Det var en klar og mild Vaardag. Karl og Elise skulde gaa med sin Fader til en vakker Have tæt udenfor Byen. Medens Faderen klædte sig paa i Sideværelset, opholdt Børnene sig i hans Sovekammer. Karl, som glædede sig hjertelig til Spadsereturen, dansede omkring i Værelset, og ved en uforsigtig Bevægelse kom han til med sin Stok at slaa over Stilken paa en liden 69Blomst, som Faderen havde opelsket. „O, hvor uheldigt,“ raabte Elise, tog Blomsten op og holdt den endnu i Haanden, da Faderen traadte ind.
„Hvad har du gjort der, Elise?“ spurgte han med et meget alvorligt Ansigt. „Du har plukket en Blomst af, som jeg pleiede saa omhyggelig for at faa Frø af den.“ „O, Fader,“ sagde Elise, „vær ikke vred, jeg beder dig.“ „Vred,“ svarede Faderen, „nei, det er jeg ikke; men da du maaske kunde faa det Indfald at plukke Blomsterne i en Have, som ikke tilhører os, saa skal du ikke gaa med mig idag.“
Elise slog Øinene ned og taug. Men da kunde Karl ikke holde sig længere; han gik hen til sin Fader med Øinene fulde af Taarer og sagde: „Det er ikke Elise, kjære Fader, som har knækket Blomsten, det er mig. Jeg maa altsaa blive hjemme og Elise gaa med dig.“
Faderen blev meget rørt ved at bemerke sine Børns gode Hjerte og deres Kjærlighed til hinanden. Han sluttede dem i sine Arme og sagde: „I er begge to mine kjære Børn og skal begge gaa med mig. Denne Blomst vilde aldrig have gjort mig saa megen Glæde, som jeg nu føler, da jeg ved, at I altid vil elske hinanden og blive gode Mennesker.“