Der var engang en Konge, som havde tolv Sønner. Da de blev store, sagde han til dem, at de skulde drage ud i Verden og finde sig en Kone; men hun skulde kunne spinde og væve og sy en Skjorte paa en Dag, ellers vilde han ikke have hende til Sønnekone. Hver af dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de drog da ud i Verden for at lede efter Koner; men da de var komne et Stykke paa Veien, sagde de, at de ikke vilde have med sig Askeladden, for han duede ikke til nogen Ting. — Ja, Askeladden maatte blive igjen, han, det var ikke noget Raad for det, og han vidste ikke, hvad han skulde gjøre, eller hvorledes han skulde vende sig; da blev han saa sørgmodig, at han steg af Hesten og satte sig ned i Græsset til at græde. Men da han havde siddet en liden Stund, begyndte en af Tuerne i Græsset at røre sig, og frem af den kom der en liden hvid Ting, og da den kom nærmere, saa Askeladden, at det var en nydelig liden Pige; men hun var saa bitte, bitte liden. Denne gik nu hen og bad ham, om han ikke vilde komme ned og se til Dukken i Græsset. Jo det vilde han, og det gjorde han ogsaa.
Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset paa en Stol; hun var nu saa deilig og saa pyntet, og saa spurgte hun Askeladden, hvor han skulde hen, og hvad Ærende han reiste i.
Han fortalte, at der var tolv Brødre af dem, og at Kongen havde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulde reise ud i Verden og finde sig en Kone, og hun skulde kunne spinde og væve og sy en Skjorte paa en Dag; „men vil du gjøre det, og vil du blive Konen min, saa vil jeg ikke reise længere,“ sagde Askeladden til Dukken i Græsset. Jo det vilde hun gjerne, og hun skyndte sig med at faa spundet og vævet og syet Skjorten; men den blev saa bitte, bitte liden, ikke længer end som saa —.
128Denne reiste Askeladden hjem med; men da han kom frem med den, var han undselig, fordi den var saa liden; ligevel sagde Kongen, at han skulde faa hende, og saa drog Askeladden glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, vilde han tage hende op paa Hesten til sig; men nei, det vilde hun ikke; hun sagde, hun vilde sidde og kjøre i en Sølvske, og hun havde selv to smaa hvide Heste, som skulde trække hende. Saa reiste de da afsted, han paa Hesten og hun i Sølvskeen, og begge Hestene, som trak hende, var to smaa hvide Mus; men Askeladden holdt sig altid paa den anden Side af Veien, for han var saa ræd, at han skulde komme til at ride ind paa hende, da hun var saa bitte liden. Da de var komne et Stykke paa Veien, kom de til et stort Vand; der blev Hesten til Askeladden sky, skvat over paa den anden Side af Veien og veltede Skeen, saa at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askeladden blev nu saa bedrøvet, fordi han ikke vidste, hvorledes han skulde faa hende op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med hende, og nu var hun bleven ligesaa stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere, end hun var før. Saa satte han hende foran sig paa Hesten og red hjem.
Da Askeladden kom der, var ogsaa alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste; men disse var saa stygge og fæle og saa slemme, at de havde været i Luggen paa Kjæresterne sine paa Veien; paa Hovedet havde de nogle Hatte, som var malte med Tjære og Sod, og saa havde det rundet af Hattene ned over Ansigtet paa dem, saa at de var blevne endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fik se Kjæresten til Askeladden, blev alle avindsyge paa ham; men Kongen blev saa glad i dem begge, at han jog alle de andre bort; og saa holdt Askeladden Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de baade godt og vel i lang, lang Tid, og er de ikke døde, saa lever de endnu.