79

„Moder,“ sagde lille Helga, „maa jeg ikke idag tage mit smukke, røde Forklæde paa? Hønsene har saa længe ikke seet mig, og hvor de vil blive 80glade, naar jeg kommer med det røde Forklæde paa!“ Moderen tillod det, og da Helga havde spist Frokost, løb hun med en liden Kurv fuld af Brødsmuler og Korn ud til sine Høns og raabte hele Tiden, medens hun endnu løb: „Tup, tup, tup!“ Efterat hun havde fodret de smaa Dyr, kom hun igjen tilbage til sin Moder: „Aa, kjære Moder, den sortspættede Høne kjendte mig endnu, for den sagde bestandig: Kiggeri, Kiggeri! og den gule Høne sagde: Glug, glug, glug! men de smaa Kyllinger, de kjendte mig slet ikke, de sagde slet ingen Ting. Men hvor vakkert de nippede Brødet op! Tilsidst kom ogsaa Ænderne og sagde: Rap, rap, rap! men dem maatte jeg jage bort, for de slugte Alting og var slet ikke beskedne.“

Moderen kyssede sin lille Pige og sagde: „Vær nu altid et artigt Barn, forat du hver Dag kan faa Lov til at besøge dine Høns.“

Nu hændte det sig den følgende Dag, at Helga strax kunde vise, at hun var et artigt Barn. Det var Søndag, og Helga havde til sin Fødselsdag faaet et lidet Testel, som hun brugte hver Søndag. De smaa Tekopper var saa nydelige; paa et sort Tebræt med forgyldt Rand og gyldne Blade stod sex Par hvide Kopper med blaa Kanter, en Tekande, en Melkekande og en Kaffekande, alt hvidt med blaa Kanter. Helga havde dertil ogsaa faaet en Svamp, som hun gjemte i sin Bordskuffe, og naar hun havde drukket, kunde hun vaske sine Kopper og aftørre dem med Svampen. I Begyndelsen sad Moderen hos hende; men da Helga havde forstaaet, hvorledes hun skulde bære sig ad, og hvor forsigtig hun maatte være, fik hun Lov til at være ganske alene om det.

81Da Helga den Søndags Morgen havde faaet sit Testel og sad ved sit lille Bord og netop vilde til at skjænke, kom den lille Sofie, Naboens Datter, og bragte Moderen en Kurv med Blomster. Den lille Pige neiede og sagde: „Jeg skal hilse saa mange Gange fra min Moder og bringe Dem disse Blomster.“ Helgas Moder kyssede den lille Sofie og sagde: „Du bringer mig jo noget meget deiligt, min kjære lille Pige; tør du med det samme blive her lidt og spise Frokost med Helga?“

Sofie sagde, at hendes Moder havde givet hende Tilladelse dertil, og satte sig ved Siden af Helga paa en liden Stol, som denne havde hentet. Moderen lod Børnene blive alene med hinanden, efterat hun havde sat Kavringer og Smørrebrød paa en Tallerken til Sofie.

Helga vilde nu skjænke; men da hun tog Laaget af Sukkerdaasen, saa hun til sin Skræk, at der kun laa et Stykke Sukker deri. Hvem skulde nu have det? Hun blev ganske rød i Hovedet og løb bort for at søge sin Moder; men Pigen sagde: „Helga, din Moder er gaaet til Madame Møller!“ Saaledes hed Sofies Moder. Derhen turde Helga ikke gaa uden Tilladelse; hun gik langsomt tilbage og tænkte bestandig: „Hvem skal have det Stykke Sukker? — Naar jeg tager det, saa har den stakkels lille Sofie ikke noget, og naar hun faar det, saa har jeg ingen sød Te. Naar jeg dog blot havde et Stykke Sukker til! — Naar bare Moder var her.“

Da Helga kom tilbage, sagde Sofie: „Jeg kunde slet ikke begribe, hvor du blev af; vil du nu skjænke, Helga? og maa jeg ogsaa skjænke engang?“ Helga nikkede med Hovedet, saa paa Sukkeret og vilde 82brække det over; men det gik ikke; derpaa bed hun i det med sine smaa Tænder; men Sukkeret var for haardt, dele det kunde hun ikke; det var en slem Historie!

Sofie kunde slet ikke begribe, hvorfor Helga ikke skjænkede, og sagde: „Kjære Helga, giv mig min Te, jeg vil saa gjerne drikke af den lille smukke Kop.“ Et Øieblik endnu betragtede Helga Sukkeret, derpaa sagde hun: „Plump!“ og kastede det i Sofies Kop, og da hun havde gjort det, var hun glad og lo af bare Fornøielse. Sofie vidste ikke, at Helga nu intet Sukker havde, og sagde: „Aa, hvilket deiligt Stykke Sukker! aa, hvor stort! Hvor Teen vil blive sød!“

Snart efter kom Moderen hjem og gik hen til de smaa Piger og spurgte: „Naa, hvorledes har Frokosten smagt eder?“ — „Deilig!“ sagde Sofie. „Men du havde jo kun et Stykke Sukker, min Helga,“ sagde Moderen, „jeg havde glemt at give dig mere; hvem har faaet det?“ Helga blev ganske rød af Glæde og pegede paa Sofie. „Mit søde lille Barn!“ — sagde Moderen og kyssede sin lille Pige, og Helga var meget fornøiet, for hun vidste, at hendes Moder var tilfreds med hende.

