel imorgen ved dette Leite,“ sagde Ræven.

Om Morgenen den anden Dag kom Bjørnen med et stort, fedt Svin, han havde slaaet, og da han gik over Myren med det, sad Mikkel høit oppe paa en Sten ved Myrbredden og havde noget for sig.

„God Dag, Bedstefar,“ sagde Ræven, „hvad er det for noget godt, du har der?“ sagde den.

„Det er Flesk,“ sagde Bjørnen.

„Jeg har ogsaa lidt Mundgodt,“ sagde Ræven.

„Hvad da?“ sagde Bjørnen.

„Det er det største og sødeste Humlebol, jeg har fundet i mit Liv,“ sagde Mikkel.

„Jasaa,“ sagde Bjørnen og gren og — siklede, saa godt syntes han, det skulde være at faa lidt Honning. „Skal vi traktere hverandre?“ sagde han.

8„Nei, det gjør jeg ikke,“ sagde Mikkel. Men saa gjorde de et Veddemaal og blev forligte om, at de skulde nævne tre Slags Trær. Dersom Ræven kunde sige det fortere end Bjørnen, skulde han faa Lov at bide en Gang af Flesket; men hvis Bjørnen kunde sige det fortere, skulde han faa Lov at suge en Gang af Humlebolet. Bjørnen tænkte nu, at han skulde suge i sig al Honningen med et Drag.

„Ja,“ sagde Ræven, „det er baade godt og vel altsammen; men det siger jeg, at hvis jeg vinder, skal du være pligtig til at rive Børsterne af der, jeg vil bide,“ sagde den.

„Ja nok, jeg faar vel hjelpe dig, siden du ikke kan selv,“ sagde Bjørnen.

Saa skulde de til at nævne op Trærne.

„Tol, Furu, Gran!“ brummede Bjørnen; — grov i Mælet var han. — Men dette var bare to Trær, for Tol er ikke andet end Furu, det heller.

„Ask, Or, Eik!“ skreg Ræven, saa det gnald i Skoven. Saa havde han vundet, og han for ned og tog Hjertet ud af Svinet i en Bid og vilde springe. Men Bjørnen blev sindt, fordi han tog det bedste af hele Svinet, fik fat i Svandsen paa ham og holdt ham.

„Bi lidt!“ sagde Bjørnen og var saa vild.

„Ja, det er det samme, Bedstefar, vil du slippe mig, skal du faa smage paa Honningen min,“ sagde Ræven.

Da Bjørnen hørte det, saa slap han Taget og Ræven op efter Honningen.

„Her paa dette Humlebolet,“ sagde Mikkel, „holder jeg et Løvsblad, og under det Løvsbladet er der et Hul, som du kan suge igjennem,“ sagde han, og i det samme holdt han Humlebolet op under Næsen paa Bjørnen, tog Løvsbladet væk og hoppede op paa Stenen og satte sig til at glise og le, for det var hverken Humlebol eller Honning; men det var et Hvepserede, saa stort som et Mandehoved, fuldt af Hveps, og Hvepsene yrede ud og stak Bjørnen i Øinene og Ørene og i Munden og paa Snuden. Og han fik saa meget at gjøre med at kare dem af sig, at han ikke havde Tid at tænke paa Mikkel.

Fra den Dag af er det, at Bjørnen er saa ræd for Hvepsen.

P. Chr. Asbjørnsen.

6

Det var engang en Bjørn, som satt i en Solbakke og sov. I det samme kom der en rev luskende forbi og fikk se den. „Sitter du der og lader deg, bestefar,“ sa Ræven; „du får nok passe deg, at jeg ikke spiller deg et puss nå, du er så død og doven,“ sa Mikkel ved seg selv. Så 7fant han tre markmus og la på en stubbe tett opp under nesen på bjørnen.

„Våkn opp, Bamse; Per Skytter ligger bak stubben!“ skreg den like i øret på bjørnen og tok tilbens bort igjennom skogen.

