En liden Pige, som hed Karoline, havde en Kanarifugl, som hun holdt saa meget af. Det lille Dyr sang fra Morgen til Aften; det var en meget smuk Fugl, mørkegul med en stor, vakker Fjærtop paa Hovedet. Karoline passede selv sin lille Ven, gav den Fuglefrø i Buret, hver Dag friskt Vand i Glasset og undertiden et grønt Blad og et Stykke Sukker.
Men en Dag begyndte Fuglen pludselig at hænge med Vingerne, og næste Morgen, da Karoline vilde give den Vand, fandt hun den liggende død i Buret. Da begyndte hun at græde høit over at have mistet sin lille Fugl, som hun holdt saa meget af, og løb grædende og hulkende ind til sin Moder. Denne søgte at trøste hende, og uden at sige Karoline noget gik hun ud, kjøbte en anden Kanarifugl, der sang ligesaa godt og var endnu smukkere, og denne satte hun ind i Buret. Men da Karoline saa den nye Fugl, blev hun ligesaa bedrøvet og græd endnu mere end før.
Da blev Moderen meget forundret og sagde: „Men, min kjære, lille Pige, hvorfor græder du og er saa bedrøvet? dine Taarer kan jo ikke gjøre den døde Fugl levende igjen, og her har du en anden, der er ligesaa god som den forrige.“ Da sagde Datteren: „O min kjære Moder, jeg er saa bedrøvet, fordi jeg har gjort Uret imod min stakkels Fugl, som nu er død, og jeg har ikke gjort den alt det gode, som jeg burde og kunde.“ „Lille, kjære Karoline,“ sagde Moderen, „vær ikke bedrøvet derover! Du har jo altid passet Fuglen saa godt.“ „Ak nei, 55Moder, ikke altid,“ svarede Barnet: „et Par Dage før den døde, gav du mig et Stykke Sukker til Fuglen, og istedenfor at give den det spiste jeg det selv. Det gjør mig nu saa hjertelig ondt.“