Saa stolt udi sin røde PragtEn Hane saa med dyb ForagtPaa en, som bar en Kappe graa,Som der ei mindste Stads var paa.„Fy!“ sagde han, „vig bort fra mig!Hvad vakkert er der vel ved dig?95Jeg glinser som det røde Guld;Din Klædning er saa sort som Kul;Jeg kan, din Stakkel, maa du vide,Ei gaa paa Gaden ved din Side.“

Knapt var nu afsagt denne Dom,Før Maren Kokkepige komMed Kniv i Haand og fanged saa,Den røde først, derpaa den graa,Tog Livet af dem, skar dem op,Og rev hver Fjer af deres Krop.Da nu enhver laa blot og bar,Ei mindste Forskjel paa dem var.Hvid var den ene, hvid den anden,Og brune begge blev i Panden.

Så stolt uti sin røde praktEn hane så med dyp foraktPå en, som bar en kappe grå,Som der ei minste Stads var på.„Fy!“ sa han, „vig bort fra meg!Hva vakkert er der vel ved deg?95Jeg glinser som det røde gull;Din kledning er så sort som kull;Jeg kan, din Stakkel, må du vide,Ei gå på gaten ved din side.“

Knapt var nå avsagt denne dom,Før Maren Kokkepige komMed kniv i hånd og fanget så,Den røde først, derpå den grå,Tok livet av dem, skar dem opp,Og rev hver fjær av deres kropp.Da nå enhver lå blot og bar,Ei minste forskjell på dem var.Hvit var den ene, hvit den annen,Og brune begge ble i pannen.