124

Der var engang fire Søskende, tre Piger og en Gut. De to ældste Søstre hed Klara og Anna, den yngste, som var en ganske liden Pige, hed Sofie, og Broderen hed Adolf.

Paa den anden Side af Gaden, ligeoverfor det Hus, hvor disse fire Søskende boede, boede der en liden Pige, som var saa fattig; hun gik i pjaltede og forrevne Klæder; hendes Kjole var syet sammen af mange Slags Lapper, hendes Forklæde var fillet, og Sko og Strømper havde hun ikke paa sine smaa Ben. Men den lille Emilie, saa hed hun, var en god og snil Pige, og de fire smaa Søskende holdt meget af hende.

Da de engang talte om denne stakkels fattige Pige, sagde Klara: „Jeg vilde ønske, at vi kunde give den lille Emilie nogle Klæder. Hvor det vilde være en stor Glæde, naar vi kunde give hende en Kjole, et Forklæde og Sko og Strømper til i Vinter! Hvor det vilde være morsomt, og hvor den lille Emilie vilde blive glad!“

De løb hen til sin Moder og spurgte hende tilraads om, hvorledes de skulde bære sig ad for at skaffe Klæder til Emilie. Moderen troede, at det vilde være en let Sag, dersom de smaa Piger vilde være flittige. „Jeg har,“ sagde hun, „en gammel Kjole, som jeg skal finde op til jer; af den vil der nok kunne blive en liden Kjole og et Forklæde. Jeg skal skjære den til for jer, og saa maa I selv sy. Garn til et Par Strømper skal jeg ogsaa forære jer, saa har vi alt uden Sko.

Klara og Anna lovede med stor Glæde at være flittige for at faa Tøiet syet, og det var de ogsaa. De arbeidede saa flittig og talte saa glade og tilfredse om den Glæde, de vilde gjøre den lille Emilie.

Den lille Sofie, som var meget yngre end sine Søstre, kunde ikke hjelpe dem med Arbeidet; men dette likte hun ikke; hun vilde ikke bare staa og se paa dem og sagde endelig utaalmodig: „Jeg kan nok ogsaa sy, og jeg vil ogsaa gjøre noget for den stakkels Emilie.“ Hun gav sig ikke tilfreds, førend hendes Søstre havde givet hende et lidet Arbeide.

Adolf, som ofte sad ved Sybordet og hørte paa sine Søstres Samtale, glædede sig med dem over, at de havde fundet paa at forsyne den lille fattige Emilie med Klæder. Han saa med Glæde, at Arbeidet hver Dag gik fremad og saaledes snart vilde blive færdigt.

125„Hvor det skal glæde mig at se Emilie i hendes nye Klæder!“ sagde han. „Hvor de vil blive pene! Naar kan Kjolen blive færdig, tror du, Klara? Det er ogsaa rigtig kjedeligt, at jeg ikke kan hjelpe jer. Jeg kunde vist ogsaa sy en Søm. Det kan vist ikke være saa vanskeligt, naar lille Sofie kan gjøre det.“

Da begyndte hans Søstre at le og sagde: „Gaa du din Vei; det vilde blive en smuk Syning.“

„Aa!“ svarede Adolf, „kan jeg ikke sy, saa kan jeg dog gjøre noget, som er ligesaa godt.“

„Du, kjære Adolf?“ spurgte Pigerne leende, „hvad kan du da gjøre?“

„Jeg kan kjøbe et Par Sko til Emilie,“ svarede Broderen. „Jeg har Penge, mange Penge i min Sparebøsse.“

Nei, hvor de blev glade ved at høre dette; thi de kunde ikke skaffe saa mange Penge, som et Par Sko kostede, uden at gaa til sine Forældre, og det vilde de nødig gjøre.

„Aa, det er herligt! du er en snil Gut,“ raabte de til Adolf. „Men har du ogsaa Penge nok?“

Broderen talte Pengene i sin Sparebøsse, og se, der var Penge nok til at kjøbe Sko for.

