En liden Gut ved Navn Einar havde Fornøielse af at fange Fluer og andre saadanne smaa Dyr for at lege med dem. Men han var slem mod dem; thi han rev Vingerne eller Benene af dem, og naar da de stakkels smaa Dyr vilde flyve eller gaa, saa kunde de ikke.
Da hans ældre Søster, som var en snil Pige, fik se dette, blev hun meget bedrøvet og sagde: „Tænker du da ikke paa, kjære Einar, at det maa være gruelig ondt for de smaa Dyr, naar du er saa slem med dem?“
„Det kan vist ikke gjøre ondt,“ sagde Einar, „thi de skriger jo ikke.“
„Ja, men de kan ikke skrige, ser du,“ sagde Søsteren, „de har ingen Stemme; thi ellers vilde de nok skrige, ligesom vi Mennesker og andre Dyr gjør, naar de har ondt. Dersom Fluerne eller de andre Smaadyr var dig i Veien, saa var det bedre, at du dræbte dem; men saaledes maa du ikke pine de stakkels smaa Dyr; det er grusomt. Tænk, hvad Fader og Moder vilde sige, dersom de saa, at du gjorde det?“
Einar skjønte nu, at det var meget galt, og pinte siden aldrig noget Dyr.