108

Paa en Bondegaard ude paa Landet var der et lidet Lam, som levede i Faarestien sammen med alle de andre Lam og Faar paa Gaarden. En Dag sagde det til sin Moder: „Moder, maa jeg ikke gaa ud paa den store, pene Engen der, du?“ „Nei, mit Barn,“ sagde det gamle Faar; „der er en stor Ulv derude, og den kunde komme og spise dig op. Engen er meget stor, ser du, og du kunde gaa dig bort der og ikke finde Veien tilbage til mig igjen.“ „Jeg er ikke bange for Ulven, og jeg ved godt, jeg kunde finde Veien hjem igjen,“ sagde det lille vigtige Lam; „jeg er saa kjed af at staa her indestængt hele Dagen og Natten.“ „Spring omkring,“ sagde dets Moder, „og leg dig med de andre Lam derhenne og mor dig med din lange Hale; om nogle Dage vil de klippe den bort, og da vil du nok ønske, du havde den igjen at lege dig med.“ „Skal jeg blive stor og klog ligesom du da, Moder, naar jeg mister min lange Hale?“ sagde Lammet. „Ja det skal du,“ sagde Moderen, „Lam bliver nok kloge og forstandige, naar Tiden kommer. Men naar du bliver stor, saa kan du ikke lege.“ „Det er sandt,“ sagde Lammet, og bort løb det for at lege. Men Legen varede ikke længe. Det gik hen til Gjerdet, som var omkring Faarestien, og her stod det og kigede ud paa Engen og var saa bedrøvet, fordi det ikke kunde komme derud. Men saa var det en Aften, at Døren stod aaben, og Faarehunden var borte. Da det lille Lam saa dette, sprang det ud paa Engen og gjemte sig under en Busk der, forat ingen skulde se det.

De sov saa godt alle Lammene og Faarene derinde i Faarestien; men det lille Lam herude paa Engen hoppede og sprang omkring i Maaneskinnet. „O, hvor det er nydeligt,“ sagde Lammet, „o, hvor godt det var at komme ud af den kjedelige Faaresti. Min Moder er nok ikke saa klog, som jeg er, skjøndt hun ikke har lang Hale. Nei, nei, et gammelt Faar er nok ikke saa klogt som et lidet Lam;“ og saa hoppede og sprang det, til det var kommet langt bort fra Faarestien og ikke engang kunde se den. Men langt borte kunde det 109høre Faarehunden sige: „Vov, vov.“ Den sad udenfor Faarestien og passede paa Faarene. Den vidste ikke noget om, at et lidet Lam var løbet ud, ellers vilde den nok have sagt vov, vov meget høiere og løbet afsted for at finde det. Nu skinnede ikke Maanen mere, og det blev mørkt. Da sagde Lammet: „Jeg vil lægge mig til at sove;“ men det frøs; thi det havde ikke sin Moder hos sig, der pleiede at varme det saa godt, og det kunde ikke sove.

Da stod det op og begyndte at gaa omkring; men det var saa mørkt, at det ikke kunde se en Busk med skarpe Torne paa. Det gik lige op i Tornekvistene, som tog fat i dets Uld, og det kunde ikke komme ud igjen. Det begyndte at skrige høit, og Ulven i Skoven hørte det. „Ei, ei,“ sagde den, „et tosset Lam; det skal blive Steg for mig,“ og den begyndte at hyle saa høit, at det lille Lam rystede af Skræk; thi det vidste godt, hvem det var. „O, stakkels mig!“ sagde det, „der er Ulven; nu maa jeg dø, og det er min egen Skyld; thi jeg vilde ikke høre, hvad Moder sagde til mig; o, dersom jeg bare var hos Moder i Faarestien.“ Nu var Ulven ganske nær og hylede forfærdelig høit. Men det var nok ikke bare det stakkels Lam, der hørte den; Hunden derhjemme ved Faarestien hørte den ogsaa og gjøede saa sterkt, at Faarehyrden, han, som passer paa Faarene og bygger op Hus til dem, vaagnede og kom ud med Geværet sit. Nu fik han ogsaa høre Ulvens Hyl og Lammets Skrig og løb til Skoven det forteste, han kunde. Der fandt han Lammet siddende fast i Busken. Han brød af de skarpe Tornekviste og tog dem ud af Ulden. Han talte saa venlig til det lille Lam og tog det paa Armene sine og bar det hjem til Faarestien. Hvor godt det var at komme hjem til Moder igjen! Hvor glad det lille Lam var, fordi det blev frelst fra Ulven!

„Hvor har du været henne?“ sagde det gamle Faar. „Ude paa Engen,“ sagde Lammet „og tænk, Ulven kom for at spise mig op.“ „Jeg sagde dig jo, at den vilde komme,“ sagde det gamle Faar, „man kan se, du ikke er klog og snil, som kan gaa ud om Natten.“ „Nei,“ sagde Lammet, som endnu rystede af Skræk, „jeg var ikke klog; men nu skal jeg blive det; thi de skarpe Torne har revet saa meget Uld af mig, og det er vel næsten det samme som at have mistet sin 110lange Hale.“ „Jeg ved ikke det,“ sagde det gamle Faar, og saa lagde de sig til at sove. Men det lille Lam løb ikke ud af Faarestien oftere.