„Men, kjære Adolf,“ sagde Klara med et venligt Blik paa sin Broder, „saa beholder du jo ingen Penge tilbage.“

„Det er det samme,“ sagde Adolf, „tag saa mange, I behøver, gjerne allesammen, dersom I vil. Jeg har ikke noget at bruge Penge til nu.“

I faa Dage var Forklædet og Kjolen færdige. Det havde været et besværligt Arbeide; men de to smaa Piger havde flittig syet begge Dele færdig. Adolf kjøbte Sko for sine Sparepenge, og Pigerne samlede Penge sammen til en Hat. Nu var Emilie klædt fra Top til Taa.

Nu skal vi høre, hvorledes det gik til, da Emilie fik sine nye Klæder.

Klara og Anna pakkede Klæderne ned i en Kurv. De havde ingen Ro paa sig, før den lille Pige havde faaet dem, og kunde derfor ikke bie, indtil hun kom over til dem. Men da de nu skulde til at gaa over med dem, var de næsten undselige for at bringe dem selv. De vidste ikke, hvad de skulde gjøre, og spurgte derfor Adolf.

Efterat de da havde talt længe om, hvad de skulde gjøre, enten de skulde sende Tjenestepigen over med Kurven eller selv gaa over med den eller sende Bud efter Emilie, blev de tilsidst enige om, at de selv vilde gaa over med den; det vilde baade se bedre ud, og Emilies Moder, den gamle Marie, vilde blive saa glad ved at se dem.

126Da det nu blev Aften, listede de to Smaapiger sig ganske stille over Gaden og ind i Huset, hvor Emilie og hendes Forældre boede. Emilie og hendes Moder var begge hjemme.

„Hvorledes lever du, kjære Marie?“ spurgte Klara, „det er saa lang Tid, siden vi saa dig!“

„Mine kjære Smaapiger,“ svarede den gamle Marie, „jeg har havt saa meget at bestille, at jeg slet ikke har været ude i disse Dage,“ og i det samme reiste hun sig fra Væven, som hun sad ved, og kom hen til dem. „Jeg skulde have været over hos eders Moder; men jeg har havt saa meget at bestille,“ sagde hun.

„Kjære Marie, kom, naar du har Tid,“ sagde Anna. „Jeg tror nok, at Moder har noget Søm til dig; og — og saa, saa har vi noget til Emilie i denne Kurv.“

Emilie tog imod Kurven og satte den paa Bordet. „Hvad er alt dette?“ sagde hendes Moder forundret, idet hun tog Dugen bort, der var lagt over Kurven. „Emilie, du er rigtignok lykkelig! Se, hvad de snille Smaapiger har bragt dig. Aa, hvor det er vakkert af dem! Se, en smuk Kjole, en Hat, et Forklæde og et Par nye Sko. Naa det maa jeg sige!“ Emilie var saa glad og saa forundret, at hun en lang Stund ikke var istand til at sige et eneste Ord. Endelig sagde hun: „Er alt dette til mig!“ — og saa sig om for at takke sine smaa kjærlige Veninder; men disse havde listet sig bort, uden at nogen havde merket det.

„Aa, Moder! de er borte; de er gaaet sin Vei; det gjør mig saa ondt,“ sagde lille Emilie.

„Er de gaaet!“ sagde hendes Moder forundret, idet hun saa sig om. „De kjære Børn, vi maa gaa over for at takke dem.“

Emilie tog nu de nye Klæder paa, og hun og hendes Moder gik over Gaden for at takke for denne velkomne Gave.

Emilie og hendes Moder blev ført ind i Dagligstuen, hvor de to Søstre sad med sin Moder og sin Broder Adolf. Den gamle Marie kunde ikke sige et eneste Ord, saa rørt var hun af Glæde og Taknemmelighed over de to Smaapigers Godhed; og de brave Børn gik det ligesaa.

Endelig sagde Klara: „Passer Kjolen dig, kjære Emilie?“

„Ja,“ svarede hendes Moder, „den passer hende udmerket godt, se bare!“ — og med disse Ord dreiede hun sin Datter om, forat de kunde se det, og I kan tro, at Klara og Anna var glade og lykkelige herover.

Emilie og hendes Moder gik da hjem, efterat de havde takket saa mange Gange og bedet Gud velsigne de smaa Børn, som havde været saa snille mod dem.

