Nede i Stuen sad Bjørnetrækkeren og spiste sin Aftensmad. Bamsen stod bunden ude bag Vedstabelen, den stakkels Bamse, som ikke gjorde et Menneske Fortræd, skjønt glubsk nok saa han ud. Oppe paa Kvistkammeret legede tre smaa Børn; den ældste var nok sex Aar, den yngste ikke mere end to. Kladsk, kladsk! kom det op ad Trappen; hvem kunde det være? Døren sprang op — det var Bamsen, den store, lodne Bjørn! Han havde kjedet sig ved at staa dernede i Gaarden og nu fundet Vei op ad Trappen. Børnene blev saa forskrækkede for det store, lodne Dyr, de krøb hver i sin Krog; men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med Snuden, men gjorde dem slet intet. — Det er bestemt en stor Hund, tænkte de, og saa klappede de ham; han lagde sig paa Gulvet, den mindste Gut veltede sig ovenpaa og skjulte sit gullokkede Hoved i dens tykke, sorte Pels. Nu tog den ældste Gut sin Tromme, slog, saa det dundrede efter, og Bjørnen reiste sig paa begge Bagbenene og begyndte at danse, det var nydelig, det! — Hver Gut tog sit Gevær, Bjørnen maatte have et med, og han holdt ordentlig fast. Det var en prægtig Kammerat, de havde faaet, og saa gik de: en, to, en, to! — Da tog det i Døren, den gik op, det var Børnenes Moder. Du skulde have seet hende, seet hendes Skræk, det murhvide Ansigt, den halvaabne Mund, de stirrende Øine. Men den mindste af Smaagutterne nikkede nok saa fornøiet og raabte ganske høit: „Vi leger bare Soldater!“ — Og saa kom Bjørnetrækkeren.

Nede i stuen satt Bjørnetrækkeren og spiste sin aftensmat. Bamsen stod bunden ute bak vedstabelen, den stakkels Bamse, som ikke gjorde et menneske fortred, skjønt glupsk nok så han ut. Oppe på Kvistkammeret lekte tre små barn; den eldste var nok seks år, den yngste ikke mer enn to. Kladsk, kladsk! kom det opp ad trappen; hvem kunne det være? Døren sprang opp — det var bamsen, den store, lodne Bjørn! Han hadde kjedet seg ved å stå dernede i gården og nå funnet vei opp ad trappen. Barna ble så forskrekket for det store, lodne dyr, de krøp hver i sin krok; men han fant dem alle tre, rørte ved dem med snuten, men gjorde dem slett intet. — Det er bestemt en stor hund, tenkte de, og så klappede de ham; han la seg på gulvet, den minste Gut veltet seg ovenpå og skjulte sitt gullokkete hode i dens tykke, sorte pels. Nå tok den eldste Gut sin tromme, slo, så det dundret etter, og bjørnen reiste seg på begge bakbenene og begynte å danse, det var nydelig, det! — Hver Gut tok sitt gevær, bjørnen måtte ha et med, og han holdt ordentlig fast. Det var en prektig Kammerat, de hadde fått, og så gikk de: en, to, en, to! — Da tok det i døren, den gikk opp, det var barnas mor. Du skulle ha sett henne, sett hennes skrekk, det murhvite ansikt, den halvåpne munn, de stirrende øyne. Men den minste av småguttene nikket nok så fornøyet og ropte ganske høyt: „Vi leger bare soldater!“ — Og så kom Bjørnetrækkeren.