108

På en bondegård ute på landet var der et lite lam, som levde i Faarestien sammen med alle de andre lam og får på gården. En dag sa det til sin mor: „Mor, må jeg ikke gå ut på den store, pene Engen der, du?“ „Nei, mitt barn,“ sa det gamle får; „der er en stor Ulv derude, og den kunne komme og spise deg opp. Engen er meget stor, ser du, og du kunne gå deg bort der og ikke finne veien tilbake til meg igjen.“ „Jeg er ikke bange for Ulven, og jeg vet godt, jeg kunne finne veien hjem igjen,“ sa det lille viktige lam; „jeg er så kjed av å stå her innestengt hele dagen og natten.“ „Spring omkring,“ sa dets mor, „og lek deg med de andre lam derhenne og mor deg med din lange hale; om noen dager vil de klippe den bort, og da vil du nok ønske, du hadde den igjen å leke deg med.“ „Skal jeg bli stor og klok likesom du da, mor, når jeg mister min lange hale?“ sa lammet. „Ja det skal du,“ sa moren, „lam blir nok kloge og forstandige, når tiden kommer. Men når du blir stor, så kan du ikke leke.“ „Det er sandt,“ sa lammet, og bort løp det for å leke. Men leken varte ikke lenge. Det gikk hen til gjerdet, som var omkring Faarestien, og her stod det og kikket ut på Engen og var så bedrøvet, fordi det ikke kunne komme derut. Men så var det en aften, at døren stod åpen, og fårehunden var borte. Da det lille lam så dette, sprang det ut på Engen og gjemte seg under en busk der, for at ingen skulle se det.

De sov så godt alle lammene og fårene derinne i Faarestien; men det lille lam herude på Engen hoppet og sprang omkring i måneskinnet. „O, hvor det er nydelig,“ sa lammet, „o, hvor godt det var å komme ut av den kjedelige fåresti. Min mor er nok ikke så klok, som jeg er, skjønt hun ikke har lang hale. Nei, nei, et gammelt får er nok ikke så klokt som et lite lam;“ og så hoppet og sprang det, til det var kommet langt bort fra Faarestien og ikke engang kunne se den. Men langt borte kunne det 109høre fårehunden si: „Vov, vov.“ Den satt utenfor Faarestien og passet på fårene. Den visste ikke noe om, at et lite lam var løbet ut, ellers ville den nok have sagt vov, vov meget høyere og løbet av sted for å finne det. Nå skinte ikke månen mer, og det ble mørkt. Da sa lammet: „Jeg vil legge meg til å sove;“ men det frøs; thi det hadde ikke sin mor hos seg, der pleide å varme det så godt, og det kunne ikke sove.

Da stod det opp og begynte å gå omkring; men det var så mørkt, at det ikke kunne se en busk med skarpe torner på. Det gikk like opp i tornekvistene, som tok fat i dets ull, og det kunne ikke komme ut igjen. Det begynte å skrike høyt, og Ulven i skogen hørte det. „Ei, ei,“ sa den, „et tosset lam; det skal bli steg for meg,“ og den begynte å hyle så høyt, at det lille lam rystet av skrekk; thi det visste godt, hvem det var. „O, stakkels meg!“ sa det, „der er Ulven; nå må jeg dø, og det er min egen skyld; thi jeg ville ikke høre, hva mor sa til meg; o, dersom jeg bare var hos mor i Faarestien.“ Nå var Ulven ganske nær og hylte forferdelig høyt. Men det var nok ikke bare det stakkels lam, der hørte den; Hunden derhjemme ved Faarestien hørte den også og gjøede så sterkt, at fårehyrden, han, som passer på fårene og bygger opp hus til dem, våknet og kom ut med geværet sitt. Nå fikk han også høre Ulvens hyl og Lammets skrik og løp til skogen det forteste, han kunne. Der fant han lammet sittende fast i busken. Han brød av de skarpe tornekvister og tok dem ut av ullen. Han talte så vennlig til det lille lam og tok det på armene sine og bar det hjem til Faarestien. Hvor godt det var å komme hjem til mor igjen! Hvor glad det lille lam var, fordi det ble frelst fra Ulven!

„Hvor har du vært henne?“ sa det gamle får. „Ute på Engen,“ sa lammet „og tenk, Ulven kom for å spise meg opp.“ „Jeg sa deg jo, at den ville komme,“ sa det gamle får, „man kan se, du ikke er klok og snill, som kan gå ut om natten.“ „Nei,“ sa lammet, som ennå rystet av skrekk, „jeg var ikke klok; men nå skal jeg bli det; thi de skarpe torner har revet så meget ull av meg, og det er vel nesten det samme som å ha mistet sin 110lange hale.“ „Jeg vet ikke det,“ sa det gamle får, og så la de seg til å sove. Men det lille lam løp ikke ut av Faarestien oftere.