127Den følgende Søndag gik Emilie i Kirken med sine nye Klæder. Da hun gik forbi sine smaa Veninders Hus, hilste hun saa glad og fornøiet til de to Smaapiger, som sad ved Vinduet, at disse sagde til sin Moder: „Hvor lykkelig vilde man ikke være, dersom man havde Klæder til alle fattige Børn!“

Og naar Adolfs smaa Søstre siden talte om Emilie, sagde han: „Trænger hun ikke snart til nye Sko? Jeg har mange Penge og derfor Raad til at kjøbe hende et Par nye.“

124

Der var engang fire søsken, tre piker og en Gut. De to eldste søstre het Klara og Anna, den yngste, som var en ganske liten pike, het Sofie, og broren het Adolf.

På den annen side av gaten, ligeoverfor det hus, hvor disse fire søsken bodde, bodde der en liten pike, som var så fattig; hun gikk i pjaltede og forrevne klær; hennes kjole var sydd sammen av mange Slags Lapper, hennes forkle var fillet, og sko og strømper hadde hun ikke på sine små Ben. Men den lille Emilie, så het hun, var en god og snill pike, og de fire små søsken holdt meget av henne.

Da de engang talte om denne stakkels fattige pike, sa Klara: „Jeg ville ønske, at vi kunne gi den lille Emilie noen klær. Hvor det ville være en stor glede, når vi kunne gi henne en kjole, et forkle og sko og strømper til i vinter! Hvor det ville være morsomt, og hvor den lille Emilie ville bli glad!“

De løp hen til sin mor og spurte henne tilraads om, hvorledes de skulle bære seg ad for å skaffe klær til Emilie. Moren trodde, at det ville være en lett Sag, dersom de små piker ville være flittige. „Jeg har,“ sa hun, „en gammel kjole, som jeg skal finne opp til jer; av den vil der nok kunne bli en liten kjole og et forkle. Jeg skal skjære den til for jer, og så må dere selv sy. Garn til et par strømper skal jeg også forære jer, så har vi alt uten sko.

Klara og Anna lovede med stor glede å være flittige for å få tøyet sydd, og det var de også. De arbeidet så flittig og talte så glade og tilfredse om den glede, de ville gjøre den lille Emilie.

Den lille Sofie, som var meget yngre enn sine søstre, kunne ikke hjelpe dem med arbeidet; men dette likte hun ikke; hun ville ikke bare stå og se på dem og sa endelig utålmodig: „Jeg kan nok også sy, og jeg vil også gjøre noe for den stakkels Emilie.“ Hun ga seg ikke tilfreds, før hennes søstre hadde gitt henne et lite arbeide.

Adolf, som ofte satt ved sybordet og hørte på sine Søstres samtale, gledet seg med dem over, at de hadde funnet på å forsyne den lille fattige Emilie med klær. Han så med glede, at arbeidet hver dag gikk fremad og således snart ville bli ferdig.

125„Hvor det skal glede meg å se Emilie i hennes nye klær!“ sa han. „Hvor de vil bli pene! Når kan kjolen bli ferdig, tror du, Klara? Det er også riktig kjedelig, at jeg ikke kan hjelpe jer. Jeg kunne vist også sy en søm. Det kan vist ikke være så vanskelig, når lille Sofie kan gjøre det.“

Da begynte hans søstre å le og sa: „Gå du din vei; det ville bli en smuk syning.“

„Å!“ svarte Adolf, „kan jeg ikke sy, så kan jeg dog gjøre noe, som er likeså godt.“

„Du, kjære Adolf?“ spurte pikene leende, „hva kan du da gjøre?“

„Jeg kan kjøpe et par sko til Emilie,“ svarte broren. „Jeg har penger, mange penger i min sparebøsse.“

Nei, hvor de ble glade ved å høre dette; thi de kunne ikke skaffe så mange penger, som et par sko kostet, uten å gå til sine foreldre, og det ville de nødig gjøre.

„Å, det er herlig! du er en snill Gut,“ ropte de til Adolf. „Men har du også penger nok?“

Broren talte pengene i sin sparebøsse, og se, der var penger nok til å kjøpe sko for.

