Der var en stor Flok Gjæs paa Gaarden, og nogle af dem var Unger endnu. Disse Gaasunger gjorde et stort Spektakel; de kunde skrige og larme, saa lang Dagen var.
„Hvor det er deiligt Veir idag; hvor her er morsomt at være; jeg er en Gaas, jeg er en Gaas; her er en Orm, her er en Orm.“ „Hvor? hvor?“ skreg de andre. „Her, her! nei, det er en Pinde; jeg er en Gaas, jeg er en Gaas.“ Saaledes skreg de hele Dagen og alle paa en Gang.
„Jeg skulde ønske, I vilde være mere rolige,“ sagde en stor, gammel Gaas til dem; „ved I ikke, 59at Ræven bor der ude i Skoven? hvorfor vil I fortælle ham, at her er Gaasesteg at faa?“
Men ikke en af Gaasungerne vilde høre paa, hvad den gamle Gaas sagde; de vedblev at støie og larme ligesom før, og dersom en af dem vaagnede om Natten, saa skreg den strax: „Jeg er en Gaas, jeg er en Gaas.“
Men saa hørte Ræven dem og kom luskende frem mellem Trærne. Hop, var den over Gjerdet, og en, to, tre, havde den en af Gaasungerne i Munden; han løb afsted med den til sin Hule og aad den op.
„Ja, ser I nu,“ sagde den gamle Gaas; „jeg fortalte eder, hvorledes det vilde gaa.“