Høit oppe paa Taget laa et Fuglerede. I Redet laa fire smaa Eg. Og da de smaa Eg havde aabnet sig, kom fire Fugleunger, uden Fjær paa sig, frem af Eggene.
Men Moderen havde Fjær paa sig, og hun varmede de smaa Ungerne under sine Vinger, og medens Moderen varmede dem, var Faderen ude for at søge Føde til dem.
Ungerne blev større, og de fik ogsaa Fjær. Da kunde Moderen ogsaa flyve fra dem og hjelpe Faderen at samle Føde til dem. Men da Ungernes Vinger endnu ikke var saa store, at de kunde bruge dem til at flyve med, saa sagde Moderen, da hun fløi bort fra dem „— kvi — kvi — kvit —,“ og det skulde betyde: — „mine søde smaa, vogter eder for at gaa bort fra Hjemmet, forsøg ikke paa at flyve ud af Redet.“ —
Men da Moderen var borte, var en af Ungerne ulydig. Den vilde forsøge paa at flyve ud af Redet og gik lige hen til Kanten af det. Hvor den var uforsigtig! den maatte jo falde ned. Ja se, der faldt den; lige ned paa Gaden.
Da nu Faderen og Moderen kom tilbage, fandt de bare tre af sine Unger i Redet.
Og de tre Ungerne kvidrede alle paa en Gang „— kvi — kvi — kvi — kvit —,“ og det skulde betyde: „vor Broder er død; han er faldt ned paa Gaden.“
Og Faderen og Moderen og de tre smaa Ungerne sørgede allesammen.