„Men, kjære Adolf,“ sa Klara med et vennlig blikk på sin bror, „så beholder du jo ingen penger tilbake.“

„Det er det samme,“ sa Adolf, „ta så mange, dere behøver, gjerne allesammen, dersom dere vil. Jeg har ikke noe å bruke penger til nå.“

I få dager var forkleet og kjolen ferdige. Det hadde vært et besværlig arbeide; men de to små piker hadde flittig sydd begge dele ferdig. Adolf kjøpte sko for sine sparepenger, og pikene samlede penger sammen til en hatt. Nå var Emilie kledd fra topp til tå.

Nå skal vi høre, hvorledes det gikk til, da Emilie fikk sine nye klær.

Klara og Anna pakkede kledene ned i en kurv. De hadde ingen ro på seg, før den lille pike hadde fått dem, og kunne derfor ikke bie, inntil hun kom over til dem. Men da de nå skulle til å gå over med dem, var de nesten unnselige for å bringe dem selv. De visste ikke, hva de skulle gjøre, og spurte derfor Adolf.

Etter at de da hadde talt lenge om, hva de skulle gjøre, enten de skulle sende tjenestepiken over med kurven eller selv gå over med den eller sende bud etter Emilie, ble de til sist enige om, at de selv ville gå over med den; det ville både se bedre ut, og Emilies mor, den gamle Marie, ville bli så glad ved å se dem.

126Da det nå ble aften, listet de to småpiker seg ganske stille over gaten og inn i huset, hvor Emilie og hennes foreldre bodde. Emilie og hennes mor var begge hjemme.

„Hvorledes lever du, kjære Marie?“ spurte Klara, „det er så lang tid, siden vi så deg!“

„Mine kjære småpiker,“ svarte den gamle Marie, „jeg har hatt så meget å bestille, at jeg slett ikke har vært ute i disse dager,“ og i det samme reiste hun seg fra veven, som hun satt ved, og kom hen til dem. „Jeg skulle ha vært over hos deres mor; men jeg har hatt så meget å bestille,“ sa hun.

„Kjære Marie, kom, når du har tid,“ sa Anna. „Jeg tror nok, at mor har noe søm til deg; og — og så, så har vi noe til Emilie i denne kurv.“

Emilie tok imot kurven og satte den på bordet. „Hva er alt dette?“ sa hennes mor forundret, idet hun tok duken bort, der var lagt over kurven. „Emilie, du er riktignok lykkelig! Se, hva de snille småpiker har brakt deg. Å, hvor det er vakkert av dem! Se, en smuk kjole, en hatt, et forkle og et par nye sko. Nå det må jeg si!“ Emilie var så glad og så forundret, at hun en lang stund ikke var i stand til å si et eneste ord. Endelig sa hun: „Er alt dette til meg!“ — og så seg om for å takke sine små kjærlige venninner; men disse hadde listet seg bort, uten at noen hadde merket det.

„Å, mor! de er borte; de er gått sin vei; det gjør meg så ondt,“ sa lille Emilie.

„Er de gått!“ sa hennes mor forundret, idet hun så seg om. „De kjære barn, vi må gå over for å takke dem.“

Emilie tok nå de nye klær på, og hun og hennes mor gikk over gaten for å takke for denne velkomne gave.

Emilie og hennes mor ble ført inn i dagligstuen, hvor de to søstre satt med sin mor og sin bror Adolf. Den gamle Marie kunne ikke si et eneste ord, så rørt var hun av glede og takknemlighet over de to småpikers godhet; og de brave barn gikk det likeså.

Endelig sa Klara: „Passer kjolen deg, kjære Emilie?“

„Ja,“ svarte hennes mor, „den passer henne utmerket godt, se bare!“ — og med disse ord dreide hun sin datter om, for at de kunne se det, og dere kan tro, at Klara og Anna var glade og lykkelige herover.

Emilie og hennes mor gikk da hjem, etter at de hadde takket så mange ganger og bedt Gud velsigne de små barn, som hadde vært så snille mot dem.

127Den følgende søndag gikk Emilie i kirken med sine nye klær. Da hun gikk forbi sine små Veninders hus, hilste hun så glad og fornøyet til de to småpiker, som satt ved vinduet, at disse sa til sin mor: „Hvor lykkelig ville man ikke være, dersom man hadde klær til alle fattige barn!“

Og når Adolfs små søstre siden talte om Emilie, sa han: „Trenger hun ikke snart til nye sko? Jeg har mange penger og derfor råd til å kjøpe henne et par nye.“