Bjørnen braavaagnede og skvatt opp i ørsken; men da han så de tre musene, som lå på stubben, ble han så sint, at han alt løftet på labben og ville legge til dem, for han trodde, det var dem, som hadde skreket i øret på ham. Men så fikk han se svansen til Mikkel mellom buskene borte i skogkanten og la etter, så det braket i småskogen.

Ræven foran og bjørnen etter, og bamsen var så nær Mikkel, at han fikk tak i det høyre bakbenet på ham, i de samme han skulle smutte ned i en gang under en Granrod. Der satt Mikkel i klemmen; men han betenkte seg ikke lenge på, hvorledes han skulle bli fri.

„Slip Granrod og ta fat Rævfod!“ skreg han.

Ja, bjørnen var enfoldig nok til å gjøre det; men da lo Ræven langt inne i hullet og sa:

„Jommen narret jeg deg den gangen også, bestefar!“

„Bu! gjemt er ikke glemt,“ sa bjørnen og brummet og var vill.

„Takk for i dag, vi treffes vel i morgen ved dette leite,“ sa Ræven.

Om morgenen den annen dag kom bjørnen med et stort, fett Svin, han hadde slått, og da han gikk over Myren med det, satt Mikkel høyt oppe på en Sten ved Myrbredden og hadde noe for seg.

„God dag, bestefar,“ sa Ræven, „hva er det for noe godt, du har der?“ sa den.

„Det er flesk,“ sa bjørnen.

„Jeg har også litt munngodt,“ sa Ræven.

„Hva da?“ sa bjørnen.

„Det er det største og søteste humlebol, jeg har funnet i mitt liv,“ sa Mikkel.

„Jaså,“ sa bjørnen og gren og — siklet, så godt syntes han, det skulle være å få litt honning. „Skal vi traktere hverandre?“ sa han.

8„Nei, det gjør jeg ikke,“ sa Mikkel. Men så gjorde de et veddemål og ble forlikte om, at de skulle nevne tre Slags trær. Dersom Ræven kunne si det fortere enn bjørnen, skulle han få Lov å bite en gang av flesket; men hvis bjørnen kunne si det fortere, skulle han få Lov å suge en gang av humlebolet. Bjørnen tenkte nå, at han skulle suge i seg all honningen med et drag.

„Ja,“ sa Ræven, „det er både godt og vel altsammen; men det sier jeg, at hvis jeg vinner, skal du være pliktig til å rive børstene av der, jeg vil bite,“ sa den.

„Ja nok, jeg får vel hjelpe deg, siden du ikke kan selv,“ sa bjørnen.

Så skulle de til å nevne opp trærne.

„Toll, furu, Gran!“ brummet bjørnen; — grov i mælet var han. — Men dette var bare to trær, for toll er ikke annet enn furu, det heller.

„Ask, or, Eik!“ skreg Ræven, så det gnall i skogen. Så hadde han vundet, og han for ned og tok hjertet ut av svinet i en bit og ville springe. Men bjørnen ble sint, fordi han tok det beste av hele svinet, fikk fat i svansen på ham og holdt ham.

„Bi litt!“ sa bjørnen og var så vill.

„Ja, det er det samme, bestefar, vil du slippe meg, skal du få smake på honningen min,“ sa Ræven.

Da bjørnen hørte det, så slapp han taket og Ræven opp etter honningen.

„Her på dette humlebolet,“ sa Mikkel, „holder jeg et Løvsblad, og under det løvbladet er der et Hul, som du kan suge igjennom,“ sa han, og i det samme holdt han humlebolet opp under nesen på bjørnen, tok løvbladet vekk og hoppet opp på steinen og satte seg til å glise og le, for det var hverken humlebol eller honning; men det var et Hvepserede, så stort som et Mandehoved, fullt av veps, og vepsene yret ut og stak bjørnen i øynene og ørene og i munnen og på snuten. Og han fikk så meget å gjøre med å kare dem av seg, at han ikke hadde tid å tenke på Mikkel.

Fra den dag av er det, at bjørnen er så redd for vepsen.

P. Chr. Asbjørnsen.