71

Vi havde engang en liden vakker Hest, den var saa liden. Sølvhale hed den, fordi den havde nogle hvide, glinsende Haar i sin lange Hale. Den var meget tyk og fed og meget tam. Naar vi kom ind 72i Stalden til den, vendte den Hovedet til os og saa paa os. Det skulde betyde, at den vilde have Mad af os. Vi havde næsten altid noget med til den. Æbler, Kavringer og Havre fik den, og det likte den godt. Ingen var bange for lille Sølvhale. Den tog Maden saa pent og sagte ud af Haanden og var saa blid. Naar den gik løs, sprang den ofte efter sin Herre og stak sin Næse ned i hans Lomme; den tænkte at finde en Kavring der. Engang fik den Tilladelse til at komme ind i Huset. Den gik nok saa pent gjennem Gangen og kom ind i Dagligstuen. Paa Bordet stod et Fad med Kavringer. Da den fik se dem, gik den rundt om Bordet, tog en Kavring op af Fadet og spiste den op. Der var vist ingen Hest, som var saa glad i Kavringer som den.

Saa fik Sølvhale et nyt Hjem. Vi var saa bedrøvede ved at skilles fra den. Men den fik snart Venner, hvor den kom. Den gik og spiste Græs paa en stor, deilig Eng, og paa den Engen gik en anden Hest ogsaa og spiste Græs. Sølvhale og den blev gode Venner, og Sølvhale vilde gjerne gjøre alt, hvad den saa, den anden Hest gjorde. En Dag galoperede denne Hest nedover Engen og hoppede med et over en stor Bæk, som randt der. Sølvhale skakkede paa Hovedet og saa efter den. Saa tænkte den: dersom den kan gjøre det, saa kan vel jeg ogsaa. Nedover Engen gik det saa hurtig, den kunde. Men da den skulde over Bækken, saa var nok Benene for korte, og plask — laa den midt ude i Vandet. Nei, hvor den saa rar ud.

En Dag faldt dens Ven og slog sig saa meget, at den blev syg derefter. Den blev ikke sat ind i sin egen Stald, og Sølvhale blev saa bedrøvet, da 73den savnede sin Ven, at den ikke vilde spise. Naar nogen kom ind i Stalden til den, vendte den Hovedet om og gav et Slags sørgeligt Skrig fra sig, som om den spurgte efter sin kjære Kammerat. Tilsidst døde denne og blev gravet ned ude paa Engen. Sølvhale saa ikke dette og blev holdt inde nogle Dage; men første Gang, den kom ud, travede den lige hen til Stedet, hvor dens Ven laa begraven, og udstødte et langt, langt Skrig.

Dette er en rar Fortælling; men sand er den, og Sølvhale spiser endnu Græs ved sin Vens Grav.

71

Vi hadde engang en liten vakker hest, den var så liten. Sølvhale het den, fordi den hadde noen hvite, glinsende hår i sin lange hale. Den var meget tykk og fet og meget tam. Når vi kom inn 72i stallen til den, vendte den hodet til oss og så på oss. Det skulle bety, at den ville ha mat av oss. Vi hadde nesten alltid noe med til den. Epler, kavringer og Havre fikk den, og det likte den godt. Ingen var bange for lille Sølvhale. Den tok maten så pent og sakte ut av hånden og var så blid. Når den gikk løs, sprang den ofte etter sin Herre og stak sin nese ned i hans lomme; den tenkte å finne en kavring der. Engang fikk den tillatelse til å komme inn i huset. Den gikk nok så pent gjennom gangen og kom inn i dagligstuen. På bordet stod et fat med kavringer. Da den fikk se dem, gikk den rundt om bordet, tok en kavring opp av Fadet og spiste den opp. Der var vist ingen hest, som var så glad i kavringer som den.

Så fikk Sølvhale et nytt hjem. Vi var så bedrøvede ved å skilles fra den. Men den fikk snart venner, hvor den kom. Den gikk og spiste gress på en stor, deilig eng, og på den Engen gikk en annen hest også og spiste gress. Sølvhale og den ble gode venner, og Sølvhale ville gjerne gjøre alt, hva den så, den annen hest gjorde. En dag galopperte denne hest nedover Engen og hoppet med et over en stor bekk, som rant der. Sølvhale skakket på hodet og så etter den. Så tenkte den: dersom den kan gjøre det, så kan vel jeg også. Nedover Engen gikk det så hurtig, den kunne. Men da den skulle over bekken, så var nok Benene for korte, og plask — lå den midt ute i vannet. Nei, hvor den så rar ut.

En dag falt dens venn og slo seg så meget, at den ble syk deretter. Den ble ikke satt inn i sin egen stall, og Sølvhale ble så bedrøvet, da 73den savnede sin venn, at den ikke ville spise. Når noen kom inn i stallen til den, vendte den hodet om og ga et Slags sørgelig skrik fra seg, som om den spurte etter sin kjære Kammerat. Til sist døde denne og ble gravet ned ute på Engen. Sølvhale så ikke dette og ble holdt inne noen dager; men første gang, den kom ut, travet den like hen til stedet, hvor dens venn lå begravd, og utstøtte et langt, langt skrik.

Dette er en rar fortelling; men sann er den, og Sølvhale spiser ennå gress ved sin Vens grav.