79

„Mor,“ sa lille Helga, „må jeg ikke i dag ta mitt smukke, røde forkle på? Hønsene har så lenge ikke sett meg, og hvor de vil bli 80glade, når jeg kommer med det røde forkle på!“ Moren tillot det, og da Helga hadde spist frokost, løp hun med en liten kurv full av brødsmuler og korn ut til sine høns og ropte hele tiden, mens hun ennå løp: „Tup, tup, tup!“ Etter at hun hadde fodret de små dyr, kom hun igjen tilbake til sin mor: „Å, kjære mor, den sortspættede høne kjente meg ennå, for den sa bestandig: Kiggeri, Kiggeri! og den gule høne sa: Glug, glug, glug! men de små kyllinger, de kjente meg slett ikke, de sa slett ingen ting. Men hvor vakkert de nippet brødet opp! Til sist kom også endene og sa: Rap, rap, rap! men dem måtte jeg jage bort, for de slukte Alting og var slett ikke beskedne.“

Moren kysset sin lille pike og sa: „Vær nå alltid et artig barn, for at du hver dag kan få lov til å besøke dine høns.“

Nå hendte det seg den følgende Dag, at Helga straks kunne vise, at hun var et artig barn. Det var søndag, og Helga hadde til sin fødselsdag fått et lite Testel, som hun brukte hver søndag. De små tekopper var så nydelige; på et sort Tebræt med forgylt Rand og gyldne Blade stod seks par hvite kopper med blå kanter, en tekanne, en melkekanne og en kaffekanne, alt hvitt med blå kanter. Helga hadde dertil også fått en svamp, som hun gjemte i sin Bordskuffe, og når hun hadde drukket, kunne hun vaske sine kopper og aftørre dem med svampen. I begynnelsen satt moren hos henne; men da Helga hadde forstått, hvorledes hun skulle bære seg ad, og hvor forsiktig hun måtte være, fikk hun lov til å være ganske alene om det.

81Da Helga den Søndags morgen hadde fått sitt Testel og satt ved sitt lille bord og nettopp ville til å skjenke, kom den lille Sofie, Naboens datter, og brakte moren en kurv med blomster. Den lille pike neiet og sa: „Jeg skal hilse så mange ganger fra min mor og bringe Dem disse blomster.“ Helgas mor kysset den lille Sofie og sa: „Du bringer meg jo noe meget deilig, min kjære lille pike; tør du med det samme bli her litt og spise frokost med Helga?“

Sofie sa, at hennes mor hadde gitt henne tillatelse dertil, og satte seg ved siden av Helga på en liten stol, som denne hadde hentet. Moren lot barna bli alene med hinannen, etter at hun hadde satt kavringer og Smørrebrød på en tallerken til Sofie.

Helga ville nå skjenke; men da hun tok lokket av sukkerdåsen, så hun til sin skrekk, at der kun lå et stykke sukker deri. Hvem skulle nå ha det? Hun ble ganske rød i hodet og løp bort for å søke sin mor; men piken sa: „Helga, din mor er gått til Madame Møller!“ Således het Sofies mor. Derhen turde Helga ikke gå uten tillatelse; hun gikk langsomt tilbake og tenkte bestandig: „Hvem skal ha det stykke sukker? — Når jeg tar det, så har den stakkels lille Sofie ikke noe, og når hun får det, så har jeg ingen søt Te. Når jeg dog blot hadde et stykke sukker til! — Når bare mor var her.“

Da Helga kom tilbake, sa Sofie: „Jeg kunne slett ikke begripe, hvor du ble av; vil du nå skjenke, Helga? og må jeg også skjenke engang?“ Helga nikket med hodet, så på sukkeret og ville 82brekke det over; men det gikk ikke; derpå bet hun i det med sine små tenner; men sukkeret var for hardt, dele det kunne hun ikke; det var en slem historie!

Sofie kunne slett ikke begripe, hvorfor Helga ikke skjenket, og sa: „Kjære Helga, gi meg min Te, jeg vil så gjerne drikke av den lille smukke kopp.“ Et øyeblikk ennå betraktede Helga Sukkeret, derpå sa hun: „Plump!“ og kastet det i Sofies kopp, og da hun hadde gjort det, var hun glad og lo av bare Fornøielse. Sofie visste ikke, at Helga nå intet sukker hadde, og sa: „Å, hvilket deilig stykke sukker! å, hvor stort! Hvor teen vil bli søt!“

Snart etter kom moren hjem og gikk hen til de små piker og spurte: „Nå, hvorledes har frokosten smakt dere?“ — „Deilig!“ sa Sofie. „Men du hadde jo kun et stykke sukker, min Helga,“ sa moren, „jeg hadde glemt å gi deg mer; hvem har fått det?“ Helga ble ganske rød av glede og pekte på Sofie. „Mitt søte lille barn!“ — sa moren og kysset sin lille pike, og Helga var meget fornøyet, for hun visste, at hennes mor var tilfreds med henne.