Kristine bad engang sin Moder om at kjøbe hende en Sangfugl. „Naar du altid er rigtig snil, flittig og lydig, skal du faa en,“ sagde Moderen, og Kristine lovede det.
En Dag, da hun kom fra Skolen, sagde Moderen: „Jeg gaar lidt ud. Her paa Bordet staar en liden Æske, lad mig se, at du ikke rører ved den eller lukker den op. Dersom du gjør, hvad jeg siger, vil jeg skaffe dig en stor Glæde, naar jeg kommer hjem.“ Neppe var Moderen ude af Døren, før Kristine havde Æsken i Haanden. Den var meget let, og der var Huller i Laaget; men de var saa smaa, at hun ikke kunde se noget igjennem dem. Det var kjedeligt. Men saa tænkte hun: „Moder ser det jo ikke,“ og lukkede Laaget op, — da hoppede der en liden gul Fugl ud og fløi glad frem og tilbage i Stuen. Kristine vilde hurtig fange den igjen for at putte den i Æsken, førend Moderen kom hjem; men medens hun jagede frem og tilbage efter Fuglen, traadte Moderen ind og sagde: „Ulydige Barn! Den smukke Fugl var kjøbt til dig; men jeg vilde dog først prøve, om du fortjente den. Nu vil jeg strax bringe den tilbage igjen til Fuglefængeren.“