64

Jeg vil fortælle dig en Historie om en Ulv og en liden Gut. En Ulv, ved du, er sterk og vild. Den ligner Hunden; men en Hund er ikke saa stor som en Ulv.

En Dag, da det var koldt ude, skulde lille Hans gaa med Mad til sin Fader, som hug Ved i Skoven. Solen skinnede vakkert, da han gik; men snart begyndte det at sne saa sterkt, at den lille Gut ikke kunde se den Vei, han skulde gaa, og Vinden blæste, saa Trærne bøiede sig. Hut, hvor det var stygt Veir!

65Lille Hans stillede sig bag et stort Træ, vendte Ryggen mod Vinden og sagde: „Her vil jeg vænte, til det har holdt op at sne; da vil jeg gaa videre afsted med Maden til Fader.“

Medens nu lille Hans stod der i Sneen, hørte han en Lyd, der gjorde ham saa bange, og som fik hans Hjerte til at banke sterkt. Det var en Ulv, som hylede, og Hans vidste godt, hvad det var; thi han havde hørt det engang før, og da havde hans Fader fortalt ham, at det var en Ulv.

„Ulven vil komme og æde mig op,“ sagde lille Hans til sig selv; „jeg skal ikke mere faa se min Fader og Moder; hvad skal jeg gjøre? jeg tror, jeg vil løbe afsted.“ Da løb han, saa hurtig han kunde. Hans lille Hat blæste af ham og blev liggende paa Sneen; men han turde ikke vænte for at tage den op; thi Ulven var for nær ved ham.

Saa kom Ulven hen til det Sted, hvor Hans havde staaet. Da den fik se Hatten, snusede den paa den, udstødte et langt Hyl og satte afsted for at faa fat paa Gutten, som Hatten tilhørte.

Da lille Hans havde løbet et langt Stykke, blev han træt og maatte standse. Da saa han et stort Træ og tænkte: „Jeg vil klyve op i dette Træ; thi der kan ikke Ulven faa Tag i mig; jeg ved rigtignok ikke, hvorledes jeg skal komme op i Træet; men jeg maa forsøge.“ Han faldt ned to Gange; men saa kom han op.

Da det sneede saa sterkt, troede Faderen, som arbeidede ude i Skoven, at han ikke vilde faa noget Mad sendt ud til sig og vilde gaa hjem for at spise. Saa tog han sin Øxe og sit Gevær og gik afsted. 66Som han nu gik gjennem Skoven, saa han Hatten, som laa paa Sneen, og han kjendte den strax; men sin lille Gut saa han ikke og heller ikke Merkerne af hans smaa Fødder; thi Sneen havde skjult dem.

Da standsede han, og Taarerne begyndte at rinde ned af hans Kinder. Han sagde: „Nu faar jeg ikke se min kjære, lille Hans mere. En Ulv har mødt ham og ædt ham op.“ Som han sagde dette, hørte han et fælt Hyl. Han sprang afsted didhen, hvorfra han hørte Hylet kom. Da fik han se Ulven, som stod nede ved Roden af Træet, og lille Hans, som sad paa en stor Gren og holdt sig godt fast.

Hvor den stakkels Fader blev glad! „Hold dig fast en Stund endnu, lille Hans!“ sagde han. Du kan nok vide, at Hans blev glad, da han fik se sin Fader; thi det var nok ikke morsomt at sidde paa Grenen og se paa den fæle Ulven. Faderen skjød Ulven ihjel, og Gutten kom ned af Træet. „Her er Mad til dig, Fader,“ sagde han, „jeg turde ikke slippe Spandet, da jeg løb for Ulven.“ Men hans Fader tog ham i sine Arme og kyssede ham.

64

Jeg vil fortelle deg en historie om en Ulv og en liten Gut. En Ulv, vet du, er sterk og vill. Den ligner hunden; men en hund er ikke så stor som en Ulv.

En dag, da det var kaldt ute, skulle lille Hans gå med mat til sin far, som hug Ved i skogen. Solen skinte vakkert, da han gikk; men snart begynte det at sne så sterkt, at den lille Gut ikke kunne se den vei, han skulle gå, og vinden blåste, så trærne bøyde seg. Hut, hvor det var stygt vær!

65Lille Hans stillede seg bak et stort tre, vendte ryggen mot vinden og sa: „Her vil jeg vente, til det har holdt opp at sne; da vil jeg gå videre av sted med maten til far.“

Mens nå lille Hans stod der i Sneen, hørte han en lyd, der gjorde ham så bange, og som fikk hans hjerte til å banke sterkt. Det var en Ulv, som hylte, og Hans visste godt, hva det var; thi han hadde hørt det engang før, og da hadde hans far fortalt ham, at det var en Ulv.

„Ulven vil komme og ete meg opp,“ sa lille Hans til seg selv; „jeg skal ikke mer få se min far og Moder; hva skal jeg gjøre? jeg tror, jeg vil løpe av sted.“ Da løp han, så hurtig han kunne. Hans lille hatt blåste av ham og ble liggende på Sneen; men han turde ikke vente for å ta den opp; thi Ulven var for nær ved ham.

Så kom Ulven hen til det sted, hvor Hans hadde stått. Da den fikk se hatten, snuste den på den, utstøtte et langt hyl og satte av sted for å få fat på gutten, som hatten tilhørte.

Da lille Hans hadde løbet et langt stykke, ble han trett og måtte stanse. Da så han et stort tre og tenkte: „Jeg vil klyve opp i dette tre; thi der kan ikke Ulven få tak i meg; jeg ved riktignok ikke, hvorledes jeg skal komme opp i treet; men jeg må forsøke.“ Han falt ned to ganger; men så kom han opp.

Da det snødde så sterkt, trodde Faderen, som arbeidet ute i skogen, at han ikke ville få noe mat sendt ut til seg og ville gå hjem for å spise. Så tok han sin øks og sitt gevær og gikk av sted. 66Som han nå gikk gjennom skogen, så han hatten, som lå på Sneen, og han kjente den straks; men sin lille Gut så han ikke og heller ikke merkene av hans små føtter; thi Sneen hadde skjult dem.

Da stanset han, og tårene begynte å rinne ned av hans kinner. Han sa: „Nå får jeg ikke se min kjære, lille Hans mer. En Ulv har møtt ham og ett ham opp.“ Som han sa dette, hørte han et fælt hyl. Han sprang av sted didhen, hvorfra han hørte hylet kom. Da fikk han se Ulven, som stod nede ved roten av treet, og lille Hans, som satt på en stor gren og holdt seg godt fast.

Hvor den stakkels far ble glad! „Hold deg fast en stund ennå, lille Hans!“ sa han. Du kan nok vite, at Hans ble glad, da han fikk se sin far; thi det var nok ikke morsomt å sitte på grenen og se på den fæle Ulven. Faderen skjød Ulven ihjel, og gutten kom ned av treet. „Her er mat til deg, far,“ sa han, „jeg turde ikke slippe spannet, da jeg løp for Ulven.“ Men hans far tok ham i sine Arme og kysset ham.